Evnen til at sætte sig i borgernes sted er et centralt element i mange af de nye bestræbelser på at effektivisere danskernes velfærd. Lad mig give et par eksempler:

For nylig vandt Selsmoseskolen i Høje Taastrup KL’s fine innovationspris. Skolen, hvor cirka 95 pct. af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk, har skabt imponerende faglige resultater. I dag ligger den væsentligt over landsgennemsnittet i en række fag.

Nøglen til forandringerne er, at skolen erkender, at elevernes trivsel og glæde kommer før deres faglige læring. Og at det er nødvendigt at involvere den mangfoldighed af aktører, der er i lokalområdet – boligforening, lokale virksomheder, forældre og pårørende – for at skabe opbakning, glæde og energi omkring og i skolen.

Transformationen på Selsmoseskolen tog derfor udgangspunkt i en dyb indlevelse i børnenes livsverden og den kontekst, den udspiller sig i. Dernæst blev resultaterne båret af en betydelig ledelsesmæssig indsats for at engagere såvel personale som lokalsamfund i at skabe positiv forandring for eleverne.

På beskæftigelsesområdet ser vi tilsvarende en tendens til at tænke betydeligt mere i empowerment af den enkelte borger. Et eksempel er Københavns Kommunes projekt Borgeren ved roret.

Efter et årti med kontrol og tvang begynder man her at anlægge et helhedsorienteret syn på, hvad der skal til for at bringe den enkelte ledige tættere på arbejdsmarkedet. De nye indsatser stiller nye (og billigere) digitale redskaber til rådighed for borgerne, så de selv kan være med til at skræddersy den hjælp, som de har brug for. Samtidig er indsatsen også mere ”håndholdt” over for de særligt udsatte, dvs. fokuseret på den enkeltes behov.

Den måde at arbejde på er udtryk for, at den offentlige service – ”velfærden” – bygger på reel indlevelse i, hvad der er vigtigt for det enkelte menneske. Og i det konkrete projekt i Københavns Kommune er der en klar forventning om, at effekten af indsatsen bliver større, når den er ”menneskecentreret”.

At sætte sig i andres sted

Fælles for de to eksempler er, at de – bevidst eller ubevidst – handler om empati. Empati er måske smukkest formuleret i den amerikanske forfatter Harper Lees klassiker "Dræb ikke en sangfugl" (To Kill a Mockingbird), som udkom i 1960 under borgerretskrisen i USA.

I bogen siger den voksne rollemodel, advokaten Atticus Finch, til sin seksårige datter, Scout: ”Du forstår aldrig rigtig et andet menneske, før du ser tingene fra hans synspunkt – før du kravler ind under hans hud og går rundt i den”.

I nutidens Storbritannien siger den anerkendte tænker Matthew Taylor, der er direktør for tænketanken RSA, at vi i det 21. århundrede har behov for en ny oplysningstid. Han peger bl.a. på, at evnen til empati vil være en kernekompetence for fremtidens borgere.

Hvis fremtidens velfærdsprofessionelle skal blive bedre til at se deres indsats fra borgernes synspunkt, skal de med andre ord have kompetencerne til det. Og her må vi kigge helt andre steder hen, end vi plejer.

Kan vi få en humanistisk tænketank?

Økonomerne har de senere år været dygtige til at fortælle os, hvor galt det står til med økonomien, og den ene økonomiske tænketank efter den anden er etableret for at give endnu flere ”knaldhårde” analyser af, hvad der skal til for at øge produktiviteten. Men paradoksalt nok er det netop ikke hos økonomerne, vi skal forvente at finde nøglerne til, hvordan vi får ”mere for det samme” i det offentlige, sådan som statsministeren efterspurgte i sin nytårstale.

Empati og indsigt i menneskers faktiske oplevelser, motivation, adfærd og behov – som kan drive nye og mere produktive offentlige forretningsmodeller – kræver helt andre fagligheder. Derfor skal vi blive langt bedre til at bruge den viden, som adfærdspsykologer, sociologer, etnografer, kulturanalytikere og andre humanister producerer.

Genstanden for de humanistiske studier er jo det samme som for velfærden, nemlig mennesket. Så hvorfor ikke starte en ny humanistisk tænketank med fokus på offentlig fornyelse og produktivitet? Med fokus på, hvordan vi kunne skabe en endnu bedre velfærd med det enkelte individ som det styrende element.

Tiden er i hvert fald moden. For det bløde er på vej til at blive det hårde. Empati tegner til at blive det store hit i velfærdsdebatten i 2013.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.