Da jeg forleden fløj hjem fra et besøg i Cape Town og Johannesburg, som var arrangeret af Cambridge Programme for Sustainability Leadership, læste jeg Dan Pinks usædvanlige bog “A whole new mind”. Den hævder, at vi er ved at bevæge os fra en tid, hvor vores økonomier primært har været styret ud fra logik og rationelle betragtninger – der leveres af vores venstre hjernehalvdele – og ind i en periode, hvor kreativitet i dramatisk  grad bliver vigtigere. Resultatet er, at morgendagens økonomier vil være drevet af nye hjerner, der integrerer tankesæt fra både venstre og højre hjernehalvdele.

Mens 747’eren fløj hen over Afrika, slog det mig, at morgendagens globale økonomi er nødt til at integrere tankesæt fra udviklede og nye økonomier. Mens de andre rejsende trak tæpperne op over hovedet og lagde sig til at sove, tænkte jeg over det, som Dan Pinks teori betyder i lyset af de møder, jeg netop havde haft i landet, der udgør S’et i BRICS-landene – altså Sydafrika. Og jeg faldt over flere paradokser, hvor fakta på en eller anden måde var i karambolage med virkeligheden.

Det første paradoks var det mest personlige, selv om de alle fire kan føres tilbage til den måde, som jeg og mine kolleger er gået til dagsordenen om bæredygtighed. Jeg har altid været lidt af en outsider, fordi jeg beskæftigede mig med miljøet allerede i 1960’erne, da de fleste opfattede miljøbevægelsen som kantet, ubehagelig og endda forkert på den. Men for fire årtier siden var jeg en af dem, der arbejdede for at gøre miljødagsordenen til mainstream – først hos myndighederne, så hos erhvervslivet og  på finansmarkederne.

Humor åbner vores ører

De demografiske og miljømæssige udfordringer, vi står over for, er af en størrelse, der ikke er til at spøge med, men det andet paradoks er, at humor er afgørende for at få tændt erhvervsledere på bæredygtighed. Okay, jeg er ikke god til at huske vittigheder, men jeg har længe brugt humor for at få tag i erhvervsledere og publikum. Ifølge Dan Pink aktiverer humoren mange af styrkerne i vores højre hjernehalvdele, herunder “evnen til at sætte ting i sammenhæng, at se det store billede og at samle forskellige perspektiver i nye helheder”.

Pink citerer en artikel af Fabio Sala fra Harvard Business Review, som hævdede, at “når humor bruges rigtigt, så smører det management-hjulene. Det mindsker fjendtlighed, afbøder kritik, lindrer spændinger, styrker moralen og gør det nemmere at kommunikere svære budskaber.” Effektiv brug af humor, får vi at vide, er en indikator for høj følelsesmæssig intelligens. Så det er opmuntrende.

[quote align="right" author=""]Typisk udbetaler en virksomhed økonomisk dividende til de forskellige aktionærgrupper i overensstemmelse med det, bestyrelsen beslutter. Nu konkluderer førende sydafrikanske virksomheder, at der også skal lægges vægt på uddelingen af social og miljømæssig dividende.[/quote]

Det tredje paradoks hænger sammen med selve kapitalismen. Da jeg valgte at arbejde med erhvervslivet for snart fire årtier siden og udforskede, hvordan markedet kan producere mere bæredygtigt, så mente mange miljøforkæmpere, at den eneste vej frem var at få myndighederne til at regulere. Paradokset er her, at jeg ikke stoler på, at kapitalismen tager bæredygtighedsdagsordenen op uden et kæmpe pres udefra, selv om jeg fortsat tror på, at det er fra erhvervslivet, vi kan gøre os størst forhåbning om at få reelle fremskridt.

Det er også derfor, jeg hjalp med at udvikle den grønne forbrugerbevægelse i 1980’erne, den tredobbelte bundlinje i 1990’erne og nu platformen Breakthrough Capitalism. Sidstnævnte er designet til at højne ambitionerne hos dem, der laver markedets spilleregler, og dem, hvis opgave det er at følge reglerne, uanset om de gør det eller ej. Den er også lavet for at støtte den radikale innovationskraft. Det er slående, at den form for innovation generelt kommer fra innovatører og virksomheder, der er langt foran lovgivningen, sådan som det for eksempel gælder for dem, der stræber efter nul-udledninger på områder som kul, affald og giftstoffer.

Dividende til samfund og miljø

Det fjerde og sidste paradoks? Meget af vores opmærksomhed har været rettet mod fremskridt i regioner som Nordamerika, Europa og Skandinavien, og i Asien i lande som Japan og Sydkorea. Men når vi bevæger os ind i perioder med transformative forandringer, så begynder den nye orden at dukke op i kanten af den gamle. Etablerede virksomheder – og etablerede økonomier – går sjældent efter revolutionerende forandringer. Og det er en af grundene til, at der har været stigende interesse for det arbejde, som førende sociale entreprenører har gjort i lande som Bangladesh, Indien og Brasilien.

Men vi bør også fokusere på, hvordan mainstream-virksomheder i BRICS-økonomierne udvikler deres bæredygtighedsstrategier. Det slog mig virkelig, da vi besøgte virksomheder som Yellowwoods, investeringsfirmaet Transnet, der driver Sydafrikas havne, jernbaner og rørledninger, og Nedbank, der er en af landets førende banker og har gjort et stort nummer ud af sine miljøfordele.

Det, der imponerede mig mest, var, hvordan mange af disse virksomheder har taget dagsordenen om en tredobbelt bundlinje til sig og endda videreudviklet den. Da vi udviklede den tredobbelte bundlinje i 1990’erne, var tanken, at erhvervsledere skulle finde måder at skabe værdi på tværs af de tre dimensioner økonomi, samfund og miljø. Men ret hurtigt skiftede fokus til, hvordan man bedst kunne handle mellem de tre værdihensyn ud fra en forudsætning om, at fremskridt på ét af områderne næsten uundgåeligt ville medføre tab på mindst én af de andre dimensioner.

Omvendt fokuserer flere af de sydafrikanske virksomheder, som vi mødte, på, hvordan de kan udvide dividende-begrebet, som er centralt i kapitalismen. Typisk udbetaler en virksomhed økonomisk dividende til de forskellige aktionærgrupper i overensstemmelse med det, bestyrelsen beslutter. Nu konkluderer førende virksomheder, at der også skal lægges vægt på uddelingen af social og miljømæssig dividende.

Tanken er selvfølgelig besnærende og essentiel for bæredygtige virksomheders og økonomiers fremtid. Men hvis fokus skal ligge på udbetalingen af positive dividender på alle tre værdidimensioner, så vil det medføre alvorlige konsekvenser for virksomheder, der offentligt har taget bæredygtighed til sig. Tag for eksempel Transnet, der bekender sig kraftigt til bæredygtighed, men som har beholdt fokusset i en central del af virksomheden på at udvikle den infrastruktur, som er nødvendig for at booste Sydafrikas eksport af det kul, der destabiliserer klimaet. Da flyet landede i Heathrow, havde jeg stadig ikke helt fundet kvadraturen på dén cirkel.