Det er let at blive deprimeret, når man læser årets statusrapport for det globale demokrati fra det svenske V-Dem Institute. Stort set alle kurver vender den forkerte vej. Det går kort sagt værre og værre for demokratiets udbredelse i verden, mens autokratiske tendenser breder sig, og stadig flere lande udvikler sig til egentlige diktaturer uden selv basale frihedsrettigheder.

Rapporten ’Defiance in the Face of Autocratization’ viser, hvordan autokratiske kræfter gennem de seneste 20 år har nedbrudt demokratier efter nogenlunde samme opskrift:

• Spredning af desinformation og mistillid til institutioner
• Angreb på medier og ytringsfrihed
• Undertrykkelse af civilsamfundsorganisationer
• Polarisering og opfordring til had mellem befolkningsgrupper
• Politisk kontrol med domstolene
• Forfølgelse af anderledes tænkende

Ser man på de 10 demokratiske lande, hvor disse tendenser har været i kraftigst vækst gennem de seneste tre år, er halvdelen i dag sunket ned i autokrati. Trækker man linjen længere tilbage til det seneste årti, gælder det 8 ud af 10. Det største af dem – Indien – var indtil for nylig verdens største demokrati. 

 

MEN DER ER LYSPUNKTER. For det modsatte gør sig heldigvis også gældende. Selv i en verden, hvor autokrati vinder frem, er det lykkedes otte faldne demokratier at vende udviklingen, så de igen bevæger sig i en mere demokratisk retning. De er undtagelserne fra reglen om, at lande, der én gang er faldet i autokraters kløer, har svært ved igen at blive demokratiske. Det kan altså lade sig gøre.

Disse eksempler er værd at blive kloge på, for de viser, hvad der skal til, for at andre kan følge samme vej ud af mørket. Ikke overraskende kan man stort set vende listen ovenfor om, hvis man vil have opskriften på demokratisering af et land.

Der er dog en stribe forhold, der skal være til stede, for at det kan lykkes. Forhold, der – trods landenes forskelligheder – går igen i de otte lande, hvor demokratiet igen vinder fodfæste:

• En omfattende folkelig mobilisering imod de siddende magthavere
• Domstole, der bremser autokraters ulovlige magtovertagelse
• En forenet opposition, der arbejder sammen med civilsamfundet
• Kritiske valg og nøglebegivenheder, der fører til magtskifte
• International støtte og beskyttelse af demokratiet

 

Lægger man de to analyser sammen: Faresignalerne for autokratisering og erfaringen fra de lande, hvor det er lykkedes for demokratiske kræfter at vende udviklingen, så giver det et godt fingerpeg om den udenrigspolitik, Danmark nu må kæmpe for.

DET LYDER LIGETIL, men lad os for en ordens skyld bringe virkeligheden ind i billedet. For eksempel den indiske virkelighed, som Lars Løkke Rasmussen, Lars Aagaard, kronprinseparret og en større dansk erhvervsdelegation befandt sig i i denne uge.

Her blev de modtaget af en af denne verdens mest magtfulde autokrater: Indiens hindu-nationalistiske premierminister, Narendra Modi. I 2014 fik han magten over verdens folkerigeste demokrati, men siden har hans regering systematisk afmonteret de demokratiske institutioner én og for én: Domstolene er ikke længere uafhængige, ytringsfriheden knægtes, anderledes tænkende forfølges, og på det globale pressefrihedsindeks er Indien nu sunket ned på plads 150 ud af 180 lande.

Løkkes pragmatisme kan blive en stor fordel for dansk erhvervsliv på den korte bane. Men den kan også gøre livet lettere for autokrater som Modi.

Regeringen spreder desinformation og puster til polariseringen, mens forfølgelse af landets muslimske mindretal udvikler sig stadig mere voldeligt. Senest belyst i BBC Dokumentaren ’The Modi Question’, der også har dokumenteret Modis tætte forhold til Indiens rigeste forretningsmand. Det er dog ikke en dokumentation, de indiske vælgere får glæde af. Modi’s regering har stemplet udsendelsen som vestlig propaganda og misinformation, og det er forbudt at vise den i Indien. Politiet har grebet ind overfor et universitet, der ville vise filmen, og det er lykkedes Modi at få Twitter og Youtube til at fjerne links til videoen, så indiske brugere ikke kan se den.

