Nu skal det være.

Vi har i årevis talt om livslang læring og bliver hele tiden mindet om, at vi løbende skal udvikle vores kompetencer for at være nyttige og tilfredse på et arbejdsmarked under hastig forandring.

Alligevel er der rigtig mange danskere, som slet ikke eller næsten ikke efteruddanner sig i løbet af livet.

Når regeringens Reformkommission til april kommer med sit førte sæt anbefalinger til nye store samfundsreformer, lægger den op til markante og vidtgående ændringer af det danske uddannelsessystem, hvor langt de fleste ressourcer bruges på unge op til 35-årsalderen.

Et af Reformkommissionens medlemmer, forskningsleder Jørgen Søndergaard fra Vive, løfter i dette interview med Mandag Morgen sløret for nogle af eksperternes forslag og visioner. 

”Hvis folk skal være på arbejdsmarkedet i over 50 år, er der en stor sandsynlighed for, at de ikke rammer uddannelsesskiven fuldstændig perfekt i første hug. Mange vil opleve, at deres uddannelse ikke passer helt til det, som de kommer til at beskæftige sig med eller ønsker at skifte til senere i livet,” siger Jørgen Søndergaard.

Reformkommissionen vil indrette uddannelserne på en måde, så unge ikke føler, at de skal vælge uddannelse én gang for alle i en tidlig alder. De skal have langt bedre mulighed for at skifte spor undervejs i livet, så efter- og videreuddannelse kommer til at spille en mere fremtrædende rolle både i uddannelsessystemet og i arbejdslivet.

Anbefalingerne til april vil fokusere på to hovedområder, universiteter og voksen- og efteruddannelser. 

Nytænkning af universiteter

Kommissionens mange anbefalinger vil med garanti føre til stor ballade i uddannelsessektoren og blandt arbejdsmarkedets parter.

Men det er Jørgen Søndergaard vant til.

For som medlem af en stribe kommissioner gennem årene som Velfærdskommissionen, Strukturkommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen har han været med til at støbe kuglerne til mange af de største og mest vidtgående politiske reformer i Danmark de seneste 20 år. 

I disse dage sidder han sammen med de øvrige seks medlemmer af regeringens Reformkommission med økonomiprofessor Nina Smith i spidsen og lægger sidste hånd på kommissionens første sæt anbefalinger.

Anbefalingerne kan få store konsekvenser for blandt andre de studerende på landets universiteter.

For universiteterne har skruet op for volumen de senere år. Hvor det kun var godt en ud af ti i en ungdomsårgang, som gennemførte en kandidatuddannelse tilbage i 1990, er det nu næsten tre ud af ti i en årgang.

”Den eksplosion, vi har haft i universitetsuddannelserne, har handlet om mere af det samme. Ganske vist er der opfundet mange nye uddannelser, men så godt som alle uddannelser er udformet, så man studerer det samme fagområde i alle fem år. I princippet bliver alle behandlet som om, at de skal være forskere, når de er færdige. Det er der så ikke så mange, der skal. Og det er ikke en hensigtsmæssig måde at tænke uddannelse på,” siger Jørgen Søndergaard.

Nu lægger kommissionen op til en radikal nytænkning af universiteterne. Det vil betyde, at de studerende fremover skal tilbydes to meget forskellige typer uddannelse – et erhvervsrettet spor og et forskerspor – efter at de har afsluttet deres bachelor.

”Hvis vi skal gøre uddannelserne mere erhvervsrelevante end i dag, bliver vi nødt til at tænke i nogle nye modeller. Vi skal have et mere erhvervsrettet spor for den store gruppe af studerende, der forlader det akademiske til fordel for det praktiske, og et forskerspor for den gruppe, der ønsker sig en karriere inden for forskning og specialistverdenen,” siger han. 

Flere skal bryde deres uddannelse op

Det kan betyde, at studerende på det erhvervsrettede spor ikke automatisk vil gå i gang med og afslutte en kandidatuddannelse efter bachelor, men udskyde hele eller dele af kandidatuddannelsen til senere i livet.

