Start med: Hvad er det for et problem tech skal løse?

Disruptionsrådet lukker og slukker, vi gør status over indsatsen. Og så har vi et kig på hvordan hverdagen kan se ud, når de selvkørende biler er en realitet.

Peter Hesseldahl

Phew, der har været tech-festival i København! Et virkelig imponerende arrangement med 4 dage stopfyldt med workshops, præsentationer, kunstværker og tusindvis af nørder og hipstere fra hele verden forsamlet i den københavnske kødbys ubekvemme rammer.
 
Modsat de fleste store internationale teknologibegivenheder er den københavnske festival ikke domineret af skinnende digitale fremtidsvisioner og glatte præsentationer af de nyeste gadgets. Techfestival handler om, hvordan vi mennesker oplever teknologien på godt og ondt.
 
Som Mandag Morgens chefredaktør, Jakob Nielsen, skriver i en kommentar, så er der en stigende opmærksomhed på, at vi ikke bare kan lade tech-giganterne styre udviklingen – for så undergraver vi nogle af de værdier, der centrale for vores samfund og kultur: Privatlivet, demokratiet og sammenhængskraften.
 
”Det er på tide at fokusere mindre på den næste selvkørende bil eller et køleskab, der selv køber
ketchup. Vi skal som individer, som ledere og som samfund spørge os selv, hvilket problem vi gerne vil løse. Dernæst kan vi tale om, hvordan teknologien kan hjælpe”, skriver Jakob Nielsen.
 
For halvandet år siden nedsatte regeringen under stor opmærksomhed Disruptionsrådet, tungt besat med eksperter og topledere fra erhvervslivet og organisation.

Nu, efter 8 døgnmøder, hvor digitaliseringens omvæltende effekter på samfundet er blevet diskuteret og analyseret, er det slut.

Mandag Morgen har spurgt rådets medlemmer, og 15 af dem har svaret på, hvorvidt det har været indsatsen værd. Har Disruptionsrådet fundet veje til at sikre at disruptionen bliver til gavn for Danmark? Du kan læse vurderingen i Anders Rostgaard Birkmann og Claus Dalgas’ artikel.
 
Og så har vi en lille video, der godt hører til i afdelingen for blanke, kommercielle fremtidsvisioner. Men derfor er det alligevel interessant at se Volvos bud på hvordan selvkørende biler kan give transport en helt ny rolle i hverdagen.

Det ser lækkert ud, nærmest som 1. klasses-kabinen på en flyvemaskine. Det kunne selvfølgelig også være interessant at se den tilsvarende video, når bilen er 7 år gammel, og godt slidt af at køre rundt med alverdens passagerer dag og nat.
 
God fornøjelse med læsningen!


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu