Mens et chok af historiske dimensioner har ramt verdensøkonomien, sidder europæiske finansfolk og forbereder sig på den verden, der kommer på den anden side.  

De ved, der bliver brug for investeringer i den helt store skala til genrejsningen. Stærke kræfter i både politik og erhvervsliv vil arbejde for, at genstarten bliver grøn. Og milliarderne står i kø fra både private og offentlige investorer.  

Kapitalfonde og pensionskasser verden over har længe været på jagt efter de grønne aktiviteter, som investorerne efterspørger. Men der er også en stigende bevidsthed i finansverdenen om, at risikoen for greenwashing er enorm. I det lange løb er det både skadeligt for klimaet og for tilliden til de investeringsfonde, som mange af de grønne milliarder vil samle sig i.  

Det er det problem, EU’s nye klassifikationssystem for bæredygtige investeringer skal rette op på. Den nye taksonomi skal for første gang gøre det muligt at bedømme alle projekter efter den samme standard for bæredygtighed.  

Det er første skridt ud af en ureguleret jungle af grønne investeringer.   

”Det her er kæmpestort,” fremhæver Lars Koch, der er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke. Han forudser, at taksonomien kan få en stor betydning for, hvordan pensionskasser, regeringer og virksomheder verden over investerer.  

”Det har potentiale til at ekspandere globalt. Skal man håbe, at der bliver kickstartet en grøn bølge i finansverdenen, så er det enormt vigtigt, hvordan det grønne bliver defineret.”  

Men som erfaren lobbyist i EU ved han også, at det er en kamp mellem stærke interesser.  

Målet er at gøre det gennemskueligt for danske pensionssparere, amerikanske kapitalfonde og offentlige grønne fonde i hele EU at gennemskue, hvorvidt de penge, de lægger i et projekt, faktisk gør verden mere bæredygtig.  
Det lyder som en næsten umulig opgave. Og det er nok også i det lys, man skal se på resultatet.  

De grundlæggende kriterier er allerede vedtaget

Selv om den nye fælleseuropæiske målestok for grønne investeringer kan få enorme konsekvenser for både økonomi og klima, så har den hidtil fået meget begrænset opmærksomhed i offentligheden – og ikke bare på grund af coronakrisen. For EU-Kommissionen har stort set arbejdet uforstyrret af medier, lige siden den for to år siden indledte arbejdet med at skabe et værktøj, der kan måle økonomiske aktiviteter på en grøn skala.   

Kommissionens arbejde med den grønne taksonomi startede for alvor i juni 2018, da en teknisk ekspertgruppe blev nedsat. Gruppen rådgiver Kommissionen og samler de relevante informationer til at udvikle den nye grønne målestok for investeringer i EU.  

I december kom den foreløbige kulmination på det arbejde: en politisk lovramme for den bæredygtige taksonomi, vedtaget af et bredt flertal i Europa-Parlamentet. 
Kernen i loven er seks kriterier for bæredygtighed: De første to kriterier handler om bekæmpelsen af og tilpasningen til klimaforandringerne. Det tredje handler om bæredygtig brug og beskyttelse af vandressourcer; det fjerde om omstillingen til cirkulær økonomi; det femte om forhindring af forurening, mens det sjette kriterie skal sikre beskyttelsen af og genoprettelsen af biodiversitet og økosystemer.   

Rammeloven slår fast, at en investering kan regnes som bæredygtig, hvis den lever op til ét af de seks kriterier – uden at skade nogen af de fem andre på listen. Det kaldes ”do no significant harm”-princippet.   

Samtidig er det et krav, at investeringen ikke kompromitterer FN’s eller OECD’s standarder for menneskerettigheds- eller arbejdstagerrettigheder.  

Fossile brændstoffer kan regnes som grønne

Men selv om de seks kriterier ser entydigt grønne ud, så åbner der sig en flanke til fossile brændsler, når man ser nærmere på, hvordan principperne skal udmøntes i praksis. I hvert fald hvis Kommissionen som forventet følger ekspertgruppens forslag.  

Det handler om de såkaldte overgangsteknologier.  