Nogle vil måske bruge et halvt år senere i livet på at gøre uddannelsen færdig. Andre vil måske gøre den færdig på aftenkurser ved siden af deres faste arbejde. Præcis på samme måde som nogle voksne allerede i dag tager en hel uddannelse på såkaldt åben uddannelse i form af kurser om aftenen eller i weekenden ved siden af deres arbejde.

På den måde er det ambitionen at få efter- og videreuddannelse til at spille en større rolle i danskernes liv og måske gøre deres uddannelser både mere relevante og fleksible.

De studerende, som fortsætter ad forskersporet efter bachelor, kommer også til at mærke forskel. De vil langt hen ad vejen fortsætte som nu. Men undervisningen kan skrues sammen på en måde, så den bliver endnu mere specialiseret og forskningsrettet end i dag.

Vil I komme med anbefalinger til, hvor stor andelen højest skal være i dette forskerspor på kandidatdelen i forhold til det erhvervsrettede spor?

”Vi vil nok komme med et forslag til, hvad vi synes er en fornuftig procentfordeling. Det skal være klart forskelligt fra studieområde til studieområde. Mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt.” 

Mere efteruddannelse skal være gratis

I dag er ordinære uddannelser på universiteter gratis, mens der er brugerbetaling i varierende grad på de efteruddannelser, som for eksempel universiteterne tilbyder.

”Der er noget absurd i vores uddannelsessystem i dag. Al grunduddannelse er gratis. Men på den videregående efteruddannelse er der en ’betalingsring’ af brugerbetaling. Hvis vi vil have livslang læring, og uddannelse ikke udelukkende er noget, man tager, mens man er ung, bliver vi nødt til at se på brugerbetalingen for efteruddannelser,” siger Jørgen Søndergaard og fortsætter:

”Det betyder ikke, at al efteruddannelse skal være gratis. Men vi skal ikke lægge økonomiske hindringer i vejen for noget af det, som vi gerne vil have folk til at kvalificere sig til. Der findes for eksempel ikke et sagligt argument for, hvorfor man skal betale for en HD-uddannelse, men ikke for en HA-uddannelse.”

Der er derfor brug for en gennemgang af de forskellige typer af efteruddannelser for at klargøre, hvilke efteruddannelser der kunne være gratis, og hvor der, som nu, kunne være brugerbetaling.

Dermed lægger kommissionen op til at skrue på hanerne for, hvad universiteter og andre videregående uddannelser kan have af indtægtsdækket virksomhed ved siden af deres almindelige bevillinger. Og der bliver åbnet for at ændre på det nuværende taxameter- og tilskudssystem.

Det er den slags stof, der traditionen tro altid udløser ballade i uddannelsessektoren. Men som Jørgen Søndergaard forklarer:

”Der er ikke noget gennemtænkt princip for, hvornår noget er indtægtsdækket virksomhed, hvornår noget er fuldt taxameter-finansieret virksomhed, og hvornår noget er delvist taxameter-finansieret.”

Kan du være mere konkret? Hvordan skal deltagerbetalingen ændres? I hvor stort omfang?

”Jeg kan ikke svare på i hvor stort et omfang. På Folkeuniversitetet kan brugerbetaling være velbegrundet, mens de fleste kurser udbudt af universiteter og professionshøjskoler har erhvervsrelevante kompetencer som mål. Netop erhvervsrelevante kompetencer bør være en rettesnor for gratisprincippet. Når efteruddannelse bidrager til erhvervsrelevante kompetencer i nogenlunde samme grad som grunduddannelsen, skal det være gratis. Det giver ingen mening, at vi skal have en prisdiskrimination,” siger Jørgen Søndergaard. 

Til kamp mod manglende motivation

Reformkommissionen vil til april ikke bare komme med anbefalinger til de lange videregående uddannelser og den type efteruddannelser, der knytter sig til dem. De tager også fat på voksen- og efteruddannelserne til de kortest uddannede borgere på arbejdsmarkedet.

