For et par måneder siden skrev jeg en blog om ydmyg politikudvikling. Om hvordan vi ofte antager, at nye offentlige politikker, regler, budgetter og programmer automatisk bliver til den virkelighed, vi forestiller os. Men jeg skrev også, at sandheden nok er en anden: Ofte sker der i sidste ende ingen mærkbar forandring for borgerne.

Derfor må vi finde smartere veje fra politik til praksis. Spørgsmålet er hvordan?

For nylig fik vi i Danmark besøg af en organisation, som jeg synes, viser vejen fra strategi til konkret forandring i den offentlige sektor. Under Department for Education har New York City etableret organisationen iZone som et redskab til at forvandle det offentlige skolesystem.

iZone er kulminationen på en forandringsproces, som har bragt New Yorks skoler fra krise til konsolidering. Nu fokuseres der på reel nytænkning af, hvad en skole overhovedet kan være.

Krisen i skolerne, som for ti år siden var på sit højeste, bestod i, at kun godt 40 pct. af en ungdomsårgang i New Yorks offentlige skoler bestod deres high school-eksamen.

Konsolideringen drejede sig om at ansvarliggøre, men også frisætte skolelederne. Det blev gjort muligt at afskedige skoleledere, som ikke skabte resultater. Der blev indført et kontant tilsyn med skolernes faglige præstationer, som blev offentliggjort for såvel de bedste som de ringeste institutioner.

Til gengæld fik lederne for første gang lov til at styre deres egne budgetter, og de fik langt større frihed til at indrette skolens struktur og undervisning, som de ønsker.

Ansvarliggørelsen betød, at de ringeste skoleledere blev sat fra bestillingen, og at der opstod et pres for at skabe resultater. I dag består godt 60 procent af en årgang eksamen i high school. Det er en kæmpe forbedring, men naturligvis ikke godt nok. Så hvordan gennemfører man det næste paradigmeskift?

Innovation er svaret, og det er netop den fase, som New Yorks skoler nu er trådt ind i. Det sker med udgangspunkt i, at skolelederne har svært ved at bruge deres nyfundne frihed til i praksis at tænke nyt. Derfor har New Yorks skoleforvaltning konkluderet, at de har brug for hjælp – innovationshjælp.

iZone, eller New York City Innovation Zone, blev etableret med det formål at formulere et antal centrale principper for en skolereform og dernæst bidrage aktivt til, at skolerne omsætter principperne i lokal forandring.

Tanken er at hjælpe mere end 200 offentlige skoler med at nytænke deres indsats. Her er tre ting som iZone gør, og som jeg mener danske politikere, topembedsmænd og offentlige udviklingsfolk kunne lade sig inspirere af:

• Etabler en bærende ide. iZone sætter borgerne i centrum for, hvordan skolerne skal skabe værdi. Det bærende princip for reformarbejdet i New York er individualiseret læring, dvs. tanken om, at hver elev lærer på sin måde og i sit eget tempo. Ideen er ikke blot tiltrækkende, den er også understøttet af omfattende videnskabelig evidens. iZone har brugt mange kræfter på at kommunikere ideen helt klart for skolerne.
• Start med ledelsen. Ifølge vicedirektøren for iZone, Stacey Gillett, står og falder iZones succes med hvilke ledere, der vælger at engagere sig i programmet. Det indebærer f.eks., at man som skole ikke kan nøjes med at sende en formel ansøgning om at deltage i iZone. Man får også besøg fra iZone-teamet, og skolelederen samt nøglemedarbejdere bliver interviewet grundigt, om hvilke tanker man gør sig om forandringer på skolen. Formålet er at sikre, at der er ægte engagement og tilstrækkelig kompetence til at føre nye tiltag ud i livet
• Invester i innovationsprocessen. Det helt centrale greb i iZone er, at forvaltningen investerer betydelige ressourcer i at understøtte skolernes bestræbelser på selv at finde de løsninger og tiltag, som virker bedst for dem. Det indebærer omfattende procesbistand: Dels et centralt team i New York, som består af tidligere skoleledere og andre med dyb sektorekspertise og som har løbende dialog med skolerne. Dels en bred vifte af designere og innovationseksperter, som kan facilitere skolernes egne lokale processer med at nytænke og redesigne f.eks. undervisningsformer, fysiske rammer og brug af teknologi. Skolerne vælger selv, hvem de vil samarbejde med. Man har sågar inviteret eksperter fra Sverige og Storbritannien til at hjælpe. Jeg lader den lige stå et øjeblik: Amerikanerne beder Europa om hjælp til at nytænke offentlig service...

iZone er dermed en innovationsmaskine. De gør op med forestillingen om, at hvis blot vi giver de rette økonomiske incitamenter, så skal ”dem derude” nok selv finde ud af det. Til gengæld investerer iZone betydelige ressourcer i at gøre visionen om ”eleven i centrum” til virkelighed.

Ifølge iZones Stacey Gillett anvender man omkring 200.000 dollars, eller 1,5 mio. kr., i hver skole over tre år til procesbistand. Med 200 skoler (25 pct. af alle i New York) i programmet svarer beløbet i grove tal til en promille af byens samlede årlige skolebudget. Samlet set er der tale om ca. 75 millioner kr. årligt, når vi taler 200 skoler. Pengene kommer dels fra kommunen, dels fra uafhængige fonde som Gates Foundation.

Det fører mig til et centralt spørgsmål: Er vi i Danmark parate til at investere så meget som en promille af vores samlede driftsbudgetter i procesbistand – i socialsektoren, sundhedssektoren, uddannelsessektoren – for at øge sandsynligheden for at lykkes med det, vi gerne vil?

Hvis svaret er ja, så lad os se nogle flere innovationsmaskiner i det danske offentlige landskab. Kun på den måde kommer vi fra politik til praksis.

Læs flere af Christian Basons indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.