I Danmark er Venstre og Dansk Industri gået til kamp mod nye afgiftsbyrder og energiomkostninger til erhvervslivet. I Tyskland går bølgerne højt i debatten om den samlede pris på den såkaldte Energiewende, der skal gøre landet grønt og fri for kernekraft. Og i EU kæmper klimakommissær Connie Hedegaard med næb og kløer for at sikre, at Europas CO2-kvotehandelssystems overlever.

Man kunne foranlediges til at tro, at den grønne omstilling er aflyst. At Europa er på vej tilbage til kullets og oliens tidsalder. Og at al snakken om bæredygtighed, den grønne industrielle revolution og den nye ressourceøkonomi i de seneste år ikke var andet end netop snak. Men det er på ingen måde tilfældet.

Tværtimod står verden midt i en greentech-revolution, hvor energi- og ressourceeffektivitet er i færd med at indtage pladser som centrale konkurrenceparametre i de nationale økonomier. Selv i olie-, gas-, kul- og atomkraftproducerende lande som Saudi-Arabien og Rusland har politikere og erhvervslivets beslutningstagere indset, at fremtiden tilhører dem, der forstår at reducere deres afhængighed af energi og de andre ressourcer, som bliver stadig mere kostbare i en verden med voksende folketal og velstand. Se figur 1.

Nicolas Stern beklager i en ny analyse med titlen ”Recklessly slow or a rapid transition to a low-carbon economy? Time to decide”, at den grønne omstilling finder sted i et ”uansvarligt langsomt” tempo. Han insisterer på, at tiden nu er kommet til at ”hæve sig op over velerhvervede rettigheder og frygt” og at udvise politisk lederskab i bestræbelserne på at dæmpe omfanget af fremtidige naturkatastrofer, som den globale opvarmning vil udløse.

Stern anerkender dog, at der i de senere år er kommet betydeligt nationalt momentum bag den grønne omstilling. Det gælder for eksempel i lande som Kina, hvis 12. femårsplan har skrappe målsætninger inden for energieffektivitet, og Indien, som har vedtaget en omfattende national handlingsplan mod klimaforandringer, NAPCC.

Connie Hedegaard anlægger en mere optimistisk tone i en engelsksproget kronik ”Europe’s Green Recovery”. På den ene side konstaterer hun, at ”behovet for ren energi nu er tilbage øverst på den globale økonomiske dagsorden”. På den anden side advarer hun imod, at europæiske ledere lader sig forlede af ”kortsigtede opfordringer til at slække på miljøstandarder, som angiveligt skader Europas konkurrenceevne i forhold til lande med lavere standarder”. I stedet bør Europa, ifølge klimakommissæren, udbrede sine høje miljøstandarder gennem handelsaftaler:

”Europa må spille på sine styrker. Europas mest konkurrencedygtige økonomier er innovative og energieffektive og har de højest uddannede arbejdsstyrker. Billigt er i sandhed ikke svaret for Europa. Det er kvalitet og innovation, ” skriver Hedegaard.

Alexander Kainer, strategikonsulent med speciale i greentech på Roland Bergers Wien-kontor, mener også, at Europa står med et stort uforløst potentiale inden for de grønne industrisektorer.

”Der er masser af investeringsvillig kapital i virksomheder, forsikringsselskaber og pensionsfonde, men investorerne mangler langsigtede juridiske rammer for deres investeringer, som ofte række flere årtier ud i fremtiden,” siger Kainer til Mandag Morgen.

”Der er behov for, at man får lavet troværdig europæisk lovgivning. Det nytter ikke, at der hele tiden bliver lavet ny national lovgivning, som ikke forholder sig kontinentalt til energiforsyningen,” siger Kainer. Og han udtrykker i den forbindelse tvivl om, hvorvidt EU-Kommissionen har den fornødne styrke til at få skabt en ægte europæisk energipolitik.

