Verdensmål og planetariske grænser

Den politiske debat i Danmark er næsten renset for storhed, langsigtethed og helhedstænkning. I stedet for at forholde os til, inden for hvilke grænser der fortsat kan stræbes efter vækst på kloden, diskuterer vi skattelettelser til de velbjergede og andre småtterier.

I forbindelse med de ikke-igangværende forhandlinger om den såkaldte 2025-plan blev det pludselig en metafor, at der var en elefant i rummet. Elefanten var Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen. Må jeg i den forbindelse minde om, at elefanten er et meget klogt dyr. En elefant kunne aldrig finde på at opføre sig, som Anders Samuelsen gjorde det i disse politiske efterårsforhandlinger.

Jeg har lige været med til at udgive en bog om FN’s verdensmål, målene for en bæredygtig global udvikling. En bog, der analyserer Danmarks og verdens aktuelle situation på en række dimensioner, og som i den forbindelse drøfter, hvad Danmark kan og bør gøre – ikke bare for verdens skyld, men også for Danmarks egen skyld.

Når man sidder med denne bog og dens mange seriøse analyser og forslag på den ene side, og på den anden side ser Anders Samuelsen oppe i et træ, hvor han sidder og råber på skattelettelser til nogle få velbjergede mennesker i dette land, skattelettelser, som disse mennesker formentlig er fløjtende ligeglade med, så kan man kun blive beskæmmet og bedrøvet på Danmarks og demokratiets vegne. Den politiske debat i Danmark er næsten renset for storhed, langsigtethed og helhedstænkning.

Økonomi er ikke eksakt videnskab

Det er i den forbindelse blevet en del af en politisk retorik, at man kan henvise til, at ens forslag er blevet ’regnet igennem’ af mennesker i Finansministeriet. Jeg ved ikke, hvad Finansministeriet og dets embedsmænd siger til det, men det er uden reelt indhold at henvise til, at et forslag er blevet regnet igennem af embedsmænd, for, undskyld mig: Hvad betyder det?

Det er i samme forbindelse, at der i de seneste måneder pludselig opstod en ophidset og ubegavet debat om, hvorvidt økonomi er en eksakt videnskab. Det er økonomi ikke. En matematisk økonomisk model er eksakt, forstået på den måde, at den er programmeret til, at 2+2 er 4. Det er en regnemodel, der er bygget op omkring en række forudsætninger og antagelser om sammenhænge, og som på den baggrund – fuldstændig eksakt – kan regne ting ud. Men det bliver økonomi ikke en eksakt videnskab af. Måske skulle man hellere diskutere, om økonomi er én videnskab, eller om der i virkeligheden er flere økonomiforståelser og -videnskaber?

Økonomi er en ikke-eksakt videnskab. Det er en vigtig videnskab, der handler om at forstå og redegøre for en række økonomiske sammenhænge i verden, i lande og i virksomheder. Men vi er efterhånden kommet til at tro, at alt handler om økonomi, at økonomi altid er det vigtigste; simple økonomiske beregningsresultater bliver kørt i front i alle mulige sammenhænge. Og jeg er naturligvis enig: Økonomi er vigtigt; priser, lønninger, inflation, underskud, produktivitet, valutakurser, rentesatser og meget andet er og bliver vigtigt. Og det er der meget andet, der også er.

Der er andet i verden end økonomi

I den nævnte bog findes der beskrivelser af begrebet ’planetariske grænser’. Det er et begreb, der er udviklet af en stor internationalt sammensat gruppe af forskere under ledelse af professor Johan Rockström fra Stockholm Resilience Centre.

Baggrunden er forskernes forsøg på at være præcise med hensyn til dette spørgsmål: Inden for hvilke grænser kan der fortsat arbejdes med og stræbes efter vækst på kloden?

Den globale nedslidning af naturgrundlaget

Figur 1 | Forstør   Luk

’Planetary Boundaries’ er et mål for, hvor meget menneskeheden har brugt af klodens miljømæssige kapital på ni nøgleområder. Der er fire områder, hvor nedslidningen af jordklodens ressourcer nu er alvorlig eller risikabel: klimaforandringer, de biogeokemiske kredsløb af fosfor og kvælstof, arealanvendelse og genetisk diversitet.

Kilde: “Planetary boundaries: Guiding human development on a changing planet”, Science 2015.

I stedet for blot at sige, at der er ’grænser for vækst’, således som vi sagde det i 1970’erne, så taler disse forskere om ’vækst inden for givne grænser’, og det er disse grænser, forskerne kalder for planetariske værdier eller grænser. Disse grænser skal vi til at interessere os for.

Jeg ser frem til, at politikere begynder at tale om, at deres forslag er blevet gennemregnet af Stockholm Resilience Centre med henblik på at konstatere, om de positivt eller negativt påvirker disse planetariske grænser.

Jeg hævder ikke, at al økonomidiskussion og alle økonomiberegninger skal kastes bort, men jeg siger, at der er meget andet og mere i verden end økonomi, der tæller og skal tælles med, og der er meget mere, end økonomi og økonomer kan sige noget som helst betydningsfuldt om.

Disse planetariske grænser er formentlig det bedste og mest præcise, vi indtil videre har, når det handler om at drøfte en bæredygtig global udvikling, og derfor bør vi naturligvis bruge dem og inddrage dem i vore politiske, erhvervsstrategiske og virksomhedsstrategiske overvejelser og planer.

Verdensmålene peger på 17 store områder – klima, fattigdom, biodiversitet m.m. – hvor bæredygtig udvikling skal tilstræbes, eller som omvendt er identisk med bæredygtig global udvikling. Men vi har – ud over selve målene – behov for at vide, hvilke grænser vi skal respektere, når vi arbejder i de forskellige målretninger, og her er Stockholm Resilience Centres planetariske grænser det redskab, vi indtil videre kan og bør benytte.

Reference: Steen Hildebrandt (red.): ’Bæredygtig global udvikling. Om FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv’, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2016.

 

Forrige artikel Amerikanske byer redder klimaet på trods af Trump Næste artikel Kreativitet påvirker fremtidens ledelsesstil