Hvis det for eksempel vurderes, at én slags fossilt brændsel – det kunne være gas – bidrager til lavere udledning end et andet fossilt brændsel – det kunne være kul – så anses den fossile gas som en overgangsteknologi og et skridt i den grønne retning, fremgår det af ekspertens tekniske rapport fra juni.  

Hvis der ikke findes et ”teknologisk eller økonomisk opnåeligt klimaneutralt alternativ,” som det hedder i aftalen, kan fossile brændsler inkluderes i taksonomien, så længe deres udledninger er på niveau med sektorens laveste, ikke fastholder en afhængighed af energikilden eller forhindrer udvikling af klimaneutrale alternativer.  

Et andet smuthul for investeringer i aktiviteter, som ikke i sig selv er grønne, er forslaget om, at en økonomisk aktivitet også skal anses for bæredygtig, hvis den bidrager med såkaldt greening, for eksempel ved at muliggøre andre aktiviteters drivhusgasreduktion. Et princip, der også er indbygget i den politiske aftale fra december. 

Men det er en tankegang, der bekymrer medlem af Parlamentets økonomiudvalg for Parlamentets grønne gruppe Kira Marie Peter-Hansen fra SF:  

”Jeg synes, det er ærgerligt. Både fordi det ikke bidrager positivt til den grønne omstilling, men også fordi det udvander taksonomien,” siger SF’eren om inklusionen af de såkaldte overgangsteknologier. 

”Det er ikke rigtig godt, men det er ikke kul,” forklarer Ditte Maria Brasso Sørensen, der er ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet og til daglig rådgiver danske universiteter om europæisk politik.    

”Hvis man kigger lidt i krystalkuglen, kan man godt regne ud, at det ikke er den bedste løsning om ti år. Men lige nu er det ikke den sorteste,” uddyber hun. 
Og dermed indrammer hun hele tankegangen i EU’s taksonomi: Hellere belønne det mindst ringe valg end at sætte urealistiske krav om rene, grønne løsninger.  

For danske pensionssparere og andre investorer betyder det, at de – selv hvis de aktivt vælger at flytte deres penge til investeringsfonde, der overholder EU-taksonomiens kriterier – alligevel risikerer at placere pengene i fossile brændstoffer. 

Det eneste, der er hundrede procent udelukket fra at få EU’s grønne stempel i den nye taksonomi, er kul. 

Et spørgsmål om manglende mod 

Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i Is-, Klima- og Geofysik på Københavns Universitet og sidder i FN’s klimapanel mener ikke, at der fra et videnskabeligt perspektiv er noget godt argument for at inkludere transitionsteknologier i en grøn taksonomi  

”Hvis jeg kun tager de faglige briller på, er det egentlig ret sort/hvidt. Der er kun grønt og sort, ikke nogen mellemting,” siger han. Men transitionsteknologier kan være et nødvendigt første skridt, ”hvis der skal være noget pragmatik i det,” som han siger: ”Det vigtige er først og fremmest, at man er klar over, hvad taksonomien indeholder. Hvis den er transparent, så er det sådan set i orden at blande nogle kilder, så længe de bliver rubriceret som overgange.” 

Det skal med andre ord minimum være gennemsigtigt for investorerne, at ikke alle investeringer, der får EU’s grønne stempel, er lige grønne, mener han. 

Fortalere for overgangstanken vil fremhæve, at der findes olietyper, som er mindre skadelige end andre, så hvorfor ikke promovere dem og tage de små forbedringer? Men der synes Hesselbjerg alligevel, at man skal være opmærksom og holde øjnene på bolden. 

”Handler det om, at man vil pumpe det sidste ud af Nordsøen? Det kan godt virke på mig, som om det er de tanker, der ligger til grund for det. Altså… De har ikke modet til at lukke de her fossile aktiviteter ned."  

De har ikke modet? 

”Nej, det tror jeg ikke. For det er meget store finansielle elementer i verdensøkonomien, som er bundet op på det her. Så det skal både politikere og investorer have mod for at flytte væk fra,” påpeger klimaprofessoren. 

Spørger man Konservatives EP-medlem, Pernille Weiss, giver det god mening at inkludere fossile brændsler som olie og gas i den grønne taksonomi. Det er en nødvendig og realistisk prioritet. 

