Hvem vil være klimaets statsminister?

FN’s klimapanel IPCC har på bare ti måneder udgivet hele tre rapporter, der viser, at opvarmningen af kloden løber løbsk. Klimaeksperterne har udsendt en kraftig appel til politikerne om at forberede deres befolkninger på, at det vil kræve store omlægninger af deres levevis at begrænse klimaforandringerne. Og midt i sommervarmen advarede FN’s generalsekretær om, at menneskeheden med sin manglende klimahandling er i gang med et ”kollektivt selvmord”.

I den lille landsby Abed på Lolland målte DMI den 20. juli 35,9 grader – den højeste julitemperatur nogensinde. Den dag peakede den tredje af foreløbigt fire hedebølger denne sommer (+28 grader over tre døgn). At det ikke er almindeligt dansk sommervejr, behøver man ikke være meteorolog for at vide.

Trækker familien Danmark ind i stuens lummervarme, kan de se i fjernsynet, hvordan floder tørrer ud i vores nabolande, og søer svinder ind til mudderpytter i vores eget overophedede land. Vi mærker bogstavelig talt klimaforandringerne på egen krop denne sommer. En erfaring, der kan krybe med ind i stemmeboksen, når vi indenfor for få måneder skal vælge, hvem vi vil give ansvaret for Danmarks ve og vel.

HVILKET SVAR giver de tre statsministerkandidater så vælgere på jagt efter en politisk leder, der sætter klimaet højt på dagsordenen?

Trods regeringens gentagne selvudnævnelse som grønne frontløbere, er klimaet ikke at finde blandt de fremhævede politikområder øverst på socialdemokratiet.dk. Scroller man længe nok på siden ’Det vil vi’, kan man dog finde klimaet i allernederste højre hjørne.

Spørgsmålet er, om den vælgergruppe, der er mere bange for klimatiltag end for selve klimaforandringerne, er stor nok til at sikre et flertal i det danske folketing?

 Under overskriften “Danmark som grønt foregangsland” kan man læse om alt det, Mette Frederiksen allerede har gennemført. Det centrale budskab er, at vælgerne ikke behøver frygte klimapolitikken: ”Nogle vil alligevel sige, at vi ikke kan lave en grøn omstilling, uden at det vil gøre ondt. Men det kan vi, og det gør vi.”   

Også på konservative.dk fremhæves fortidens meritter og partiets støtte til klimaloven. Hvis partiet har andre grønne planer for fremtiden, har de konservative glemt at skrive om dem på den side, der beskriver partiets politik. Det var tydeligvis heller ikke top of mind for Søren Pape Poulsen, som det hedder på nydansk, da han forleden lancerede sit statsministerkandidatur.

Det kan selvfølgelig være en forglemmelse. Men det kan meget vel være med velberådet hu.

For det er ikke alle vælgere, der mener, at Danmark skal tage et endnu større ansvar for det globale klima. Særligt i det systemskeptiske højre hjørne murrer en uvilje overfor statslige indgreb, der gør det sværere at være landmand, dyrere at tanke bilen eller politisk ukorrekt at spise, hvad man vil. Det ved både Inger Støjberg, Pernille Vermund, Morten Messerschmidt og Søren Pape. Og sidstnævnte er pinligt bevidst om, at han aldrig bliver statsminister uden netop de stemmer.

SPØRGSMÅLET ER, om den vælgergruppe, der er mere bange for klimatiltag end for selve klimaforandringerne, er stor nok til at sikre et flertal i det danske folketing? I en Megafon-måling den 13. juli – allerede før de seneste to hedebølger – ligger klimapolitikken helt i top som et af de to emner, vælgerne selv mener vil påvirke deres kryds ved næste valg. Det andet emne er sundhed.

Leder klimavælgerne på Venstre.dk, finder de tilsyneladende endelig en statsministerkandidat med præcis samme prioritering som dem selv. Jakob Ellemann-Jensen har som den eneste statsministerkandidat gjort klimaet til en mærkesag op til et kommende valg. Venstre har seks klare prioriteter, skriver han i en personlig hilsen øverst på siden. Nummer to på listen er sundhed. Nummer et hedder: “Danmark skal gå forrest i klimakampen”.

Venstres statsministerkandidat lover også ”Mindre snak mere handling” og ”massive investeringer” i grøn vækst. Men hvad vil han så helt konkret gøre for at bremse udledningerne og få Danmark bedst muligt gennem klimaforandringerne? Jo, Venstre lover flere el-ladestandere. Og så forsikrer Ellemann vælgerne om, at den grønne omstilling ikke skal ”gøre det dyrere og sværere at drive virksomhed i Danmark”.

Klimavælgere, der ikke er klar til at stemme knaldrødt eller radikalt, kan med andre ord komme til at stå længe i stemmeboksen og svede.

Hvis vælgerne alligevel håber på, at Venstre vil trykke på speederen i klimapolitikken, må Jakob Ellemann-Jensen satse på, at de ikke kan tælle til 90. For statsminister bliver han kun, hvis han kan samle mandater fra borgerlige partier, der er gået i klimapolitisk bakgear: Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, hvis klimapolitik kun er nævnt i en bisætning under overskriften ’Respekt for produktionsdanmark’; Nye Borgerlige, der er imod både klimaloven og 70-procentsmålet; Morten Messerschmidt, der ønsker loft over vindmøller og en bremse på energieffektiviseringer; og Pape, der hellere selv vil være statsminister og allerede har lagt klimaambitionerne derefter.