Trods mange års politisk fokus og debat om livslang læring er antallet af deltagere på efteruddannelseskurserne faldet til det laveste niveau i 15 år. 

En af de største udfordringer er den lave motivation til atter at sætte sig på skolebænken. Især blandt kortuddannede.

Hvordan vil I løse den udfordring?

”Noget af problemet skal løses tidligere i livet. Vi skal sørge for, at kommende generationer har en bedre oplevelse i skolen end i dag. En del af den manglende motivation skyldes jo, at folk har haft nederlag i mange år af deres ungdomsliv. Så er man altså ikke motiveret for at sætte sig ind i et klasselokale igen. Det er helt forståeligt. Derfor skal vi finde nogle undervisningsformer, som måske ikke helt ligner dem, vi kender fra skolen i dag,” siger Jørgen Søndergaard.

Det kan for eksempel være i form af mere praksisorienteret undervisning i skolerne for at ruste de elever, som ikke er så bogligt stærke. For de skoletrætte kan det også være i form af længerevarende praktik ude på en virksomhed nogle dage om ugen, så unge får prøvet kræfter med nogle af de ting, de har lært på skolebænken.

Jørgen Søndergaard ser også store muligheder i at udvikle nye digitale uddannelsestilbud.

”Vi har kun set begyndelsen på, hvad digital undervisning kan. Når vi ser på, hvad spiludviklere kan lykkes med, og hvordan de kan få kortuddannede til at engagere sig, så er der noget at komme efter. Lykkes det, sidder ingen og føler sig som den dummeste i klassen.”

I forhold til de digitale muligheder, vil Reformkommissionen sætte nogle langsigtede mål og ikke bare lægge op til reformer på det helt korte sigt.

”Det kan vi ikke bare gøre i morgen. Det kræver en indsats på den lange bane. Men hvis vi sætter os det for, så kan vi måske i løbet af de næste 10 år skabe nogle gode digitale uddannelsestilbud, hvor man laver små hold på bare tre-fire stykker, som så mødes en gang imellem med en lærer for at samle op på det, man har lært.” 

Efteruddannelse på virksomheder

Reformkommissionen lægger også op til, at en større del af efteruddannelsen kan foregå ude på de enkelte virksomheder. 

Det har der være fokus på i en årrække, men når det ikke sker, skyldes det blandt andet, at det kan være en halvdårlig forretning for AMU-centre og andre af de uddannelsessteder, der tilbyder voksen- og efteruddannelser til de kortest uddannede.

”Vi hører fra uddannelsesstederne, at de er noget tilbageholdne med det. For det er mere ressourcekrævende for dem, og taxametertilskuddet er det samme. Så man kan jo overveje at justere på taxameteret, så de får en stærkere tilskyndelse til virksomhedsforlagt undervisning,” siger Jørgen Søndergaard. 

EU-reglerne betyder, at efteruddannelse ikke kun må være for virksomhedens egne medarbejdere, da det i så fald vil være en ulovlig statsstøtte, men skal bredes ud til en større målgruppe.

”Man kan godt styrke incimenterne til at lave virksomhedsforlagt undervisning, og det er sikkert også lettere at få folk til at være med, hvis det foregår på ens arbejdsplads eller lige ovre i nabovirksomheden. Man sparer transporten. Men det kan kun lade sig gøre, hvis der er større virksomheder i lokalområdet. Så kan man tage det i arbejdstiden eller umiddelbart efter fyraften,” siger han. 

Penge i kompetencefonde samler støv

Jørgen Søndergaard har tidligere kulegravet det danske VEU-system. Det skete, da han tilbage i 2016 blev sat i spidsen for et lille ekspertudvalg af V-regeringen for at nytænke det danske voksen- og efteruddannelsessystem og få flere til at efteruddanne sig.

