Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere er fyldt med paradokser og er langtfra så entydige, som det fremgår af den offentlige debat.

Lad os tage et par eksempler.

Danskernes bekymring over for indvandring har aldrig været så høj som nu i de over 30 år, forskerne har stillet borgerne netop det spørgsmål. Samtidig efterlyser langt færre vælgere nye stramninger af udlændingepolitikken.

Meget bemærkelsesværdig erklærer over hver fjerde dansker sig enige i synspunktet om, at muslimske indvandrere bør sendes ud af landet, og endnu flere vil sende indvandrere ud af landet, hvis de ikke har et arbejde. Holdninger, der rokker ved det grundlæggende fundament under vores samfundsmodel og udfordrer grundlovens regler om religionsfrihed. Se artiklen side 9

Men samtidig har regeringen opbakning fra en stor del af vælgerne til, at forholdene for børnene på Sjælsmark skal forbedres, at vi åbner virksomhederne for udenlandsk arbejdskraft og til en vis grad også øger størrelsen på de økonomiske ydelser til indvandrere.

De meget forskellige holdninger til udlændinge- og indvandrerpolitikken fremgår af en omfattende undersøgelse af vælgernes holdninger i forbindelse med folketingsvalget i juni, som en af landets førende valgforskere, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, har foretaget i samarbejde med Mandag Morgen. Næsten 5.900 personer har deltaget i undersøgelsen.

”Danskerne har en grundlæggende holdning om, at der helst ikke skal komme for mange flygtninge og indvandrere til Danmark. Men de, der kommer, skal behandles ordentligt. Derfor kan vi både opleve stigende bekymring for indvandringen og et mindre ønske om flere stramninger. At så mange alligevel erklærer sig enige i synspunktet, at muslimer bør smides ud af landet, er skræmmende og kunne tyde på et forfald i demokratiske værdier,” siger Jørgen Goul Andersen.

Generationsforskel

Undersøgelsen viser også, at unge vælgere har et klart mere positivt syn på udlændinge og indvandring end ældre.

”Der er en grundbekymring over for indvandring, men med betydelige forskelle i holdningerne til udlændinge og indvandring mellem unge og ældre. De ældre er mere optaget af det nationale og det etniske end de unge, der er vokset op i en tid, hvor indvandrere er en naturlig del af hverdagen. Måske har de unge ovenikøbet gået i klasse med indvandrere, og så ser de ikke klassekammerat Ahmed som en trussel mod det danske,” siger Christian Albrekt Larsen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, som har forsket i, hvad det vil sige at være dansk.

Vælgernes uddannelsesmæssige baggrund er helt afgørende for deres holdninger til udlændinge og indvandring. Jo kortere uddannelse, des mere skeptisk. Og omvendt.

”Holdningerne skiller mellem de danskere, der har gået i det almene gymnasium, og de danskere, der ikke har. Der sker altså noget i gymnasieårene, som har betydning for holdningen til udlændinge og integration,” siger Christian Albrekt Larsen.

Rekordhøj bekymring

Andelen af bekymrede danskere er på decimalen lige akkurat den højeste i de mere end 30 år, hvor danskerne er blevet spurgt, om de er enige i, at indvandringen truer vores nationale egenart. Andelen har været særlig høj ved tre valg siden 1987. Se figur 1.

Dét, der ellers kunne ligne en tendens til, at danskerne valg for valg blev mindre bekymrede for indvandringen, blev brudt først i forbindelse med valget i 2015 og tilsyneladende cementeret ved valget i år.

Overraskende nok er der ingen sammenhæng mellem den stigende bekymring for indvandring og det samtidige meget lave antal asylsøgere. Opbremsningen er ellers markant. I 2015 gik tusindvis af flygtninge på motorvejene, og året endte med, at mere end 21.000 mennesker havde søgt om asyl. I år tyder alt på, at ansøgertallet vil være det laveste i ti år - det ligger omkring 200 per måned.

”Vi ved, at antallet af asylansøgere er meget lavt, og vi ved også, at det går bedre og bedre med at få indvandrere i job. Alligevel har det indtil videre ikke påvirket danskernes vurderinger. Den høje andel bekymrede danskere kan derfor skyldes det intense politiske fokus på problemer med udlændinge og integration. Under Venstre fejrede udlændinge- og integrationsminister Inge Støjberg stramningerne med kage. Og så spiller det nok også ind, at Socialdemokratiet har skiftet spor og også betegner indvandringen som bekymrende,” siger Jørgen Goul Andersen.