Sagen er nemlig den, at mens EU-landene har ambitiøse fælles og bindende klima- og miljømål, så har de ingen europæisk energipolitik. Det er fortsat eksklusiv national kompetence at sammensætte det enkelte lands energimiks og energidistribution.

Det betyder, at nationale politiske og økonomiske hensyn i alt for høj grad går forud for de kontinentale hensyn, som er en forudsætning for, at Europa mest effektivt kan udnytte sine sparsomme hjemlige energiressourcer. Mens USA i kraft af store fund af skiffergas er i færd med at blive selvforsynende og sågar eksportør af energi, er Europas fossile energireserver forsvindende små, og EU-landene vil samlet set være afhængige af import af gas fra Rusland og Algeriet i mange årtier frem. Samtidig bliver eksempelvis Tyskland ved udfasningen af atomkraften nødt til at sikre sig, at man kan transportere vindenergi og vandkraft fra Skandinavien og Nordsøen ned til de største tyske befolknings- og industricentre i det vestlige og sydlige Tyskland.

Mens initiativet til en fælles europæisk energipolitik, ifølge Alexander Kainer, ikke kan komme fra Bruxelles, bør det til gengæld komme fra Berlin. Men alt imens Tyskland er Europas førende greentech-nation og ekstremt ambitiøs, når det gælder den nationale energiomstilling, er Tyskland samtidig reelt den væsentligste bremseklods, når det gælder rammebetingelserne for greentech-industrierne i alle nabolandene fra Sverige og Danmark i nord over Polen, Slovakiet og Tjekkiet i øst til Frankrig, Belgien, Holland og Storbritannien i vest.

”Alle er afhængige af deres energiforbindelser til Tyskland og af Tysklands lovgivning. Derfor må fru Merkel tage lederskabet på europæisk niveau. Når rammerne er på plads, kommer investeringerne,” siger Alexander Kainer, der understreger, at Europa står over for en bølge af investeringer i energi og infrastruktur, som man skal tilbage til 1950’erne og 1960’erne for at finde fortilfælde for.

Det europæiske hjemmemarked

Den østrigske ekspert er langtfra ene om at anbefale et europæisk kvantespring i energipolitikken. EU’s tyske energikommissær, Günther Oettinger, har flere gange gjort det samme, og Frankrigs præsident, Francois Hollande, har talt for det samme. Derfor kan det meget vel tænkes, at energipolitikken får en central placering i det politiske udspil, som Hollande og Angela Merkel har bebudet, at de vil komme med i maj i år.

I mellemtiden arbejdes der heftigt i de europæiske hovedstæder på at tilvejebringe den nødvendige offentlige finansiering til at kickstarte de kommende private investeringer. EU-landene har forhøjet deres kapital i Den Europæiske Investeringsbank, og samtidig har Frankrig netop i januar i år oprettet en ny statslig investeringsbank, BPI, der skal understøtte grønne og innovative virksomheder. De nationale og europæiske investeringsbanker skal levere den billige kapital, som kan forsikre pensionskasser, forsikringsselskaber og private virksomheder om, at det er fornuftigt at investere i den grønne omstilling – uanset om det drejer sig om havvindmølleparker, smartgrid, energilagring eller energieffektivisering.

Mens Alexander Kainer understreger behovet for at få styrket rammerne for de kommende langsigtede investeringer, er han overbevist om, at Tyskland og hele Central- og Østeuropa byder på meget vigtige forretningsmuligheder for eksempelvis danske greentech-leverandører.

”Det er nogle markeder, der ligger meget tæt på Danmark, og hvor selv mindre virksomheder sagtens kan komme ind. Det er jo ikke så kompliceret at operere i Polen, som det kan være at skulle stille leveringsgarantier for meget store kunder i USA eller Asien,” siger Kainer.

