Troen på den danske medicinalbranche er tilbage
Der står vækst og fremgang på menuen for den danske farma- og biotekindustri. Efter mange år med store forventninger, men få resultater – hvis man ser bort fra Novo Nordisk – synes industrien nu at have fået hul på væksten. Genmab kunne i sidste uge præsentere et flot regnskab efter en 12 års lang udvikling af lægemidlet Darzalex, som i efteråret blev godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse. Og Zealand Pharmas samarbejdspartner Sanofi afventer svar på en registreringsansøgning for medikamentet LixiLan.
Samtidig er forventningerne til 2016 store. BioPorto og Bavarian Nordic er nogle af de medicinalvirksomheder, som har store skibe i søen for den kommende tid. Udviklingen i 2015 og de produkter, som ligger i pipeline for 2016, kunne tyde på, at der for alvor er ved at komme luft under vingerne i medicinalindustrien.
”Farma og biotek har haft markant fremgang det sidste år. Troen er tilbage – ført frem af markante resultater, flere patentindsendelser og produktgodkendelser i 2015. Og der er store forventninger til det kommende år, hvor flere forventes at fremlægge nye positive testresultater,” siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.