Når coronavirusset har sluppet sit tag i verdens befolkninger, vil det efterlade et globalt samfund med mindre demokrati. Sideløbende med sundhedskrisen har en anden virus hærget kloden det seneste årti. Vi kunne kalde den autokratisering. Den trækker først umærkeligt og siden umiskendeligt hele lande i mindre demokratisk retning. Og corona har kun gjort den mere viral. Land for land har befolkningerne overnight måtte give afkald på ellers umistelige frihedsrettigheder.

Særligt i de lande, hvor autokratiske politikere allerede var i gang med at afmontere demokratiet, bliver de kommende måneder afgørende. De vil nemlig vise, om pressefrihed og borgerrettigheder vender tilbage, eller om det globale demokrati har fået varige men.

DEN AUTOKRATISKE PANDEMI har hærget og undergravet demokratier længe inden corona. Som det dokumenteres i dette nummer af Mandag Morgen, så har demokratiet tabt terræn på kloden siden 2010. Men covid-19 har – også på dette punkt – virket som en forstærker på en udvikling, der allerede var i gang. Mere end nogen anden enkelt begivenhed har pandemien flyttet hegnspæle for, hvad befolkninger er klar til at acceptere af tvang, overvågning, forbud og indgreb i den personlige frihed.

Og her tænker jeg ikke på de relativt uskyldige restriktioner, et flertal af de danske politikere indførte og snart har afviklet helt igen. Maskepåbud, krav om coronapas og lukkede butikker kan føles grænseoverskridende nok. Men i mange andre lande har befolkningerne levet i månedsvis med udgangsforbud som i krigens tid.

For to uger siden indførte Recep Erdoğan et nyt forbud mod at gå ud i hele Tyrkiet fra klokken 22 til 5. På søndage skal alle blive hjemme hele dagen. Ældre uden vaccine må ikke tage offentlig transport og må kun færdes ude mellem 10 og 14. I autokratier kloden over findes lignende regler, der indføres med kort varsel og håndhæves af politi og militær.

Det sker i lande som Indien og Tyrkiet, hvor autokrater allerede inden corona var i gang med at afmontere demokratiet efter dictator’s playbook. Indgrebene i bevægelsesfriheden sker også i flere af vores nabolande. I Frankrig skal nætterne fortsat nydes i ensomhedens eller familiens skød. Ingen må forlade deres hjem i spærretiden – medmindre man har en hund med, så må der luftes i kort tid og højst en kilometer fra hjemmet. Overtrædelser udløser en bøde på 1000 kroner.

MENS VI I DANMARK – nok så kontroversielt – har indført dobbelt straf for coronarelaterede forbrydelser og forsøgt at bruge denne undtagelseslov mod demonstranter, så er man gået endnu hårdere til værks i flere af vores nabolande. Storbritannien, Norge og Finland er blandt de lande, hvor den ellers så grundlæggende ret til at samles i protest mod magthaverne helt eller delvist er suspenderet. I mindre demokratiske lande har magthaverne benyttet lejligheden til at forbyde protester helt, skrue op for overvågningen af borgerne, skrue ned for tolerancen overfor kritikere og stramme grebet om pressen.

I 40 lande i verden har corona-særlove ingen udløbsdato. Og i vores del af verden kan vi nu tale med mindre fast stemme om det, vi før anså som umistelige rettigheder.

DET SENESTE ÅRTI har den autokratiske styreform vundet så meget terræn, at to tredjedele af verdens befolkning i dag lever i rene diktaturer eller autokratier, der legitimerer sig med ufrie valg. Derfor hviler der et særligt ansvar på de 16 procent af verdens befolkning, der bor i liberale demokratier. Hvis ikke vi, der er så privilegerede at leve i frihed, presser på for demokrati på resten af kloden, hvem skal så?

Vi skal lære at se tegnene på autokratisering i vores egne lande, så vi kan handle på dem, før det er for sent. Og så skal vi finde sammen med andre ligesindede til fornyet kamp for det, vi tror på. Bidens Alliances for Democracy, Tysklands Marshall-hjælp til demokratiet og Sveriges Drive for Democracy er alle initiativer, der markerer, at landene omkring os har læst skriften på væggen: Demokratiet overlever ikke af sig selv.