I de fire år fra 2015 til 2019 er flere indvandrere kommet i job, og deres beskæftigelsesfrekvens er steget. Kriminaliteten er faldet, og flere unge får en uddannelse. På tre vigtige områder går det frem med integrationen, og samtidig går det nedad med antallet af asylansøgere. Det er kun cirka en ottendedel af tallet i 2015.

Den udvikling afspejles ikke i vælgernes holdninger i Mandag Morgens undersøgelse. Her mener kun 17 procent, at det går ”noget” eller ”meget” bedre med integrationen, mens 36 procent mener, det står dårligere til.

”Vælgernes holdninger stemmer ikke ret godt overens med de oplysninger og statistikker, der foreligger om udlændinge og integration. Det må sandsynligvis tilskrives den politiske debat,” siger Jørgen Goul Andersen

Vælgernes bekymring kan tales op – og ned

Udlændingepolitikken har i mere end tyve år stået i toppen på den politiske dagsorden. Med Inger Støjberg som minister noterede Udlændinge- og Integrationsministeriet hver eneste stramning i en måler placeret øverst på ministeriets hjemmeside. Antallet af stramninger var tydeligvis blevet et mål på succes.

Det er imidlertid langtfra alle vælgere, der efterlyser flere stramninger. Kun godt hver fjerde dansker – 27 procent – mener nu, at stramningerne ikke har været vidtgående nok og efterlyser en endnu strammere udlændinge- og asylpolitik.

Det er markant færre end ved valget for fire år siden. Og det er nærmest en afgrundsdyb forskel fra valget for 18 år siden i 2001. Dengang efterlyste næsten seks ud af ti vælgere flere stramninger. Det var en væsentlig årsag til, at Anders Fogh Rasmussen overtog magten, hvorefter han strammede udlændinge- og asylpolitikken markant.

I dag synes hver tredje dansker – 33 procent – at stramningerne er passende, mens 28 procent mener, at de har været for vidtgående.

Støjberg er forsanger, Tesfaye er bassist

Valg efter valg har udlændingepolitikken siden 2001 haft en helt central betydning siden. Sådan vil det ikke være fremover. I hvert fald ikke, hvis det står til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Han har ikke ønsket at medvirke i denne analyse. Men i et interview for nylig i Altingets gård i forbindelse med modtagelsen af Ting-Prisen 2019 forudså han, at udlændingepolitikken vil få en mindre fremtrædende plads på den politiske dagsorden med ham som ny minister.

”Alle de grundlæggende byggeklodser i udlændingelovgivningen har vi lavet brede aftaler om fra 2015 til 2019. Dem ser jeg ikke nogen grund til at ophæve. Men der har været et lag ovenpå, hvor man jokkede lidt på nogen folk, og hvor det var vigtigere at komme på forsiden i stedet for at løse problemerne, og det er fjernt fra vores værdier,” sagde Mattias Tesfaye og fortsatte:

”Det virkede ofte, som om Inger Støjberg var forsanger i Løkke-bandet. Jeg vil nok mere være ham bassisten, der bare står bagved, holder rytmen og ikke har behov for at stå ude på scenekanten hele tiden.”

Uddannelse afgør holdning til indvandring

Den nye undersøgelse afdækker ikke bare befolkningens bekymring for indvandring. Den afslører også markante forskelle mellem danskerne, og at der findes et overraskende stort mindretal, som er meget skeptisk over for indvandring.

De markante forskelle kommer til udtryk på flere forskellige måder. De kløver danskerne på tværs af både alder, uddannelse og partiernes vælgergrupper.

Ser man alene på forskellene mellem partiernes vælgergrupper, er Alternativets, De Radikales, Enhedslistens og SF’s vælgere de mindst bekymrede og Dansk Folkepartis vælgere de mest bekymrede. 

Det er dog overraskende, at Dansk Folkepartis vælgere er mindst lige så hårde i deres syn på udlændinge som Nye Borgerliges og Stram Kurs’ vælgere. Det er ellers netop de to partier, der har skærpet retorikken mest i forhold til udlændinge- og integrationspolitikken. Til gengæld ligger Socialdemokratiets vælgere meget, meget tæt på landsgennemsnittet. Se figur 2.

Hård kerne af skeptikere

De meget forskellige holdninger til udlændinge- og indvandrerpolitikken går igen, når vælgerne bliver spurgt til helt konkrete problemstillinger. Se figur 3.

