Den offentlige sektor har aldrig været lønførende, og det bliver den heller ikke, selvom regeringen nu lægger syv milliarder mere i lønpuljen til fire af de mest trængte fag. Attraktionen ved de store velfærdsfag ligger et helt andet sted. Eller lå, skulle man måske sige.

Folk, der er gamle nok, kan måske huske dengang, det var trendy for unge at ville lave ‘noget med mennesker’. Det var med til at tiltrække ressourcestærke og ambitiøse unge til det, vi i dag kalder velfærdsfagene. Ud af det voksede en pædagogfaglig identitet med fokus på at understøtte børns udvikling, en lærerfaglighed, der belønnede selvstændig tænkning, en kriminalforsorg med fokus på resocialisering og et sygeplejefag, der kombinerede omsorgen for syge mennesker med en høj medicinsk faglighed.  

Heller ikke dengang var det primært løn, der trak. Det gjorde drømmen om at være noget for nogen. Og nej: Det handler ikke om, at ’arbejdet bærer lønnen i sig selv’, som især sygeplejerskerne så eftertrykkeligt har gjort oprør imod. For ligesom alle andre faggrupper skal de anerkendes for deres arbejdes værdi. Også i form af en rimelig løn. 

Lønnen er ikke den eneste værdi, der er udhulet i de traditionelle velfærdsfag. Der er også sket en nedbrydning af de værdier, der gjorde menneskejobbene attraktive for tidligere generationer.

POINTEN ER, at lønnen ikke er den eneste værdi, der er udhulet i de traditionelle velfærdsfag. Der er også sket en nedbrydning af de værdier, der gjorde menneskejobbene attraktive for tidligere generationer.

Lytter man til fortællingerne fra vuggestuen, ældreplejen, sygehuset eller fængselsgangen, så er det de faglige frustrationer, der for alvor driver folk ud af velfærdsjobbene. Det er forholdene før børn, ældre, syge og indsatte, der piner dem, sammen med deres egen opslidende kamp for at slå til. At lønnen så ovenikøbet er lav, føjer bare spot til skade.

En sammenhæng, der senest blev dokumenteret, da en gruppe forskere på Københavns Professionshøjskole tidligere på året undersøgte, hvorfor sygeplejersker stopper med at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen.

Læs også: 50 sygeplejersker forlader sygehusene hver måned – og det er ikke kun på grund af lønnen

Alt for mange nyuddannede, der går stolte ud af pædagog-, sosu- eller sygeplejeuddannelsen, oplever kort efter at stå med ansvaret for mennesker, der ikke får den hjælp, de burde have. Er man et omsorgsfuldt, ambitiøst og ansvarligt menneske, er det ekstremt opslidende at være i. Og er man en kvik ung, så holder man sig langt væk fra sådan et fag.

Derfor skal lønreformerne følges op af mere systemiske ændringer, der ikke bare lægger et lidt tykkere plaster på såret for at kompensere for frustrerende arbejdsvilkår.

Den gode nyhed er, at hvis det lykkes igen at gøre det attraktivt at arbejde med mennesker i Danmark, er der en stor bonus indbygget for resten af samfundet. Hvis pædagoger, sosu’er, sygeplejersker og fængselsbetjente får bedre rammer til at udfolde deres faglighed, så vil det kort sagt også komme børn, ældre, syge og indsatte til gode.

HØJERE LØN er én måde at vise anerkendelse på. En anden er at lytte og vise tillid. Hvor gode er resten af samfundet til at stole på og lytte til fagfolkene i sundheds- og velfærdsfagene? Hvor er det sygehus, der lader jordemødrene lave den næste reform af fødeafdelingen? Eller den kommune, der lærer af den børnehave, som alle står i kø til? Hvordan ville ældreloven se ud, hvis den blev skrevet af praktikere som May Bjerre Eiby, som ved en høring på Christiansborg forleden beskrev ældresektoren som et sted, der ”udfordrer det at være ligeværdig som menneske”?