Som i andre autokratier følges politisk magt og penge også tæt i Modis Indien. Premierministeren ankom til sin indsættelsesceremoni i sin gode ven forretningsmanden Guatam Adanis privatjet. Siden har Adani syttendoblet sin milliardformue med kontrakter på havneanlæg og anden infrastruktur. Det har gjort ham til klodens tredjerigeste mand. En kritiske rapport om svindel med aktieværdier fik dog i februar Adanis aktier til at styrtdykke, så han nu kun er verdens 33. rigeste.

Heller ikke i Ukrainekrigen står Modi på demokratiets side. Olien flyder hurtigere mellem Rusland og Indien nu end før krigen – og kun få dage før det danske visit undlod Modis repræsentant i FN – igen – at stemme for en resolution, der fordømmer Ruslands invasion.

 

KLIP TIL DENNE UGE. Løkke har selv banet vejen for besøget, forklarer han – dengang han sidst var statsminister – og nu besegler Danmark så sit nære forhold til Indien. Og dermed Modi, der har brugt det seneste årti på at forvandle verdens største demokrati til verdens næststørste autokrati. I næsten hele perioden har forholdet til Danmark været på frysepunktet på grund af sagen om danskeren Niels Holck, som Indien mener er terrorist, men som Danmark nægter at udlevere. 

Men i dag er der ”ingen kurrer på tråden” mellem Indien og Danmark, siger den danske udenrigsminister til TV 2, hvor han også kalder Indien og Danmark for et ”perfekt match”. Han fortæller, at den danske ambassadør i Indien har et særligt tæt forhold til Modi og glæder sig over vores partnerskabsaftale fra 2020, som viser landenes gensidige respekt.

Politik for sig og handelsaftaler for sig, er den nye enighed.

Gennem ugen er der derfor skrevet stribevis af forståelsespapirer mellem danske og indiske virksomheder. Håbet er, at det gode forhold snart vil manifestere sig ved, at der rulles grøn, dansk teknologi ud i Indien – hvis altså ikke de tyske tilbud er bedre. For mens Løkkes besøg fyldte de danske medier, var de indiske aviser og Modis egen twitterprofil mere optagede af den tyske kansler, som også var på grøn charmetur i Indien uden for mange værdimæssige forbehold i bagagen.

 

DE EUROPÆSIKE LEDERES TURE TIL INDIEN vidner om en virkelighed, hvor autokratier nu fylder så meget i verdensøkonomien og vores forsyningskæder, at det ikke længere er realistisk at gå udenom dem. Løkkes tilgang viser samtidig, hvad det betyder, at vi nu har fået en udenrigsminister, der arbejder mere pragmatisk end værdibaseret.  Værdipolitisk er Modi måske ikke noget ’perfekt match’ for Danmark. Men set med Løkkes pragmatiske øjne er der ikke nogen vej uden om Indien, hverken økonomisk eller klimamæssigt.

• Den klimapolitiske virkelighed er, at Narandi Modi regerer over verdens hastigst voksende middelklasse. Halvdelen af befolkningen er under 30 år, og skal de have scootere, biler, mobiler, køleskabe og airconditions uden grøn strøm, så bliver det hele klodens klima, der betaler regningen.

• Den økonomiske virkelighed er, at kun 14 procent af verdens befolkning bor i et liberalt demokrati som det danske. Og selvom EU stadig er et økonomisk smørhul i verden, så kan vi ikke nøjes med at handle med hinanden.

Modsat sin forgænger, har Lars Løkke Rasmussen ikke lovet danskerne, at værdierne bliver styrende for hans diplomati. Tværtimod. Allerede i valgkampen understregede han, at Danmark er for lille til at kæmpe alene for sine værdier på den globale scene. Demokratikampen overfor lande som Indien og Kina må tages i EU.

Løkkes pragmatisme kan blive en stor fordel for dansk erhvervsliv på den korte bane. Men den kan også gøre livet lettere for autokrater som Modi. Sagen er jo, at hvis alle tænker lige så pragmatisk som Løkke og Danmark, bliver verden til et mindre sikkert sted for alle på den lange bane. Særligt i en virkelighed, hvor Europa ikke i fællesskab bruger handelspolitikken til at lægge demokratisk pres på autokrater som Modi, men hvor de europæiske ledere, som Oluf Scholz og Lars Løkke, i stedet konkurrerer hver for sig om at vinde autokraternes gunst.