Sociale investeringer kan bidrage til at indfri velfærdsløfterne

KOMMENTAR: Der er akut behov for at nytænke velfærdens finansierings- og styringsmodeller. Sociale investeringer er en del af værktøjskassen i en fremtidssikret velfærdsstat, og den nye regering bør sætte kræfter ind på at udvikle området.

Af Lars Jannick Johansen, Claus Bjørn Billehøj og Jannik Tharben Hansen
Den Sociale Kapitalfond

Over de næste cirka fire år skal den nye regering indfri en stribe velfærdsløfter fra valgkampen – og betale regningen. Samtidig skal de håndtere, at befolkningens udvikling i alder og sundhed allerede presser budgetterne.

Alt det skal ske, uden at velfærdsstatens udgifter løber løbsk – og der er ikke umiddelbart udsigt til, at indtægtsgrundlaget vil vokse nævneværdigt.  

I de seneste årtier har vi set tre gængse løsningsmodeller på det dilemma:

  1. Forebyggelse af både sociale og sundhedsmæssige udfordringer er blevet set som en nøgle til at undgå, at nogle borgeres situation udvikler sig til dyre og komplekse problemer. Problemet er imidlertid, at velfærdsstatens betalingsmodeller typisk ikke er gearet til forebyggelse, og at der mangler sense of urgency i forhold til at betale for noget, som måske, måske ikke, virker for noget, som måske, måske ikke, bliver et problem senere. Desuden: Hvem skal betale? De, som bærer udgiften til forebyggelse, er ikke nødvendigvis den instans, som sparer penge i den anden ende.
  2. New public management, øget brug af kontraktstyring og lignende mekanismer er blevet introduceret i et forsøg på at effektivisere den offentlige sektor og skabe mere velfærd for pengene. Men kritikken af statens styringsmekanismer vokser med beskyldninger om inputstyring og voksende bureaukrati, kolde hænder og djøfisering frem for fokus på reelle effekter og resultater.
  3. Øget innovation i den offentlige sektor er blevet udset til at skabe bedre løsninger på udfordringerne. Både social- og beskæftigelsesområderne, som udgør henholdsvis cirka 10 og 20 procent af det offentlige forbrug, er fulde af udviklingsprojekter drevet af organisationer, socialøkonomiske virksomheder og private aktører og ofte finansieret af private fonde og puljer. Men de gode løsninger passer ikke nødvendigvis ind i det eksisterende velfærdssystem med de aftalte takster og den leveranceefterspørgsel, der er foruddefineret i det kommunale regi. Således bliver effektfulde metoder ikke forankret og udbredt, når projekterne slutter.

At finde nye løsninger på disse problemer er for os at se blandt de centrale velfærdsudfordringer, som en ny regering må overkomme – og en væsentlig årsag til de voksende krisetegn for den danske velfærdsmodel. Senest manifesteret i den store undersøgelse af danskernes værdier, som viser en alvorlig kløft: Mens højtuddannede og højtlønnede danskere føler sig trygge i forhold til fremtiden, så er der stor usikkerhed blandt dem med ingen eller korte uddannelser og lav indtægt.

Vi har derfor brug for at nytænke velfærdssamfundets finansierings- og styringsmodeller, så vi bliver bedre til effektiv forebyggelse, til at honorere effekter frem for indsatser og til at skalere innovation og nyskabende initiativer, der reelt løser sociale udfordringer. Det er en af nøglerne til, at velfærdssamfundet også i fremtiden kan understøtte tryghed, tillid og trivsel for alle uanset baggrund.

Sociale effektinvesteringer er en sådan løsningsmodel.

Sociale investeringer for dummies

Kort fortalt: En social effektinvestering tager udgangspunkt i, at en leverandør har fundet en effektiv løsning på en social udfordring – det kan for eksempel være en forebyggende indsats for at få udsatte ledige i arbejde eller nedbringe stressniveauet blandt sygemeldte.

Indsatsen passer ikke til den leveranceefterspørgsel eller de takster, som det offentlige (det kan være kommune, stat eller region) har foruddefineret. Imidlertid vil en investor sikre, at der er midler til at gennemføre aktiviteten, hvis problemejeren eller ”udbyderen” – kommune, stat, region eller en kombination – betaler for effekten.

De får nemlig en besparelse til sygedagpenge, kontanthjælp og lignende. Hvis målet nås, tjener investor, fordi vedkommende får del i de offentlige besparelser. Hvis målet ikke nås, taber investor, og det offentlige har ikke betalt for noget, som ikke virkede.

En social effektinvestering kan altså ses som et partnerskab mellem en udbyder, en leverandør og en investor, der er enige om at løse en social udfordring.

