Magtpartiers vælgere er særlig tillidsfulde

Alle partiers vælgere stoler mere på politikerne i dag end ved valget for fire år siden. De fire regeringsbærende partiers vælgere er de mest tillidsfulde. Stram Kurs’ og Nye Borgerliges vælgere har mindst tillid til politikerne.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Vælgernes tillid stiger igen
  • Danmark er et af de samfund i verden, der bygger mest på tillid. Derfor har politikerne haft grund til at bekymre sig over, at danskernes tillid til politikerne er dalet støt siden årtusindeskiftet. 
  • Folketingsvalget i juni markerede imidlertid et bemærkelsesværdigt skift. Mandag Morgen kan i denne uge præsentere helt nye tal, der viser, at tillidsbarometeret igen peger opad. 
  • Den gode økonomi og en valgkamp med fokus på velfærd og klima har fået afgørende betydning for, at vælgernes tillid er steget igen.
  • Vælgernes stigende tillid, efter mange års nedtur, er også et brud med den internationale udvikling.

Historisk skifte: Vælgerne har fået større tillid til politikerne
Trump eller velfærd
Magtpartiers vælgere er særlig tillidsfulde
Folk med gode job har mest tillid til politikerne

Tendensen er klar.

Alle partiers vælgere har mere tillid til politikerne i dag sammenlignet med for fire år siden. Nogle partiers vælgere er dog langt mere tillidsfulde end andre.

De vælgere, der støtter de fire traditionelt regeringsbærende partier – Socialdemokratiet, Radikale, Venstre og Konservative – har mere tiltro til politikerne end andre partiers vælgere.

Sådan var det i 2015. Og sådan er det igen i 2019. Se figur 1.

”Magtpartiernes vælgere har størst tillid til politikerne. Det gælder ikke bare nu, men ved langt de fleste af de valg, hvor vi har målt vælgernes tillid til politikerne,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

Han er manden bag Mandag Morgens store valgundersøgelse, som bygger på svar fra 5.800 vælgere.

Det er tankevækkende, at de største ændringer fra valget i 2015 til valget nu skal findes hos Enhedslistens og SF’s vælgere. Det er stadig sådan, at den største mistillid findes hos yderpartierne, men mens mistilliden efter valget i 2015 særligt trivedes på venstrefløjen, er den nu stærkest på højrefløjen.

Her har Nye Borgerliges vælgere og i særlig grad Stram Kurs’ vælgere meget lidt tillid til politikerne.

Stærke magtpartier

Det er også bemærkelsesværdigt, at valget i juni gav en massiv samlet fremgang til de fire gamle regeringsbærende partier efter en årrække med et dramatisk fald. Det kan formentlig også ses som et udtryk for den højere tillid.

”Der er tit en sammenhæng mellem de traditionelt regeringsbærende partiers styrke og vælgernes tillid til politikerne. Det er ikke nødvendigvis koblet helt tæt sammen, men denne gang er sammenhængen tydelig,” siger Jørgen Goul Andersen.

Valget i juni afsluttede en dramatisk nedtur for de fire partier tilsammen. Ved de tre seneste valg i træk – 2007, 2011 og 2015 – gik de markant tilbage og var efter valget i 2015 kun lige netop i stand til at mønstre et flertal. Se figur 2.

Dengang var den udbredte opfattelse, at yderfløjene var ved at sætte sig på dansk politik, en udvikling, der særligt var båret frem af fremgangen til Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet. Mandatbalancen mellem de fire gamle partier og de andre partier var 95/80.

Efter valget i juni har de fire partier tilsammen 119 mandater. Det svarer stort set til deres gennemsnitlige styrke i valgene fra 1973 og frem.

Danmark bryder tendensen

Den samlede fremgang til de fire gamle partier adskiller sig fra udviklingen i en lang række andre vestlige lande, hvor vælgerne siver eller ligefrem flygter fra partier, der gennem årtier har dannet regeringer på skift.

Udviklingen har i nogle lande i særlig grad været hård ved socialdemokratiske og socialistiske partier. I Holland fik socialdemokraterne lige under seks procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2017, i Frankrig fik socialisterne mellem syv og otte procent af stemmerne samme år, og i Tyskland står socialdemokraterne ifølge meningsmålinger til en historisk nedtur. Her er SPD på vej ned mod ti procent af stemmerne.

Men vælgerflugten har også ramt regeringsbærende partier fra centrum-højre. Det er udviklingen i Italien det mest slående eksempel på. Her er de kristelige demokrater, der i mere end 40 år har været fast inventar i de fleste regeringer, forsvundet fra det politiske landkort.

I Danmark kunne de fire magtpartiers dårlige resultat ved valget i 2015 have været et varsel om, at også de traditionelle danske magtpartier var på vej ud i kulden. Men sådan er det ikke gået. Det hænger blandt andet sammen med partiernes evne til at læse vælgerne og tilpasse sig.

”Det politiske system i Danmark er meget åbent over for nye strømninger blandt vælgerne. Når noget slår igennem hos vælgerne, så slår det normalt også ret hurtigt igennem hos de politiske partier,” siger Jørgen Goul Andersen.

Magtpartier overtager fløjpartiers politik

De danske politiske partiers tilpasning til vælgernes holdninger har i særlig grad fundet sted hos de to største partier, Socialdemokratiet og Venstre.

Socialdemokratiets skifte i udlændingepolitikken er et af de hidtil mest markante eksempler på, hvordan et politisk parti ændrer politik på et nøgleområde i dansk politik.

”De danske politiske partier er gode til at justere deres politik og overleve ved at tilpasse sig strømninger blandt vælgerne. De famler lidt, og det er ikke altid så kønt at se på, men i det store og hele må man sige, at det virker. De ryger ikke ud, sådan som vi har set det med de franske socialister,” siger han.

Helt den samme vilje til at flytte sit parti demonstrerede Venstres Anders Fogh Rasmussen i valgkampen op til valget i 2001. Hvor partiet hidtil havde markeret sig stærkt med en kritik af velfærdsstaten og mobiliseret til kamp for ”minimalstaten”, talte Fogh Rasmussen nu for velfærden og udbyggede velfærden kraftigt i sin regeringsperiode.

Dermed opgav Venstre et klassisk liberalt opgør med staten for i stedet at arbejde for en mere liberal udgave af den socialdemokratiske velfærdsstat ved for eksempel at introducere fritvalgsordninger.

Efter et forsøg på at nærme sig den mere klassiske liberale linje under Lars Løkke Rasmussen i perioden fra 2015 til 2019, vendte Løkke Rasmussen og Venstre tilbage til Foghs linje og omfavnede under valgkampen igen velfærden.

”Venstre har erkendt, at de aldrig vil kunne erobre regeringsmagten på en nyliberal platform og har derfor foretaget en reel omstilling af sin politik. Jeg vil tro, at vi kommer til at se det samme med partiets holdning til klima og miljø i de kommende år. Her vil Venstre forlade den klimaskeptiske linje fra valget i 2015 og udvikle en klar klimapolitisk profil, fordi det er det, vælgerne vil have,” siger Jørgen Goul Andersen.

Politikernes vilje til at følge dybe strømninger hos vælgerne og ændre politik – også på kerneområder – kan være med til at forklare de fire magtpartiers aktuelle styrke og det faktum, at netop deres vælgere i særlig grad udtrykker mere tillid til politikerne.

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Jørgen Goul Andersen

Professor, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, forfatter
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu