Mandag Morgen stiller i en artikel den 4. december spørgsmål ved, om CO₂-fangst er vejen til klimaets frelse, eller om det bare er varm luft?

Og artiklens forfatter Peter Hesseldahl spørger videre, om de store investeringer, som en satsning på CCS vil kræve, måske ikke var bedre brugt på at omstille samfundets energiforsyning fra fossile kilder til vedvarende energi som sol og vind?

Dette valg mellem det ene eller det andet fremstår misvisende, fordi vi både skal reducere CO2-udledningerne ved at omstille energiproduktionen fra fossile til vedvarende kilder, men også skal suge CO2 ud af atmosfæren.

Artiklen giver på mange måder et godt og rigtigt billede af klimaindsatsens kompleksitet. Men samtidig udgør dette indledende spørgsmål en misvisende rød tråd i artiklen: Skal vi satse på at stoppe vores CO₂-udledninger, eller skal vi hellere trække CO₂ ud af atmosfæren?

Dette valg mellem det ene eller det andet fremstår misvisende, fordi vi både skal reducere CO₂-udledningerne ved at omstille energiproduktionen fra fossile til vedvarende kilder, men også skal suge CO₂ ud af atmosfæren. Det er altså ikke et enten-eller, men et både-og.

Opgaven er derfor at sikre, at der satses maximalt og balanceret på flere brugbare teknologier og løsninger samtidig. Klimaproblemet er – som Mandag Morgen rigtigt anfører – af en hidtil uset skala og skal løses med en hidtil uset hastighed, og selv i en CO₂-neutral fremtid vil der være en række fossile hard-to-abate udledninger, som ikke kan stoppes eller fjernes direkte med CCS, for eksempel flytransport. For at kompensere de udledninger såvel som en del af vores historiske CO₂-udledninger (jf. klimalovens 110%-målsætning) kræver det, at der suges CO₂ ud af atmosfæren.

En del af løsningen

I globalt perspektiv er dette også konklusionen fra FN’s klimapanel i deres seneste hovedrapport fra marts 2023, hvor CCS er defineret som en del af løsningen, hvis verden skal lykkes med at overholde Parisaftalens målsætning.

Samlet set betyder det, at selv hvis vi omstiller hele energisektoren til vedvarende energi, bliver der behov for løsninger, der kan suge betydelige mængder CO₂ ud af atmosfæren. De naturlige metoder til dette – for eksempel skovrejsning og biokul som Peter Hesseldahl nævner – giver godt nok vigtige bidrag, men har ikke tilstrækkelig kapacitet. Skovrejsning køber os tid, men udgør ikke et permanent lager for kulstof, og biokul er baseret på biomasse, som kræver landareal for at dyrkes. Så meget landareal har vi ikke, når der også skal produceres fødevarer og være plads til natur og biodiversitet.

Derfor er CCS et nødvendigt bidrag som rigtigt nok kræver modning, massiv opskalering og store investeringer, og CCS vil helt sikkert være dyrere end de natur- og biobaserede løsninger. Men der er ikke et relevant alternativ, hvis vi skal nå målet, og investeringen kan ikke alene vurderes ud fra den nominelle pris, som Peter Hesseldahl gør ved at referere til en McKinsey-rapport, der angiver et globalt investeringsbehov på 900 milliarder kroner til CCS. Det er selvfølgelig mange penge, men det kan sammenlignes med den netop vedtagne globale klima-skadesfond på COP28, hvor behovet for midler er opgjort til 2.000 milliarder kroner – om året!

Desuden kan det ses som en nødvendig investering i fremtidige generationers muligheder for en tålelig fremtid på kloden, en investering i oprydning efter fortidens manglende betaling for den reelle pris for den fossile energi, og en investering, som er langt billigere end ikke at leve op til Paris-aftalen. Har regeringerne den investeringsvilje, spørger Peter Hesseldahl? Det bliver vi jo nødt til at tage for givet, hvis det overhovedet skal være relevant at snakke klimaindsats og 110 procents reduktion.

Sovepude-skepsissen

Peter Hesseldahls artikel udtrykker to vigtige skepsisser, som også høres andre steder.