Hans Peter Slente, direktør i DI Energibranchen, er helt enig i, at de nære markeder i Europa byder på store muligheder for danske greentech-virksomheder. Derfor rejser han og en gruppe erhvervsledere i denne uge til Berlin, hvor man skal have møder med den tyske regering. På samme måde har man netop haft møder med den franske handelsminister, Nicole Bricq, som var i København i sidste uge med repræsentanter for en række store franske virksomheder som Saint Gobain, Alstom, Schneider Electric og Veolia, der alle er tunge aktører inden for energieffektivitet, elektrificering, vand og affaldshåndtering.

[graph title="Danske virksomheder er godt rustede" caption="Figur 3  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/3e8c3-ckr_fig03_danke_virksomheder_er_godt_rustet.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7b64e-ckr_fig03_danke_virksomheder_er_godt_rustet.png" text="Blandt de modne cleantech-sektorer står byggematerialer, smartgrid og havvind til at vokse mest i de kommende år, mens solenergi ligefrem står til en kraftig tilbagegang. Ren landtransport, maritim cleantech og energilagring er små men meget lovende sektorer."]Kilde: Copenhagen Cleantech Cluster. [/graph]

”Når vi rejser til Tyskland, er det dels for at blive klogere på den tyske Energiewende, dels er det selvfølgelig for at byde os til. Vi har meget store sammenfaldende interesser med Tyskland, fordi vores energiverdener hænger sammen. Når Tyskland lukker 17 atomkraftværker, som de er i gang med, så øger det deres behov for bedre energieffektivitet og vedvarende energi. Alle de beslutninger indeholder investeringsmæssige, udviklingsmæssige og forbindelsesmæssige konsekvenser for os. Og på alle områder har vi kompetencer at tilbyde,” siger Slente.

Han understeger, at danske cleantech-virksomheder i det hele taget er meget opmærksomme på de store forretningsmuligheder, der findes i Europa, hvor lande som Polen, Frankrig, Storbritannien, Holland og Belgien nu for alvor er i gang med energieffektivisering og eksempelvis viser stor interesse for danske kompetencer inden for fjernvarme. Ifølge ”Global Cleantech Report 2012 ” fra Copenhagen Cleantech Cluster har danske virksomheder stærke kompetencer på en række af de mest lovende cleantech-markeder. Se figur 3.

Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens nationale energiomstillinger bygger – ligesom den, Thorning-regeringen er i gang med i Danmark – på de fælles og meget ambitiøse klima- og energimål, som EU-landene vedtog under tysk og fransk lederskab i perioden 2007-2008.

De 27 europæiske lande enedes – ansporet af det politiske momentum forud for FN’s klimakonference COP15 i København i december 2009 – om at reducere deres udledninger af CO2 med 20 pct. i 2020 i forhold til niveauet i 1990. I samme periode skal økonomien samlet set gøres 20 pct. mere energieffektiv, og andelen af vedvarende energi skal øges til 20 pct. på europæisk niveau.

Det er implementeringen af disse ambitiøse mål, der selv midt i krisen tvinger regeringer i Berlin, Paris og København til at investere – eller tilvejebringe investeringer – i kostbar energi- og miljøinfrastruktur. Målene skal jo nås inden 2020. Disse mål vil i øvrigt blive skærpet, hvis det står til klimakommissær Connie Hedegaard, der i øjeblikket arbejder intensivt på at bane vejen for nye og skærpede mål for perioden 2020 til 2030. Egentlig EU-lovgivning på området kommer dog ikke på plads, før efter valget til Europa-Parlamentet i sommeren 2014 og den efterfølgende udskiftning af EU-Kommissionen.