Dengang valgte han dog at trække sig efter knap et halvt år og smække hårdt med døren, da eksperterne ikke kunne få indblik i de mange små og store kompetencefonde med tilsammen milliarder af kroner, som ansatte kan søge penge fra til at efteruddanne sig.

Langt de fleste overenskomster har i dag en aftale om en kompetencefond, som arbejdsgiverne indbetaler penge til, så de medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten, kan få tilskud til deres uddannelse.

Men denne gang er der noget mindre hemmelighedskræmmeri. For eksperterne har fået adgang til data om disse fonde fra en stor international survey. 

Kompetencefondene som konstruktion er rigtig fin. Men viskal have tænkt over, hvorfor pengene i fondene ikke bliver brugt.

Jørgen Søndergaard
Forskningsleder i Vive, senior fellow i Kraka og bestyrelsesmedlem i Den Danske Forskningsfond

”Tallene tyder på, at det, som virksomhederne får ud af kompetencefondene, kun er omkring en tredjedel af det, som de betaler ind til fondene i gennemsnit. Så pengene står jo bare og samler støv. Kompetencefondene som konstruktion er rigtig fin. Men vi skal have tænkt over, hvorfor pengene i fondene ikke bliver brugt.”

Hvad siger jeres diagnose her? Hvorfor bliver pengene ikke brugt?

”Det tror jeg i høj grad skyldes motivationsproblemet. Hvis det kun er 5-10 procent af de ufaglærte, som er motiveret til at tage efter- og videreuddannelse, er det jo klart. De kan jo ikke absorbere hele indbetalingen til kompetencefondene. Der har virksomheden også en vigtig rolle at spille. Når de nu er med til at finansiere kompetencefondene, burde de også være obs på, at deres medarbejdere gjorde mere brug af dem.” 

Færre skal fare vild i junglen

Gennem årene er VEU-systemet ofte blevet anklaget for at være en uoverskuelig jungle af uddannelsestilbud, som er svær at hitte rundt i.

For at gøre efteruddannelsesjunglen noget mere overskuelig for både arbejdsgivere og lønmodtagere opfordrer Reformkommissionen til at lade sig inspirere af den digitale model, som for eksempel PensionDanmark har opbygget.

Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, administrerer pensionsselskabet 20 uddannelsesfonde og har lavet en smart digital løsning. Den betyder, at med få klik på computeren kan medlemmer af PensionDanmark hurtigt få et overblik over de uddannelsestilbud, som kan være relevante for dem, uanset om de er frisører, malere eller smede, og virksomhederne kan søge tilskud fra fondene.

”Modellen er skabt af PensionDanmark til deres medlemmer. Så man kan jo ikke bare overtage den. Men tænkningen i deres model kan man kopiere. Målet er, at det skal være overskueligt for den enkelte person. Man skal hurtigt kunne finde ud af, hvad der er relevant for mig, hvad koster det, hvor udbydes det henne, hvornår kan jeg komme i gang, og hvilken støtte kan jeg få til det?”

Hjælp til ordblinde

Kommissionen lægger også op til at styrke indsatsen for ordblinde, så flere kan få den rette individuelle hjælp til at efteruddanne sig og klare kravene på fremtidens arbejdsmarked.

”Ordblindhed har længe været et forsømt område. Vi må tage os sammen og få det løst en gang for alle. Vi kan ikke blive ved med at have voksne ordblinde, som ikke har fået hjælp. Vi ved, at vi har 6-700.000 voksne danskere, som er svage læsere. Hvis vi antager, at fem procent af befolkningen er ordblinde, og måske kun én procent er opdaget, så er der virkelig noget at komme efter,” siger Jørgen Søndergaard.

Det kan betyde, at mange flere voksne med læsevanskeligheder fremover skal have en ordblindetest for at få afklaret, om de skal have individuel hjælp.

Kommissionen lægger efter planen sine anbefalinger frem den 6. april. Nogle af anbefalingerne vil formentlig meget hurtigt komme op på brættet, når trepartsforhandlingerne om efteruddannelse går i gang om kort tid.