Eiby er stifter af et privat demensplejehjem, der gør op med en plejehjemskultur, som tilsyneladende har tabt formålet af syne; nemlig at skabe et hjem, hvor mennesker med demens kan trives. Det handler om så banale ting, som at også mennesker med demens har brug for at komme ud og gå en tur i frisk luft. Eller at meditation kan være en bedre måde at skabe ro i sindet end at blive parkeret foran et tv hele dagen. Eller at man sover bedre om natten, når man har rørt sig, i stedet for at sidde i sin stol hele dagen, indtil sovepillen bliver serveret.

Den bundne opgave må være at skabe en velfærdssektor, som hverken indsatte eller ansatte vil flygte fra, og som vi alle sammen vil finde det meningsfuldt at betale til.

Jeg har ikke været på May Bjerre Eibys plejehjem. Men lever det bare tilnærmelsesvist op til hendes egne idealer om faglighed, nærvær og omsorg, så er mit gæt, at hun ikke har samme problemer med rekruttering som sine kommunale kolleger. Spørgsmålet er, hvad der forhindrer naboplejehjemmene i at følge hendes eksempel? Og hvor hurtigt vi som samfund kan fjerne de forhindringer?

Skal der flere faggrupper på banen end sosu’er, så lad os vælte nogle siloer. Har det private plejehjem flere penge at gøre godt med, så lad os tale om, hvor pengene bruges bedst. Måske er der noget at hente på sparede medicinudgifter fra den kritiske gennemgang af pillebunken? Måske kan et lidt mere aktivt plejehjemsliv også forebygge tarmslyng, dehydrering og andre dårligdomme, der fører til dyre hospitalsindlæggelser? Måske kan det ligefrem betale sig at give demente ældre et mere meningsfuldt liv?

Den bundne opgave må være at skabe en velfærdssektor, som hverken indsatte eller ansatte vil flygte fra, og som vi alle sammen vil finde det meningsfuldt at betale til.

Hvis hundrede tusindvis af unge skal se en mening i at søge ind på professionshøjskolerne, så kræver det, at samfundet sætter andre mål for deres arbejde, end at det skal gøres mere og mere effektivt.

I ÅRTIER har arbejdet med mennesker været underlagt krav om effektivisering. Mere for mindre. Flere operationer på kortere tid. Flere børn per pædagog. Flere indsatte i fængslerne. Mere effektiv hjemmepleje og flere svært demente på samme plejehjem. Vi har målt succes i ydelser per krone i den enkelte institutions budget uden at regne de menneskelige omkostninger med.

Midt i denne effektivisering har pædagoger været vidne til, at flere børn får stress, angst og depression. Sosu’er har set, hvordan svage ældres værdighed må vige for vagtplanen. Og sygeplejersker er selv gået ned med stress på stribe.

Men hvis hundrede tusindvis af unge skal se en mening i at søge ind på professionshøjskolerne, så kræver det, at samfundet sætter andre mål for deres arbejde, end at det skal gøres mere og mere effektivt. Det kræver, at vi tager deres drømme om at være noget positivt for andre mennesker så alvorligt, at vi giver dem muligheden for at være netop det.

Læs også: Danskerne køber sig til mere og mere privat velfærd

Og det haster. For vi nærmer os et tipping point for tilliden til den fælles velfærd. Ikke kun for dem, der skal levere dem. Men også for alle os, der kan få brug for den. 2,7 millioner danskere har allerede sikret sig en forlomme til privat sundhedsbehandling gennem en sundhedsforsikring, og private børnehaver, skoler og plejehjem skyder op over hele landet. De kan vise os alternativerne til et lammet offentligt system, så hjerteligt velkommen til dem! Men overlader vi udviklingen af velfærden til private ildsjæle, der skaber gode løsninger for dem, der har råd, vil afviklingen af den offentlige velfærd fortsætte – nu blot med et lille tillæg på lønnen for dem, der holder ud.