Miljøforbedringer er en god forretning. Det viser en ny undersøgelse af 45 toneangivende danske virksomheders miljøindsats. Flere beretter om besparelser på helt op til 50 pct. Også ”bløde” gevinster såsom øget goodwill blandt medarbejdere og kunder kan ses på bundlinjen, siger Niels Due Jensen, bestyrelsesformand Grundfos, som er en af de virksomheder, der er nået længst med at integrere mijøarbejdet på ledelsesniveau. Men undersøgelsen viser også, at det selv blandt virksomheder med store grønne ambitioner er de færreste, der er certificeret efter de internationale standarder for miljø- og energiledelse. Erhvervslivets organisationer bærer et medansvar for, at bæredygtighed ikke er kommet højere på topledernes dagsorden, mener Niels Due Jensen. ”DI er nølende, fodslæbende og bagstræberiske i forhold til grøn erhvervsudvikling,” siger han. Mandag Morgen søsætter i denne uge et nyt Lean & Green-netværk, der skal styrke virksomhedernes strategiske arbejde med miljø- og ressourceeffektivitet.