Danmark og de øvrige EU-lande er ved at blive klogere, når det gælder skattepolitisk samarbejde. Det er på høje tid. Globaliseringen har for længst undergravet det nuværende system, og jo længere det bliver ved, desto mere vokser oplevelsen af manglende retfærdighed og rimelighed ved finansieringen af samfundets fælles opgaver hos almindelige skatteydere og virksomheder, der ikke spekulerer i skatteunddragelse.

Gennem de seneste 25 år har multinationale selskaber, velhavende enkeltpersoner, svindlere og sågar terrorister fået stadigt friere spil, når det har handlet om at snyde nationale skattemyndigheder for penge, der retteligt burde lande i statskasserne.

Globaliseringen og digitaliseringen af den internationale økonomi har gjort det så let som at stjæle slik fra børn at placere overskud og formuer i lande med lav skat, mens skatteministrene i de lande, hvor pengene reelt er tjent, har stået tilbage med en lang næse.

Den systematiske skatteunddragelse er først og fremmest en sport for samfundets absolut rigeste og de allerstørste multinationale selskaber, der kan flytte overskud mellem lande efter forgodtbefindende.

Det samlede provenutab for nationalstaterne er i sagens natur kompliceret at gøre op, men konservative skøn anslår, at der er tale om mindst 500 milliarder euro om året, når det gælder skat, og mindst 50 milliarder euro, når det gælder moms – alene i EU.

Det svarer til godt 4.000 mia. kr. og er så store summer, at stadigt flere politikere i Europa nu er kommet til den erkendelse, at der må gøres noget.

Og det gør de også. I denne måned begynder eksempelvis de første af over 100 lande som en del af OECD’s Common Reporting Standard at udveksle oplysninger om, hvilke udlændinge, der ejer bankkonti i de forskellige lande. Det har fået den danske skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at erklære det internationale samarbejde på skatteområdet for en succes. Og det er bemærkelsesværdigt.

Det er ikke nogen nyhed, at EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i flere år har ført en ekstremt hård linje over for systematisk og konkurrenceforvridende skatteunddragelse. Og det er heller ikke nyt, at der i Europa-Parlamentet er stor beslutsomhed over for at få stoppet skatteunddragelse og hvidvaskning gennem skattely, sådan som den centralt placerede socialdemokrat, Jeppe Kofod, beretter om i denne uges udgave af Mandag Morgen.

Til gengæld er det nyt, at der helt ind i regeringspartiet Venstre er en hastigt voksende forståelse for, at man ikke længere kan se gennem fingrene med systematisk international skatteunddragelse, der tømmer de nationale kasser, sådan som det også er sket i SKAT.

Derfor må det hilses overordentligt velkomment, at Karsten Lauritzen nu over for Mandag Morgen åbner for en debat om at få skabt en bund under selskabsskatten EU-landene imellem. Hidtil har det ikke alene været sådan, at EU's medlemslande har konkurreret heftig med hinanden ved at sænke deres selskabsskattesatser.

De har samtidig i stort omfang indgået særligt fordelagtige – og konkurrenceforvridende – skattemæssige særaftaler om multinationale koncerner. Irland, Luxembourg, Holland, Malta og andre EU-lande har så at sige opbygget nationale erhvervspolitiske strategier, som dybest set har bygget på, at man har hjulpet multinationale selskaber med at snyde skattemyndigheder i andre EU-lande for skatteindtægter.

I dette skattepolitiske ræs mod bunden har EU-landene mistet deres skattepolitiske suverænitet. En vedtagelse i det danske Folketing af en given selskabsskattesats på eksempelvis 22 pct. har på ingen måde være en garanti for, at selskaber med aktiviteter i Danmark så ville afregne 22 pct. af deres overskud til SKAT.

Tværtimod. Således betaler selskaber som Apple og Google ingen nævneværdig skat i Danmark, mens Facebook overhovedet ingenting betaler. Til sammenligning lægger Novo, LEGO og Danske Bank alle milliardbeløb i statskassen, selvom alle tre selskaber ved benyttelse af samme metoder som de tre digitale amerikanske giganter let kunne reducere skatten.

Det er paradoksalt nok EU’s medlemslande i Det Europæiske Råd, der bremser de reformer, som kan sætte en stopper for de skandaløse tilstande, der tømmer deres egne skattekasser. EU-Kommissionen er klar, Europa-Parlamentet står klart, og i både OECD, IMF og G20 er der opbakning til en seriøs kamp mod skatteunddragelsen.

Tilbage står, at Det Europæiske Råds formand Donald Tusk og hans danske generalsekretær Jeppe Tranholm-Mikkelsen nu får forklaret EU-landenes regeringschefer, at vejen til at tilbageerobre den nationale skattepolitiske suverænitet går gennem pragmatisk samarbejde i EU. Og det burde den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen støtte offensivt.