Mekanismerne er nye, fordi vi nu har en investor inde. Det gør det muligt at tænke mere langsigtet. Det kræver et skarpt resultatfokus. Det giver en større metodefrihed, fordi styring er på effekt. Og ikke mindst indeholder løsningen en stærk incitamentsstruktur til at forebygge og skalere det, der virker.

De første erfaringer

Det lyder jo i bedste fald som et columbusæg. Og sociale investeringer kom da også for alvor på dagsordenen i velfærdsdebatten herhjemme sidste år: I 2018 fik vi debatten om sociale investeringer som trussel eller mulighed for socialt arbejde og som vej til at gøre op med Finansministeriets regnemodeller – men også konkret handling med vedtagelsen af statens Sociale Investeringsfond i Folketinget i december.

I Den Sociale Kapitalfond har vi lavet de to første danske sociale effektinvesteringer: I Aalborg investerer vi i Fokus Folkeoplysning, hvor målet er at bringe mindst 60 ud af 120 psykisk sårbare ledige i job over tre år. I Ballerup skal Specialisterne finde job eller uddannelse til ti borgere med autismediagnose. Begge steder sker indsatsen i tæt samarbejde med kommunen.

Vores første erfaringer peger på, at sociale effektinvesteringer er et effektivt greb til håndgribelige problemer, som det har været en udfordring at løse i det eksisterende system – hvis vi kan se en god løsning for os og finde en relativt enkel måde at regne effekten ud på.

En bivirkning er, at de bidrager til at udbrede effektfulde løsninger, flytte fokus fra inputmålinger til effekt og evidens, og til at sikre bedre velfærdseffekt for offentlige midler – til gavn for såvel de udsatte som velfærdssamfundets bæredygtighed.

Markedet er stadig relativt umodent, og vi vil helt sikkert møde masser af konkrete udfordringer, mens vi udvikler det. For at sociale effektinvesteringer virker, må alle led – fra Folketing til leverandør – have fokus på tillid, partnerskab og formål med indsatsen. Vi skal have en pragmatisk tilgang, og vi skal acceptere, at indsatsen har et investeringsperspektiv. Vi skal altså også være klar til at tale om risici, økonomisk gevinst og om at have en realistisk tidshorisont.

Skal bruges rigtigt

Sociale effektinvesteringer kræver også udpræget vilje til samarbejde. Kommunerne må oversætte investeringssprog til kommunalt sprogbrug og virkelighed, og de skal gentænke den politiske og budgetmæssige styring. Investorerne må forstå den reelle virkelighed i kommunerne. Leverandørerne må blive virkelig skarpe til at udvikle de løsninger, der skaber målbar effekt. Og det hele skal ske med fokus på at skabe et bedre liv for borgeren. 

Samtidig skal vi være opmærksomme på, at sociale effektinvesteringer ikke kan løse alle problemer for udsatte mennesker. Langtfra alt socialt arbejde kan sættes på denne form for forretningsformel og matche en SØM-model for offentlige besparelser som følge af en indsats. Vi skal bruge redskabet varsomt og må ikke misbruge det som en speedet variant af new public management.

Men leverandørerne er der: Over hele landet finder vi danske virksomheder og organisationer med stort engagement og effektfulde løsninger på sociale problemer, som kan udbredes, og som vil sikre bedre velfærdseffekt for offentlige midler – til gavn for udsatte mennesker.

Vi er også overbeviste om, at der findes private investorer, der gerne vil bidrage. Flere og flere har fokus på såkaldte impact investments. Hvis vi kan skubbe dem i retning af det sociale område, kan vi kanalisere nogle af de 3.500 milliarder kroner, der er på det globale impactinvesteringsmarked, over i udsatte danskere og de offentlige budgetter.

Derfor bør den nye regering sætte fuldt fokus på at udvikle sociale investeringer: Det kan blive et centralt værktøj i arbejdet med at fremtidssikre velfærdsstatens styrings- og finansieringsmodeller.   

Samtidig passer sociale effektinvesteringer ind i en stærk dansk tradition for offentlig-privat samarbejde som en nøgle til velfærdssamfundets historiske succes.

Endelig sætter sociale investeringer spot på en afgørende kerneværdi i velfærdssamfundet, som alt for ofte glemmes i debatten: At vi i Danmark tror på og investerer i alle menneskers potentiale.

 

Lars Jannick Johansen er managing partner i Den Sociale Kapitalfond Invest og etablerede i 2011 Den Sociale Kapitalfond sammen med TrygFonden. Claus Bjørn Billehøj er administrerende direktør og partner i Den Sociale Kapitalfond og står i spidsen for arbejdet med at udvikle sociale effektinvesteringer. Jannik Tharben Hansen er investeringsdirektør i Den Sociale Kapitalfond og ansvarlig for at udvikle sociale effektinvesteringer.

Indlægget er alene udtryk for skribenternes egne synspunkter.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu