Overblik: Afhængighed, bekymring og begejstring over digitale tjenester

Det er ikke tilfældigt, at du er afhængig af din mobil – det er en bevidst strategi.
I Danmark er vi bekymrede over kunstig intelligens. I Indien arbejder man på at få digitaliseringen helt ud på de indiske bønders marker.

Peter Hesseldahl

Vi er afhængige, helt bogstaveligt. Vi skal ustandseligt lige tjekke mail, postings, tweets eller nyheder – selv om det er forstyrrende, selv om vi bliver distraherede, stressede eller i dårligt humør af det. Det er ikke ualmindeligt at tjekke mobilen over 100 gange om dagen.
 
For virksomheder er det naturligvis en fantastisk position, hvis de kan gøre deres service til en vane hos brugerne. Hvis forbrugerne bruger deres tjeneste eller køber deres produkter uden at tænke over det, har virksomheden en kæmpe konkurrencefordel.
 
Den amerikanske psykolog Nir Eyal er en af verdens førende rådgivere i design af adfærd på digitale platforme. Han har skrevet bestselleren 'Hooked', hvor han trin for trin forklarer, hvordan man kan konstruere en tjeneste, så brugerne bliver ved at vende tilbage og endda bindes tættere og tættere til tjenesten, hver gang de bruger den.
 
Vi har et interview med Nir Eyal om at skabe vaner, og vi gennemgår hans fire-trinsmodel for at blive en uadskillelig del af forbrugernes liv.
 
Vi har en artikel fra The Wall Street Journal om, hvordan holdningen til myndighedernes brug af kunstig intelligens veksler rundtomkring på kloden.
 
En undersøgelse, der bygger på interview med 14.000 mennesker fra 30 lande viser blandt andet, at i lande, hvor der er en høj grad af korruption, er befolkningen mere positiv overfor, at myndighederne bruger kunstig intelligens i administrationen.
Den største bekymring over det offentliges brug af AI finder man i Schweiz, Danmark, Østrig og Estland.
 
Der er umiddelbart meget langt fra satellitter, droner og cloud-baserede ekspertsystemer med kunstig intelligens til en bonde på en lille mark et sted i Indien.
 
Men skønheden i den digitale udvikling er jo netop, at den kortslutter de gamle modsætninger. Med en billig mobil kan bonden få vejrmeldinger, markedspriser og vejledning i at så. Big data i real time kan understøtte selv bønder, der ikke har en traktor.
 
I dagens indlæg fra Innovation Center Denmark i Bangalore fortæller innovationsattaché Jakob Williams Ørberg om planerne om at digitalisere det indiske landbrug – og hvordan danske virksomheder og forskere er med i forandringen.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu