De kommende årtier vil i dén grad være præget af kravet om en hurtigt og radikal omstilling af samfundet og økonomien i retning af at være klimaneutralt og bæredygtigt.

Men den samme periode vil også være præget af en accelererende udvikling af digital teknologi. Om ti år har vi 5G-net, augmented reality, Internet of Things, kunstig intelligens i alt – og vi overvejer, om vi skal anskaffe den nye iPhone 20.

Spørgsmålet er, hvordan digitalisering rent praktisk kan støtte omstillingen til bæredygtighed?

Lad os prøve at kigge nogle år ud i en fremtid, der både er langt mere grøn og langt mere digital: 

Distribueret produktion, on demand

En af de overordnede trends, der vil præge de kommende år, er, at vi er på vej ud af industrialismen. I mange år har det handlet om at masseproducere ensartede varer. Det næste skridt i kampen om kunderne er at fremstille løsninger, der passer præcist til kunden.

Det kan man gøre ved at indrette lokale, meget fleksible og relativt små fabrikker, hvor sko, møbler, tøj, briller eller andre genstande kan fremstilles på stedet, baseret på at man måler kunden, eller at man på forhånd har en detaljeret digital model af kunden med alle aktuelle mål.   

Brillerne eller skoene er måske designet i den anden ende af verden, men opskriften kan sendes over nettet, så tilpasningen foregår lokalt sammen med kunden, hvorefter den printes ud eller fremstilles med andre digitalt styrede,automatiske værktøjer. 

Dermed sparer man de lange forsyningskæder. Man fremstiller også kun det, der er behov for, i stedet for at opbygge store lagre af varer, som måske aldrig bliver solgt. Der er altså mindre spild og mindre transport.

Det, der sendes rundt, er bits: data i form af opskrifter og ekspertise – ikke atomer, altså fysiske ting. Kort sagt: Atomer bliver lokale, bits bliver globale.

En anden vigtig type data er information om kunderne og deres behov. Kunsten for virksomheder bliver at gøre det muligt løbende at matche kundernes behov med de opskrifter og ressourcer, der er tilgængelige.

Lukkede kredsløb af materialer 

Det fører os til den cirkulære økonomi. Der er efterhånden en klar forståelse af, at de genstande, vi bruger fremover, er nødt til at være cirkulære i den forstand, at de kan genanvendes, skilles ad og bruges som råmateriale i nye produkter. 

Formentlig vil forsyningskæderne i den cirkulære økonomi være mere lokale. Det giver ikke mening at fragte brugt plastik, metal og tekstiler tusindvis af kilometer for at genanvende dem på en central fabrik. 

Det er stadig uklart, hvordan det skal fungere i praksis. At sortere alt i 10-15 fraktioner og sende det hele til den kommunale miljøstation er ikke tilstrækkeligt. Materialer og komponenter skal sorteres og fordeles langt meget præcist, når kredsløbene skal lukkes.

Hvis det skal kunne betale sig at sortere materialer bedre, er det nødt til at ske automatisk. Vi får brug for robotter, der kan se, hvad de står med, og for at hjælpe robotterne, skal produkter designes, så de er nemme at skille ad igen, og materialerne i dem skal være mærket, så de fortæller præcist, hvad de består af.

Digitale platforme matcher behov med ressourcer

Det flugter med en vigtig trend for udviklingen af digital teknologi: højere opløsning. Vi får mere detaljeret viden, og vi kan gribe ind med stigende præcision.

Der gælder i alle mulige sammenhænge. I hjemmet vil flere små sensorer i alle apparater og rum eksempelvis give et mere finkornet indblik i, hvor i en bygning, der kan spares vand, strøm og varme. Og på samme måde vil maskinlæsbar mærkning give genbrugssystemer en langt mere nuanceret viden om de materialer og komponenter, som det, vi skrotter, består af.

Den cirkulære økonomi vil formentlig være organiseret omkring digitale platforme: systemer, der koordinerer og matcher brugeres behov med de ressourcer, der er til rådighed. Modellen er dybest set den samme som Den Blå Avis: Der er nogen, der har noget, de ikke skal bruge længere – og der er nogen, der skal bruge det. Platformens opgave er at samle dataene og matche parterne.

Et eksempel fra deleøkonomien er den danskudviklede app Too Good To Go. Restauranter og fødevarebutikker, der står med varer, der er tæt på eller lige over sidste salgsdato, kan udbyde dem billigt på appen, og dermed undgår maden at gå til spilde. 

De digitale platforme er blevet så præcise, enkle og billige at bruge, at mange ledige ressourcer, som førhen ville være for besværlige at dele, nu kan finde flere brugere. Det gælder lige fra biler til boliger, sportsudstyr eller specialiseret produktionsværktøj og kapacitet på fabrikker.

Fra produkt til proces 

En af konsekvenserne af den udvikling er, at det i mange tilfælde ikke længere er så attraktivt eller nødvendigt at eje et produkt. Det kan være lettere og billigere, hvis man i stedet kan betale for at have adgang til det, når man faktisk har brug for det. Delebiler, delecykler, delelejligheder er eksempler, som mange allerede bruger. 

Man kalder det servitization. I stedet for at sælge et produkt, sælger man produktets funktion som en service. Man betaler for at kunne tage en vis mængde kopier, man leaser en bil, der er køreklar, eller betaler for at have fungerende vandpumper eller frysere i sin virksomhed.

I forhold til den cirkulære økonomi giver modellen god mening. Der er ingen, der bedre ved, hvad et produkt består af,og hvordan det er sat sammen, end producenten. Producenten er typisk også den, der bedst kan reparere varen, eller bruge materialerne igen til at lave flere af de samme produkter. 

Alt og alle får en virtuel tvilling

Modellen passer også fint ind i en anden vigtig tendens for de kommende år: at flere genstande bliver smarte og kan kombineres, overvåges og styres i store, sammenhængende systemer.

For producenter er det oplagt at levere større værdi til kunderne ved at tilbyde at optimere driften og vedligeholde og udskifte produkterne, så de fungerer stabilt med den laveste miljøpåvirkning og den laveste omkostning. 

Igen kræver det masser af data, og gerne kunstigt intelligente systemer, der med tiden kan tage ved lære. 

En smart genstand har en chip indbygget, den har sensorer og en forbindelse ud til nettet, så den kan registrere, hvad der foregår omkring den, og koordinere sin viden med resten af systemet.

Det betyder, at genstanden får en virtuel tvilling, en digital profil, hvor alle informationer om genstanden er samlet: konstruktionstegninger, materialerne, og en historik, der kan fortælle, hvor den er fremstillet, om den er blevet repareret og serviceret, hvad den har udført, og hvor effektivt den fungerer. 

Virtuelle tvillinger kender vi i dag i industrielle forbindelser, hvor en jetmotor, en avanceret maskine på et fabriksgulv eller en vindmølle har indbygget et utal af sensorer, der gør det muligt at optimere driften.

Men virtuelle tvillinger vil brede sig nedefter, til flere og mindre dimser i dagligdagen, hvad enten det er hvidevarer og biler, eller måske helt ned til smartphones, sko, lamper – eller fødevarer og tøj.

Kunstig intelligens koordinerer store, tæt koblede systemer 

Det hele vil være koblet sammen i Internet of Things, og dermed bliver det del af en økonomi, hvor en stigende del af produkters værdi består i, hvor godt de kan kombineres og koordineres med andre produkter for at levere helt nye løsninger. Vores hjem og bygninger vil i stigende grad være smarte, byer vil være smart cities, og elektricitetsnettet vil være et smart grid, så alle aktiviteter er afpassede og løses så behageligt og miljøvenligt som muligt. 

Det hele vil foregå i realtid. Skraldespande vil blive tømt, når de er fulde, busser og varevogne vil køre alt efter behov, elektricitetsforbruget vil blive tilpasset produktionen af strøm fra sol og vind.

Det vil være tydeligt for de stadig mere erfarne, kunstigt intelligente algoritmer bag systemet, hvor der er belastninger, hvor der spildes ressourcer, hvor der kan optimeres, hvor man kan vedligeholde eller forebygge problemer, og hvor der kan være muligheder for at tilbyde nye og bedre løsninger ved at trække på andre kombinationer af ressourcer og udstyr.

Industri 4.0 er ét aspekt af sammenkoblingen. Ideen bag begrebet er, at alle elementer af en virksomheds produktion på fabrikken er koordinerede og dokumenterede, og løbende afstemt med ordrebogen, underleverandører, distribution og service.

Tilsvarende vil man i landbruget opsamle detaljerede data om alle led i produktionen, eksempelvis for at muliggøre præcisionsdyrkning, hvor robotter kan så, gøde, luge, sprøjte og høste ud fra en forståelse, der i princippet kan gå helt ned til den enkelte plantes tilstand. 

Vi VIL blive meget mere digitale

... og så videre. Som det fremgår, så er en intens digitalisering forudsætningen for at skabe en økonomi, der leverer moderne bekvemmeligheder præcist, energieffektivt og med en meget høj genanvendelse af materialer – i hvert fald hvis vi skal være 8-10 milliarder mennesker på planeten. 

Der er mange andre eksempler på den tætte sammenhæng mellem en grøn og en digital fremtid. Et af dem er blevet særligt tydeligt under pandemien: at vi kan samarbejde, undervise, konsultere specialister, spille spil og have digitale oplevelser gennem videomøder, snarere end at skulle flyve og fare omkring. 

– på godt og ondt

Jeg kunne have skrevet en anden kommentar om, hvor risikabelt det er, at vi i den grad stiller os selv til skue i et system, hvor alt registreres og analyseres af kunstigt intelligente systemer, domineret af nogle få giganter, der dybest set lever af at sælge reklamer og dermed stimulere et endnu større, unødvendigt forbrug, der undergraver naturgrundlaget. 

Jeg ved det godt – det gør vi alle sammen: Digitalisering kan føre til kontrol, manipulation, koncentration af magt, og et samfund, hvor forbruget, travlheden og fremmedgørelsen løber løbsk ud over afgrunden.

Men vi kan ikke klare den grønne omstilling uden. Vi kan ikke gå baglæns tilbage til naturen og verden, som den var. Det er ikke nødvendigvis særlig attraktivt, og det er slet ikke realistisk politisk i en verden, hvor milliarder af kinesere, indere og afrikanere først lige har fået færten af fordelene ved at have rindende vand, køleskab og et internet fuldt af muligheder.

Spørgsmålet, så vidt jeg kan se, er ikke om vi skal gå all in på digitalisering eller ej, men snarere hvilke betingelser og spilleregler, vi opstiller for at sikre, at teknologien kommer til at understøtte et bæredygtigt samfund, vi som mennesker føler os hjemme og kan trives i.

Det kommer Techtendenser til at handle om i næste uge.