Europa vil i de kommende årtier opleve et permanent pres fra migranter fra Mellemøsten og Afrika og udlændinge- og asylpolitikken vil derfor konstant være i fokus. Det tema kan man ikke overlade til nationalkonservative og ofte populistiske EU-skeptiske partier. Hvis man gør det, vil partierne fortsætte deres fremgang i de nationale politiske arenaer i EU-lande, og dét vil i det lange løb sætte hele EU’s fremtid på spil.

Sådan lyder den centrale analyse tilsyneladende hos EU-Kommissionens tiltrædende formand, den konservative tyske føderalist Ursula von der Leyen, og ikke mindst hos Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der var manden, der fik von der Leyen placeret på toppen af det politiske hierarki i Bruxelles.

De to politikere udgør kernen i Europas politiske ledelse, i hvert fald frem til maj 2022, når Frankrig igen skal vælge præsident. De har begge på markant vis skærpet tonen i forhold til asyl og migration i de seneste uger.

Da Ursula von der Leyen i begyndelsen af september præsenterede sine kandidater til den kommende EU-Kommission, vakte det opsigt, at den græske kommissær Margaritis Schinas skulle have titlen som kommissær for ’europæisk levevis’. Schinas skal, med titel af vicepræsident, lede den gruppe af kommissærer, der har med asyl, migration, integration, arbejdsmarked, kultur og sport at gøre. Og von der Leyen understregede i sin opgavebeskrivelse, at Schinas skal sikre, at Kommissionen arbejder for grundlæggende værdier om ligestilling, personlig frihed, retsstat og religionsfrihed.

Særligt fra den liberale gruppe i Europa-Parlamentet blev von der Leyen beskyldt for at ville føre ’hundefløjtepolitik’ og for at gøre knæfald for det indvandrerkritiske nationale højre. ”Hvis det handler om migration, så kald det dog det,” sagde den radikale Morten Helveg Petersen, og andre talte om, at von der Leyen brugte giftig retorik.

Værdipolitisk markering

De liberale kritikere virkede selvsikre i troen på, at den græske kommissær ville få en anden stillingsbeskrivelse, og det satte de næsen op efter, da han var til høring i Parlamentet i begyndelsen af oktober. Men det skete ikke.

”Europa har tradition for at give asyl til forfulgte. Men dem, der ikke har ret til asyl, skal tilbage, hvor de kommer fra,” sagde Margaritis Schinas, der er tidligere talsmand i Kommissionen, under høringen.

Von der Leyen stod fast. Schinas stod fast. Og de liberale i Europa-Parlamentet endte med at måtte affinde sig med, at EU i de kommende fem år får en højtstående kommissær med ansvar for europæisk levevis.

Der var nemlig fra Ursula von der Leyens side tale om en meget klar værdipolitisk markering, da hun opfandt titlen. Der var ikke tale om en kommunikationsmæssig fejl – at man havde udtrykt sig kejtet. Tværtimod var der ifølge en højtstående kilde i EU-Kommissionen tale om en helt bevidst politisk markering, der skulle vise, at den nye kommissionsformand ikke er til sinds at overlade udlændingepolitikken, forsvaret for kristendom, ligestilling, bøssers rettigheder og den slags til nationalpopulisterne.

”Det blev formuleret på den måde. Og der var en klar forventning om, at det ville give anledning til debat. Sådan blev det, fordi von der Leyen gerne vil have den debat. Så får vi se, om det holder hele vejen hjem,” sagde kilden til mig undervejs i forløbet.

Macron: Vi skal ikke være attraktive

Når de liberale i Europa-Parlamentet ikke gik længere i deres opgør med Schinas’ kommissærtitel, skyldes det formentlig, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, også har været ude og markere, at Europa og Frankrig efter hans opfattelse bliver nødt til at føre, hvad han kalder ’en humanistisk og effektiv’ asyl- og migrationspolitik.

”Vi bliver nødt til at tale roligt og afbalanceret om migration. Som det er nu, er vi hverken humanistiske eller effektive. Der er ingen lette løsninger, og det er en debat, der omfatter flere søjler: asylpolitik, Afrika-politik, udviklingspolitik. Og det er noget, vi skal forholde os til i Europa og i Frankrig. Hvis ikke vi gør det, bliver vi gidsler for en forsimplet debat,” sagde Macron i slutningen af september til den franske radiostation Europe1.

”Jeg forstår godt, at debatten om indvandring er følsom. Men den kan ikke være tabu. Frankrig har altid været et land, der til dels er skabt af indvandring. Og Frankrig er ikke overbebyrdet af indvandring. Det ville være usandt at sige. Men vi har siden valgkampen oplevet et stigende antal asylansøgninger. Det kan ikke blive ved,” sagde Macron.

Macrons udtalelser er hjemme i Frankrig blevet udlagt som et udtryk for, at han nu er begyndt at forberede sig på, at han i 2022 efter alt at dømme kommer op imod den højrenationale Marin Le Pen, når han skal forsøge at sikre sig genvalg.

Le Pen markerede da også i forbindelse med Margaritis Schinas’ udnævnelse til kommissær for europæisk levevis, at hun betragtede dette som en sejr. ”Det er dette, vi har kæmpet for i årtier,” sagde Le Pen. Dét har hun ret i. Men det, der også står klart, er, at hun nu ikke længere har dette politiske terræn for sig selv. Det slår Macron helt fast med en udtalelse som denne:

”Vi skal ikke være for attraktive. Vi skal være bedre til at integrere – til at få folk i arbejde. Vi skal hjemsende folk meget mere effektivt, hvis de er her ulovligt. Vi skal være et land, der er tro mod vores værdier. Vi skal integrere det antal, vi kan overkomme – men ikke flere end det. Så vil indvandring være en økonomisk fordel. Men vi kan ikke have en politik, hvor vi føjer fattigdom til fattigdom.”

Frederiksens EU-dilemma

Den nye skarpe tone fra Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron vil uden tvivl blive vel modtaget hos statsminister Mette Frederiksen og hendes europapolitiske rådgivere, fordi den dårligt kan opfattes som andet end opbakning til hendes linje, om at antallet af indvandrere betyder noget. Og at Danmark skal kunne integrere de flygtninge, der er i landet, før vi tager flere ind.

Omvendt vil man i Bruxelles og Paris formentlig fortsat brumme utilfredst over, at Danmark stadig afviser at deltage i fælles EU-løsninger på fordelingen af de migranter, der kommer ind i EU via Italien eller Kroatiens meget lange ydergrænse mod Serbien og Bosnien.

Bundlinjen er, at Mette Frederiksen på et eller andet tidspunkt skal til at levere på sine valgløfter om, at hun gerne vil deltage i udviklingen af EU’s kollektive udfordringer, når det gælder migration og asyl. Det forventer man i Bruxelles. Og i Folketinget vil blå blok sidde klar med beskyldninger om, at regeringen nu lemper på den stramme udlændingepolitik.