Grøn omstilling er ikke en barneleg

Hverken økonomen Nicolas Stern eller klimakommissær Connie Hedegaard sidder inde i de europæiske nationers maskinrum, hvor pengene er knappe, og hvor de kortsigtede politiske udfordringer tårner sig op. Det gør derimod Tysklands miljøminister, Peter Altmaier, der har en central rolle i forhold til at gennemføre Tysklands energiomstilling. Han arbejder hårdt på at gennemføre kansler Merkels beslutning om at udfase atomkraften og omstille Tyskland til vedvarende energi. Og Altmaier anskueliggjorde forleden omfanget af denne politiske reform i et interview i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

”Energiomstillingen har nået en sådan bredde, at hver en forandring truer en række aktørers rettigheder. Derfor er en sundhedsreform det rene barnemad ved siden af en reform af lovgivningen om støtte til vedvarende energi, fordi man i forbindelse med en sundhedsreform kun har med det berørte sundhedsvæsen at gøre. I forbindelse med energiomstillingen har man at gøre med en række aktører fra industri over landbrug til en mængde private investorer og aktører, som ikke ønsker deres velerhvervede rettigheder berørt,” sagde Altmaier, som i interviewet anslår, at det i alt vil koste Tyskland 1.000 milliarder euro at gøre sig fri af atomkraft og øge andelen af vedvarende energi betydeligt i perioden frem mod 2022, hvor det sidste atomkraftværk efter planen skal være lukket.

Hverken kansler Merkel eller statsminister Helle Thorning-Schmidt har hidtil haft held til at gøre den grønne omstilling til en folkelig politisk vindersag. Tværtimod er det uendelig besværligt at reformere energi- og miljølovgivning, hvor magtfulde industrilobbyer og de brede befolkninger har store kontante interesser i klemme. En potentielt meget væsentlig udvikling i forhold til politisk lederskab i den grønne omstilling kan imidlertid være på vej i USA. Her er præsident Barack Obama tilsyneladende ved at få defineret projektet på en sådan måde, at det for alvor kan appellere til amerikanernes entreprenørånd og patriotisme.

Samtidig har skiffergasrevolutionen givet Obama et uventet økonomisk råderum, ligesom den gør det muligt for ham at engagere gas- og olieindustrien i den langsigtede grønne omstilling. Det giver ham ganske vist kritik i visse grønne avantgardekredse i USA, men til gengæld vil det gøre ham populær i gas- og olieindustrien, når han i de kommende år øger antallet af udvindingstilladelser.

USA har i de senere år nedbragt sine nationale CO2-udledninger betydeligt ved at skifte fra kul til gas i energiproduktionen, og samtidig vinder filosofien om, at energieffektiviseringer bidrager kraftigt til at styrke både forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen hastigt frem i kredse af det amerikanske samfund, som hidtil har været direkte fjendtligt indstillede over for den grønne omstilling. Endelig har Obama held til at frame debatten om greentech således, at den appellerer til amerikanernes angst for det hastigt voksende Kina, hvilket han gjorde i sin State-of-the-Union-tale forleden.

”Så længe Kina går all-in på ren energi, bør vi gøre det samme,” sagde Obama, som også i sin tale nævnte, at det amerikanske forsvar arbejder på at blive grønnere og mere energieffektivt.

Bundlinjen er, at greentech-industrierne – om end de ikke er uberørte af den økonomiske krise – står med meget lovende langsigtede udviklingsperspektiver, fordi politiske ledere og erhvervsledere verden over i stigende omfang ser deres egen interesse i den grønne omstilling. Tilbage står, at det er op til virksomhederne at gribe de konkrete muligheder på de konkrete markeder.

Referencer:

• ”Greentech Atlas 3.0”, Roland Berger, september 2012
• ”Global Cleantech Report 2012”, Copenhagen Cleantech Cluster
• ”Recklessly slow or a rapid transition to a low-carbon economy? Time to decide”, Nicholas Stern mfl., Centre for Climate Change Economics and Policy – London School of Economics, 2012
• ”Europe’s Green Recovery”, EU’s klimakomissær Connie Hedegaard, Project Syndicate, 2013
• ”State-of-the-Union-tale”, USA’s præsident Barack Obama, februar 2013