Kan økonomien rejses ved egen kraft?

Krisen har bidt sig hårdt fast i store dele af verden, men er det økonomien selv eller den rette økonomiske politik, der kan føre os til et nyt globalt opsving?

Der er en stigende usikkerhed om de globale, økonomiske udsigter. Efter faldet i produktion og beskæftigelse i 2008 og 2009 spåede de fleste, at økonomien – om end i behersket omfang – ville rejse sig. I mange lande forventede man vækstrater omkring 2 pct. Det er moderat, men nok til at undgå yderligere fald i beskæftigelsen.

Der kom lidt gang i økonomien, men mindre end ventet, og det har været med til at skabe en noget mistrøstig stemning.

Det store spørgsmål er, hvor skal opsvinget komme fra?

USA har ført en ganske ekspansiv finans- og pengepolitik, men det ønskede og forventede fald i arbejdsløsheden er udeblevet. Det er ualmindeligt, at en amerikansk præsident genvælges med så dårlige arbejdsløshedstal, men alligevel ser det ud til, at præsident Obama vinder valget. Sker det, er det mest sandsynlige, at en ny, demokratisk præsidentperiode vil blive brugt til at få styr på den amerikanske gæld.

Vinder republikanerne, vil gælden næppe blive nedbragt, den vil snarere vokse, og det vil i den nuværende situation være gift for en fremgang i beskæftigelsen. Det er derfor svært at se, at USA i de nærmeste år skulle være i stand til at skabe fremgang i verdensøkonomien.

I Europa kæmper de sydeuropæiske lande med store gældsproblemer. De vil have svag økonomisk udvikling i flere år frem. De nordeuropæiske lande har råderum for en ekspansiv finanspolitik, men bruger det ikke af frygt for, at de skal komme i en situation med store underskud på de offentlige finanser.

Følg Jørgen Rosted

Den Europæiske Centralbank har skaffet sig mulighed for at komme nødlidende lande og banker til rådighed ved at opkøbe obligationer. Det kan forebygge, at situationen bliver værre, men næppe skabe decideret økonomisk fremgang.

Der er derfor ikke grund til at tro, at den økonomiske politik i USA såvel som i Europa vil bidrage til fremgang i produktion eller beskæftigelse de kommende år.

Økonomierne i Asien og Sydamerika har udsigt til fortsat økonomisk fremgang, men deres størrelse og samhandlen med USA og Europa er endnu for begrænset til, at de kan trække verdensøkonomien i gang.

Enkelte lande i Europa forsøger sig med forskellige nålestik, f.eks. statslige kreditter. De europæiske banker er meget tilbageholdende med lån, fordi de endnu ikke er tilstrækkeligt konsoliderede. De store europæiske virksomheder har skaffet sig kredit ved udstedelse af erhvervsobligationer. Men det er ikke en mulig vej for mindre virksomheder, og de er helt afgørende for beskæftigelsen – også i Europa.

I Danmark har regeringen skabt muligheder for, at Eksportgarantifonden og Vækstfonden kan øge kreditgivningen, hvilket især kan hjælpe små og mellemstore virksomheder. Det er et godt initiativ, men kan ikke i sig selv vende den økonomiske udvikling.

Vil økonomien rejse sig ved egne kræfter? Er der nogen selvregulerende kræfter i økonomien, som vil føre til en fremgang i produktion og beskæftigelse?

Det har historisk set været tilfældet, og det vil sikkert kunne ske igen. Men foreløbig holder forbrugerne igen, fordi de er usikre på fremtiden. Værdien af forbrugernes formue er reduceret, og arbejdsløsheden gør indkomstusikkerheden større end normalt. Derfor sparer husholdningerne mere op end normalt, og få har lyst til at lånefinansiere forbruget.

Vi er i øjeblikket inde i en negativ spiral, hvor virksomhederne er tilbageholdende med investeringerne, fordi forbrugerne er tilbageholdende, og selvom renten er uhørt lav, er forventningerne til afkastet ikke store nok til, at der investeres i større omfang. Den lave efterspørgsel betyder også, at mulighederne for eksport forringes.

En del økonomer vil hævde, at stemningen og tilliden før eller siden vil vende tilbage af sig selv. Den høje arbejdsløshed vil medføre afdæmpede lønstigninger eller ligefrem lønfald, hvilket sætter gang i økonomien, fordi der kan tjenes flere penge på at producere noget mere.

Problemet er bare, at ingen kan sige, hvornår det vil ske.

Diskussionen om, hvorvidt økonomien kan trække sig selv i gang, er lige så gammel som den økonomiske teori, og selvom teorien har udviklet sig og er blevet stadig mere kompliceret og raffineret, er man ikke kommet tættere på et entydigt og faktabeseret svar.

For tiden er den overvejende opfattelse, at økonomien kan trække sig selv i gang inden for forholdsvis få år, måske seks til otte år. Hvis ikke det sker, er arbejdsmarkedet ikke fleksibelt nok, og så er der brug for f.eks. lavere arbejdsløshedsunderstøttelse, kortere dagpengeperiode, længere optjeningsperiode etc.

Hvis det ikke hjælper, og arbejdsløsheden fortsat er høj, er det sandsynligt, at andre økonomiske teorier, der baserer sig mindre på de selvregulerende kræfter og mere på økonomisk politik, vil vinde frem.

Èn ting har den økonomiske historie dog vist, nemlig at økonomien på meget lang sigt er i stand til at få alle i arbejde. Men i hvilket omfang det skyldes økonomien selv eller fornuftig økonomisk politik, er økonomerne stadig uenige om.

Læs flere af Jørgen Rosteds indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Lørdagsmysteriet i postkassen Næste artikel Vækstens mange dimensioner