Den første skepsis er en bekymring for at CCS bliver en ”sovepude” og en undskyldning for at fastholde klimaskadelig anvendelse af fossilt kulstof, fordi vi jo ”bare kan fjerne den igen med CCS”. Den skepsis er forståelig nok, og understreges af diskussionerne på COP28, men den handler i bund og grund ikke om CCS, men om generel politisk vilje til at efterleve Klimaloven.

Klimaloven lægger et loft for den samlede udledning af CO₂, som indenfor de kommende ca. 25 år skal bringes ned under nul med et udtræk fra atmosfæren på 10 procent. Det er hverken praktisk eller økonomisk muligt at nå dette mål med CCS alene. Det skyldes at CCS kun er egnet til store punktkilder og ikke i sig selv trækker CO₂ ud af atmosfæren. De ovenfor nævnte hard-to-abate og historiske udledninger kræver biologisk fangst eller Direct Air Capture (DAC). Ingen af de teknologier kan kompensere for fortsat omfattende anvendelse af fossile brændsler, fordi biologisk fangst i den størrelsesorden vil kræve landareal i et omfang vi ikke har, og DAC vil være en astronomisk dyr måde at kompensere CO₂-udledninger på.

Investeringsvilje-skepsissen

Den anden skepsis knytter sig til en blakket historiske udvikling og manglende investeringsvilje for CCS-teknologien hidtil. Disse anfægtelser er historisk set korrekte og vigtige at huske, men de kan i vores optik ikke bruges som relevante rammebetingelser for fremtiden. Den historiske anvendelse af CCS har ikke været knyttet til et globalt og effektivt marked for CO₂-fjernelse med en pris der for eksempel afspejler CO₂-udledningernes klimaskade, men har primært været knyttet til værdiskabelse gennem forøget olie-udnyttelse, drømme som lå for langt ude i fremtiden, og/eller en stor grad af frivillighed. Derfor har incitamenterne for CO₂-fjernelse været begrænset.

CCS vil helt sikkert være dyrere end de natur- og biobaserede løsninger. Men der er ikke et relevant alternativ, hvis vi skal nå målet

Et egentligt og altomfattende CO₂-marked bliver givetvis et afgørende grundlag for fremtidig investeringsvilje i CCS, baseret på værdien af CO₂-fjernelse i form af forhindret klimaskade og senere sparede omkostninger. Men det samme gælder hele den grønne omstilling inkl. f.eks. landbruget, udvikling af biokul og ændringer i transportsektoren.

Derfor bliver den fremtidige udvikling af den samfundsmæssige CO₂-fjernelse heller ikke alene afhængig af frivillighed og enkeltvirksomheders behov for branding, grønt image og enkeltinteresser på bekostning af helheden og fællesskabet. Den bliver afhængig af politisk lederskab, styring og samfundsmæssig planlægning. Politisk lederskab, der står ved de politiske love og aftaler der er indgået om CO₂-reduktioner, og planlægning og styring, der sikrer at aktiviteter på tværs af samfundet er koordinerede og tilsammen bringer os i mål. Markedet bliver vigtigt, men løser det ikke alene.

Politisk lederskab bliver afgørende

Det politiske lederskab skal sikre, at CCS ikke misbruges til suboptimering eller til at undgå at de nødvendige omstillinger indenfor andre industrier og sektorer som energi, flytransport og landbrug. Men igen, det er ikke et problem der alene knytter sig til CCS, men til hele den grønne omstilling. Hvis der ikke findes politisk lederskab til at sikre optimal brug af CCS og udfasning af fossilt kulstof, så findes det næppe heller i relation til alle de andre omstillinger der er nødvendige.

Den massive omstilling af energisystemet og udvikling af CCS står ikke i modsætning til hinanden – de er begge nødvendige.

Da Tvindskolerne for snart 50 år siden byggede den første vindmølle, skortede det ikke på modstand og rysten på hovedet. Tvindmøllen var rigtigt nok primitiv, men den igangsatte en teknologi, som i dag er vanvittig avanceret og veludviklet, og som den grønne omstilling er helt afhængig af. Vi har behov for samme udvikling af CCS, og investeringen skal i gang nu.

Mandag Morgens abonnenter kan læse hele temaet om CO2-fangst her.