På det seneste har jeg tænkt en del over mediernes ansvar for danskernes billede af indvandrere og integration. Er det vores opgave at sikre, at de fleste danskere har et nogenlunde retvisende billede af virkeligheden? Eller er det først og fremmest vores opgave at fokusere på problemerne, så de kan blive løst? Husker vi at rapportere lige så intensivt om det, når kriminaliteten blandt drenge med indvandrerbaggrund falder, som når den stiger?

I mit første år som journalist deltog jeg i et redaktionsmøde på TV 2 Nyhederne, hvor redaktører og journalister i ramme alvor diskuterede, hvorvidt man burde ’tie Dansk Folkeparti ihjel’. Altså simpelthen ignorere partiet, indtil vælgerne glemte, at det eksisterede, og det ubehagelige fænomen forsvandt. Det var i 1998. Dengang de fleste indvandrere i medierne var ofre for et eller andet: Tortur i hjemlandet. Undertrykkende tørklæder. Eller det danske system.

Det skal siges, at langt fra alle var enige i det afsindigt udemokratiske og ujournalistiske forslag om at ignorere virkeligheden og de partier, der indtog den. Og det blev gudskelov heller aldrig TV 2’s redaktionelle linje. Men alene det, at det kunne diskuteres seriøst på et redaktionsmøde på Kvægtorvet, siger alligevel en del om, hvor meget tiderne er skiftet, når det kommer til mediernes dækning af integration og indvandrere.

Der var dengang i 1990’erne en underdækning af de problemer, der opstod på Vestegnen og andre steder, hvor andelen af indvandrere var stor. Og resultatet blev som bekendt ikke, at DF forsvandt, men at en gul protestbølge bredte sig fra mennesker, der ikke følte sig hørt af hverken medier eller de fleste politikere.

Konsekvenserne af mediernes proportionsløse dækning er lige så alvorlige, som dengang problemerne blev underdrevet og underdækket. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

DA JEG 15 ÅR SENERE som erhvervsredaktør i DR deltog i TV Avisens redaktionsmøder, var pendulet for længst svinget til det diametralt modsatte hjørne på landets redaktioner. Offer-historierne var stilnet af i aviserne og forsvundet fra tv. Og tabuet om integrationsproblemerne var for længst brudt.

I DR Nyheder var det nu modspil til Dansk Folkepartis verdenssyn, der var tabu. Chefer, der ellers hyldede nuancer og et mere holistisk nyhedsbillede på andre fronter, skabte en stemning, hvor alle forstod, at det var progressivt at fortælle, hvor stort et problem indvandrerne udgjorde. Og håbløst gammeldags at viderekolportere mere indvandrervenlige partiers vinkler i integrationsdebatten. Det blev aldrig sagt, at de skulle ties ihjel. Men forsøg på redaktionsmøderne på at nuancere den uendelige strøm af negative nyheder om kriminelle indvandrere, tosprogede børn i skolerne og tørklædekvinder blev modtaget, som havde mødelederen set en rød lejesvend spøge.

Nu skal det siges, at Dansk Folkeparti fik masser af modspil på alle andre emner end indvandring. Og at DR’s nyhedsproduktion også dengang var mangfoldig og fuld af undtagelser fra enhver regel. Solstrålehistorier om indvandrere findes helt sikkert også i arkivet. 

MEN MIN OPLEVELSE siger alligevel noget om, at vi medier – ligesom politikerne – er tilbøjelige til at bekræfte folkestemningen, snarere end at give den modspil. Seerne kan lide at spejle deres egne holdninger i det, de ser i fjernsynet. Ligesom vælgerne foretrækker politikere med samme verdensbillede som deres eget.

Men hvis danske mediers ideal er at give et nogenlunde retvisende billede af virkeligheden, hvordan er det så lykkedes os at skabe et billede af indvandringen, som har fået danskerne til at tro, at der bor dobbelt så mange indvandrere i landet, som der faktisk gør? Og hvordan har vi skabt så skævt et billede af de fremskridt, der faktisk er sket på integrationsområdet.

En ny undersøgelse fra Mandag Morgen og Danmarks Videnscenter for Integration viser, at den gennemsnitlige dansker tror, at de færreste indvandrere udtrykker opbakning til demokratiet og at unge mænd med indvandrerbaggrund er blevet fire gange så kriminelle som i 2012. Hvorfor er det endnu ikke lykkedes at trænge igennem til dem med det glade budskab om, at det faktisk er lykkedes at knække kurven, så markant færre i dag begår kriminalitet? Og at kun et lille mindretal af indvandrerne siger, at de ikke går ind for demokrati. 

Politikerne handler i stigende grad på vælgernes virkelighed – uanset om den har bund i fakta eller i frygt.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

KONSEKVENSERNE af mediernes proportionsløse dækning er lige så alvorlige, som dengang problemerne blev underdrevet og underdækket. For politikerne handler i stigende grad på vælgernes virkelighed – uanset om den har bund i fakta eller i frygt.

Derfor er Mattias Tesfaye så bange for at sige vælgernes forvrængede virkelighedsbillede imod, at han ikke tør kalde det ’skævt’, når hans egne vælgere tror, at de unge mænd med ikkevestlig baggrund er blevet fire gange så kriminelle på syv år, selvom kriminaliteten i den gruppe faktisk er faldet. Eller når danskerne har en overdreven forestilling om, hvor mange indvandrere der er imod ligestilling eller demokrati. Det er vælgernes egen virkelighed, der tæller. Og faren er, at det også bliver denne parallelle virkelighed, regeringen bygger sin politik på.

Hvad kan eller skal vi i medierne så gøre ved det? Vi kan jo starte med ikke at falde i samme fælde som politikerne og undlade at clickbaite os vej til læsernes popularitet ved at tale til frygten og fordommene. Vi kan i stedet vælge at lade proportionerne indfinde sig, tabuerne falde og beskrive verden, som den er.