Begrebet ”ny velfærd” er blevet et af tidens store buzzwords i det kommunale Danmark. Indholdet i det ”nye” varierer godt nok på decimalen, men det bærende princip er, at flere borgere skal spille en større rolle i egen og andres velfærd. Det baserer sig bl.a. på en stærk antagelse om, at det gode liv skabes i relationer og fællesskaber med andre mennesker.

Det betyder, at der næppe findes en kommunal strategi, der ikke forsøger at bevæge sig væk fra tænkningen om borgeren som en, der har ret til ydelser, som leveres af kommunen, og over i en praksis, hvor kommunen indgår i et samarbejde om at støtte borgerens egne ressourcer, kompetencer og netværk. Borgeren skal bevæge sig i retning af at blive (mere) selvstændig og selvhjulpen – og ikke være afhængig af hjælp fra det offentlige.

Det er grundlæggende en positiv udvikling, der i hvert fald som idealbillede tager sit udgangspunkt i borgerens levede liv i stedet for systemets kasser. Vi måler ikke længere velfærden i antallet af minutter eller mængden af ydelser, men i gode liv. Og vi erkender, at velfærd er noget, vi skaber sammen i vores relationer til hinanden.

”Velfærd skabes i samarbejder og fællesskaber”, skrev vi i forordet til publikationen ”Leder på kanten”, der udkom sidste forår, og selv har jeg før skrevet om perspektiverne i ”Mere menneske, mindre system” her på bloggen.

Jeg kender automatindvendingerne om, at det kan lyde som blødt og luftigt hippie-halleluja. Det mener jeg på ingen måde, at det er. Det har tværtimod store konsekvenser for den måde, vi uddanner, ansætter, organiserer og sætter rammerne for velfærden på. Og det gælder alle aktører, der er involveret i og påvirket af arbejdet med velfærd – borgere, medarbejdere, politikere og ikke mindst ledere i både den offentlige, private og civilsamfundssektoren. Ikke mindst fordi vi skal være ærlige og erkende, at vi befinder os midt i en testfase i arbejdet med at udvikle og forandre velfærden.

Balance mellem realisme og menneskelig indlevelse

I årtier har vi uddannet velfærdsledere til at udvikle og lede organisationer, der leverer klart definerede serviceydelser til borgerne. Fremover skal organisationerne være åbne for såvel borgere som lokalsamfund og kunne samarbejde med andre organisationer uanset sektor. Det indebærer en ny, udvidet ledelsesopgave og rejser spørgsmål som: Hvem uden for organisationen kan bidrage til udviklingen? Og hvad kræver det af mig som leder indadtil i min organisation?

Det sidste spørgsmål hører jeg stadig oftere. Og et af mine svar er: mere hård empati.

Den tilsyneladende selvmodsigelse dækker over behovet for, at den enkelte leder skal kunne tegne et projekt, hvor retningen er meget klar, og som det samtidig er meningsfuldt at være en del af. Lederen skal være dygtig til at se og forstå den enkelte medarbejder og sikre, at der på den ene side er god plads til mange forskellige måder at bevæge sig i den udstukne retning på, men hvor det også er klart, at hvis der er nogen, der ikke er indstillet på at udvikle sig i den retning, ja, så er der også en klar konsekvens – og det er ikke sikkert, at der er plads til vedkommende på holdet.

Når jeg – helt uvidenskabeligt – spørger grupper af kommunale chefer, hvor mange der har kendskab til ledere eller medarbejdere, der er blevet afskediget, fordi de ikke magtede det ”nye” – det aktive samarbejde med borgere og omverden – er det som regel tilfældet for omkring en tredjedel. Den andel er jeg overbevidst om vil stige i de kommende år. Evnen til at arbejde med aktive borgere, samskabelse, partnerskaber, og hvad det ellers kaldes, er ikke længere blot plusord, som man kan smykke sig med i en ansættelsessituation – det er også noget, man kan miste sit job på ikke at kunne eller ville.

Det stiller krav til lederne om at mestre og praktisere en hård empati, der kombinerer en professionel realisme og en menneskelig indlevelse. Det er balancen mellem hverken blot at stille krav eller give omsorg, men gøre begge dele for at få flest muligt til at trives i den nye virkelighed og tage godt hånd om dem, der ikke skal med videre.

Kort sagt: Balancen mellem at være en logisk, rationel beslutningstager og en emotionelt engageret leder.

Det gav Lene Tanggaard og Claus Elmholt en glimrende guide til i ledernes blad, Ledelse i dag, tilbage i slutningen af 2011.

Vi skal udvikle ledelse i hverdagen

Vi er jo sådan set ret gode til at sende vores ledere på uddannelse. Der bliver de typisk rigtig gode til at tale om ledelse. Men om de bliver gode ledere derhjemme i hverdagen, det ved vi ikke ret meget om. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at have fokus på, hvordan vi kan udvikle en ny ledelse i hverdagen.

Det skal ikke være noget ekstra på en i forvejen alt for lang to do-liste. Det er selve kernen i arbejdet. Det handler bl.a. om at finde gode anledninger og opgaver, der alligevel skal gøres, men som kan danne rammen om en ny måde at agere på som leder. Det kan være turen til kaffemaskinen, personalemødet, udviklingssamtalen eller noget helt fjerde. Se tekstboks.

Det er også i hverdagen, at vi skal udvikle og praktisere den hårde empati. Det vil bl.a. sige at udstikke den meningsfulde retning og gøre den attraktiv at være en del af. Og på samme tid gøre retningen åben for fortolkning, men ikke sætte den til diskussion.

Det stiller krav om en forsigtig linedans mellem den magt, en leder kan udøve, og den etik, det kræver at gøre det. I sin glimrende bog ”Ny velfærd – nyt lederskab” citerer Hanne Dorthe Sørensen, tidligere direktør i Statens Center for Kompetenceudvikling, filosoffen Løgstrups etiske fordring, der siger, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vores hånd”.

Derfor indeholder den hårde empati også en etisk forpligtelse til at kere sig om sine medarbejdere og udvise ekstra omhu i samspillet med dem om den udvikling, vi står midt i. For det er netop i relationerne og de stærke fællesskaber, at velfærden skabes. Det gælder både i borgerens liv og i den kommunale andedam. Begge steder gælder det, at du ikke kan lykkes alene. 

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.