’Muligheder for forbedring’.

Sådan kalder Fairtrades kontrolvirksomhed det, når den finder brud på Fairtrades standarder. Og det sker relativt ofte. Ordvalget er ikke tilfældigt, for det er netop ved at identificere brud på reglerne, at Fairtrade kan skabe positive forandringer.

Den samme tankegang gør sig gældende for et hav af andre kontrolordninger, lige fra sikkerhed og arbejdsforhold på danske byggepladser, over smiley-ordninger på restauranter, til mærkningsordninger for økologi, dyrevelfærd, miljøvenlighed og bæredygtigt fiskeri. Ordninger, der bygger på et regelsæt udstedt af en organisation eller en myndighed, samt på en uafhængig kontrol af, om reglerne efterleves. Det er en arbejdsmetode, der giver stærke og troværdige ordninger, men som også er forbundet med den indbyggede svaghed, at kontrollen ikke er til stede dag ud og dag ind året rundt.

Men det skal kontrollen heller ikke være, for ud over at det ville være økonomisk ubetaleligt, er det ikke alle problemer, man kan kontrollere sig ud af.

Farlig nulfejlskultur

Selv om jeg sagtens forstår, at man som forbruger ønsker sig det perfekte og forventer den samme slags garantier af ordninger som Fairtrade, som når man køber en brødrister, kan ingen kontrolordninger leve op til et ønske om nul fejl. Hvad værre er, så er en nulfejlskultur decideret usund i dagens komplekse og globaliserede verden, som skriger på læring og innovation. For det er meget svært – for ikke at sige umuligt – både at være fokuseret på, at man ikke må begå fejl, og på at skabe positive forandringer i samfundet.

Sådan er det i hvert fald for os i Fairtrade, hvor vi arbejder for gradvist at bekæmpe årsagerne til fattigdom, usle arbejdsforhold og brud på menneskerettigheder i globale leverandørkæder. Er det svært? Ja! Tager det lang tid? Ja! Men gør det en forskel? Ja!

Når det er sagt, er det naturligvis helt afgørende, at ordningerne ikke lover mere, end de kan holde. Troværdighed opnås både ved rent faktisk at gøre en forskel og ved at sætte sit publikum godt ind i præmissen. Det er blandt andet derfor, jeg så tit hører mig selv forklare, at Fairtrade hverken er en tryllestav eller en garanti for guld og grønne skove. For virkeligheden er, at der bliver fundet ’muligheder for forbedringer’ stort set hver eneste gang, Fairtrade-plantager og -kooperativer bliver kontrolleret.

Kontrollen bliver foretaget af en uafhængig ISO-godkendt virksomhed ved regelmæssige anmeldte og uanmeldte besøg. Side op og side ned, da standarderne er meget omfattende. Det hører med til historien, at Fairtrade stiller meget høje og omfattende krav – både til hvordan en råvare bliver til på en bæredygtig måde for mennesker og miljø, og til hvordan en retfærdig handel skal foregå. Nogle af kravene er helt essentielle, såsom forbud mod børnearbejde, eller korrekt udbetaling af mindsteløn, mens andre krav er mere bløde og ikke helt så vigtige – f.eks. krav om et referat fra en generalforsamling.

Når hammeren falder

Selv om det lyder kontraintuitivt, kan det være en god ting, når et kontrolbesøg resulterer i anmærkninger. For så bliver Fairtrade et udviklingsværktøj, der skaber forandringer ved netop at kræve korrigerende handlinger, der over tid bringer virkeligheden i overensstemmelse med standarderne.

Men det er også klart, at der er en grænse for, hvor store bruddene må være, inden hammeren falder for alvor. Og det gør den altså relativt ofte: Det kan være et kooperativ, der bliver suspenderet og mister retten til at handle på Fairtrade-vilkår i en periode på f.eks. tre eller seks måneder, mens der rettes op. Eller når en plantage helt mister sit Fairtrade-certifikat på grund af grove overtrædelser eller manglende opfølgning på korrigerende handlinger.

I langt de fleste tilfælde er der dog ikke behov for så drastiske skridt for at få mulighederne for forbedring realiseret. Blandt andet fordi forbrugere verden over i stigende omfang efterspørger produkter, der er produceret på ansvarlig vis. Den efterspørgsel betyder, at producenterne arbejder hårdt for at bevare deres Fairtrade-certifikat, fordi certificeringen også er et selling point for dem.

Når noget kan blive endnu bedre, har vi mennesker en uheldig tendens til at være utilfredse med det, som faktisk er godt og bedre end normen. Lad os derfor gøre op med utilfredsheden – et indkøb ad gangen.