På nogle områder hælder danskerne mest til den indvandrervenlige og imødekommende side. Når det for eksempel handler om, hvorvidt de afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark skal have bedre vilkår, er 47 procent af danskerne enige, mens kun 21 procent er uenige. Regeringen har også opbakning til at gennemføre sin plan om at droppe det omstridte udrejsecenter på øen Lindholm.

Men når Mandag Morgen og Jørgen Goul Andersen spørger ind til emner, der berører velfærden, arbejdsmarkedet og indvandring over landegrænserne, kniber det mere med danskernes velvilje.

Kun meget få vælgere, 15 procent, mener for eksempel, at flygtninge og indvandrere skal have samme ret til social bistand som danskere. Et meget stort flertal på 61 procent er uenige. Se Pres på S: Røde vælgere vil hæve ydelserne til udlændinge.

Der er også stor vilje blandt danskere til at gøre det svært for udlændinge at komme til Danmark og søge asyl. Fire ud af ti danskere erklærer sig enige i, at der bør gennemføres fuldt stop for asylansøgere i Danmark. Kun godt tre ud af ti vælgere er imod.

Paradoksernes holdeplads

På mange måder har danskerne altså valgt at skrue bissen på over for udlændinge. Men så er det, at paradokserne dukker op igen.

Det er arbejdsmarkedet et meget illustrativt eksempel på.

Der er for eksempel ikke den store velvilje, hvis konkurrencen på jobmarkedet skærper til, og der er for få jobs. Så er 51 procent af vælgerne enige i, at arbejdsgiverne bør prioritere danskere frem for indvandrere.

Men samtidig er danskerne også et meget globalt orienteret folkefærd. Vi ved godt, at vi er afhængige af arbejdskraft udefra for at få samfundet til at hænge sammen. Det afspejler sig også i vores holdninger. Her har vi rykket os markant gennem årene.

Når danskerne blev spurgt af valgforskerne for næsten 50 år siden, om udenlandsk arbejdskraft skulle ”have lov til at trænge danskerne ud af arbejdspladserne”, var svaret meget entydigt. Hele 73 procent var tilbage i 1971 ”helt enig” i, at det skulle de ikke.

Når danskerne bliver stillet præcis det samme spørgsmål i dag, er svaret knap så entydigt. Nu er det kun 32 procent, som er ”helt enig” i, at udenlandsk arbejdskraft ikke skal have lov til at trænge danskerne ud af arbejdsmarkedet.

”Der er næppe tvivl om, at svarene i 2019 er et udtryk for, danskerne er blevet langt stærkere internationalt orientereret. Danskerne er sammen med svenskerne – og til en vis grad også hollænderne og finnerne – de folk i EU, der udtrykker størst sympati med og færrest forbehold over for globaliseringen,” siger Jørgen Goul Andersen.

Integrationsgælden skal væk

Den stigende velvilje til at åbne vores virksomheder for udlændinge afspejler sig også på andre måder i danskernes holdninger. 36 procent er enige i, at der bør være lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft til at komme til Danmark, når virksomheder mangler hænder. Kun 28 procent er uenige.

Men når vi dykker ned bag lige præcis disse tal, gemmer der sig en markant forskel på danskernes holdning. Her spiller uddannelsesniveauet en afgørende rolle. 

Funktionærer, der ofte har en længerevarende uddannelse, er enige i, at det bør være lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark, mens ledige og arbejdere uden eller med en erhvervsuddannelse trækker i lige den modsatte retning. Se figur 4.

”Det er først og fremmest den uddannelsesmæssige baggrund, der bestemmer vælgernes syn på indvandring,” siger Jørgen Goul Andersen.

Mattias Tesfaye sagde i forbindelse med modtagelsen af Ting-Prisen, at Danmark som samfund har tilladt for høj en indvandring gennem for mange år:

”Vi skal ikke tage flere ind, end vi kan integrere. Men vi har i årtier oparbejdet en gæld, da vi har modtaget flere, end vi har været i stand til at integrere. Derfor har der ophobet sig en integrationsgæld i samfundet. Ser vi boligområder som Mjølnerparken i København eller Vollsmose i Odense, er det en gæld med højrentelån. Vi skal høvle den gæld af og over de næste par årtier ikke have mere indvandring, end vi er i stand til at integrere. Hvis det lykkes, så vil vi ende i en situation, hvor indvandring ender med at blive en styrke for det danske samfund.”