"Der er en romantisk forestilling om, at vi kan gå fra sort til grøn med et fingerknips. Det kan vi ikke, så havde vi allerede gjort det,” siger Pernille Weiss og forklarer, at hendes fokus er på målet om CO2-neutralitet i 2050. ”Og så har vi fra nu af og 30 år frem til at gøre, hvad der skal gøres. Der vil være en periode, hvor der optræder fossile energityper i vores kabale af energiforsyninger, og derfor er det da åndssvagt ikke at tage de mindst sorte, så man kan presse de mest sorte ud.”  

Hun anser det for sund pragmatisme, at en ekspertgruppe, der rådgiver Kommissionen i grøn omstilling af de europæiske finansstrømme, ender med at anbefale fossile brændsler. Den klimaneutrale fremtid får vi ikke i morgen, og derfor må vi forvente en overgangsperiode, hvor det sorte langsomt bliver mindre og mindre sort, indtil det bliver grønt.  

En anden forklaring kan ligge i ekspertgruppens sammensætning.   

Diversitets-washing

Det er den lettiske EU-kommissær Valdis Dombrovskis, der har ansvaret for den europæiske finanssektor, og som har det politiske ansvar for den nye, grønne taksonomi. Da han præsenterede den tekniske ekspertgruppe i 2018, beskrev han den som en ”mangfoldig og højtkvalificeret gruppe af eksperter, som vil gå i gang med at arbejde på at fastsætte, hvilke økonomiske aktiviteter der i sandhed er grønne.”  

Hvor mangfoldig ekspertgruppen er, kommer nok an på øjnene, der ser:

Ud af 35 medlemmer repræsenterer 19 forskellige dele af finanssektoren. Derudover arbejder to medlemmer med finansforskning, fem repræsenterer industrien – primært energisektoren – og fire medlemmer kommer fra konsulenthuse og tænketanke, heraf to personligt udpegede medlemmer med tæt tilknytning til henholdsvis den italienske og den polske præsident.

(Klik her for at åbne grafikken i et nyt vindue)

De sidste fem medlemmer af ekspertgruppen er ngo’er, der alle arbejder med bæredygtige investeringer. Fire af disse er dog delvist afhængige af partnerskaber, sponsorater eller salg af ydelser til finanssektoren, mens de to er direkte sponsoreret af finanssektoren. Den sidste hedder Financewatch  (ikke at forveksle med det danske medie Finanswatch, der udgives af JP-Politiken) og er finansieret af en bredt sammensat medlemsskare af interessenter fra hele samfundslivet. 

Ingen klima- eller miljøeksperter uden forbindelser til investeringssiden har siddet med ved det bord, hvor det skulle afgøres, hvorvidt en investering vil nedbringe CO2 eller være til gavn for miljøet. ”Klimaet er blevet skrevet ud af ligningen,” som klimaprofessor Jens Hesselbjerg Christensen udtrykker det. 

Hvem varetager klimaets interesser i rummet? 

Som klimaforsker ærgrer Jens Hesselbjerg sig over, at det i vid udstrækning er folk med baggrund i finans, forsikring og bankvæsen, der lige nu sidder med afgørende indflydelse på, hvordan bæredygtige investeringer defineres på EU-niveau i den nye taksonomi.  

Han mener, det ville give god mening at lade eksperter i klimaet bidrage til arbejdet ved at zoome ind på de naturfaglige elementer, når principperne fra aftalen skal oversættes til brugbare definitioner.  

Men sådan går det tit, konkluderer han: ”Klimaet er ofte bare ét element. Og når alle de andre ting flytter sig samtidig, så hører man ikke længere på den stemme, der handler om klima.” 

Med sin erfaring, både som førende klimaforsker og en, der er godt bekendt med politiske processer, forklarer han, at det ofte sker, når man forsøger at regulere en sektor ud fra klimahensyn. Sektoren kommer i første række. ”Det spørgsmål, man skal svare på, bliver afkoblet fra problemet,” siger han. Og med problemet mener han her: klimaforandringerne.  

Riyong Kim er direktør for Decision Metrics and Finance ved det EU-støttede Climate-KIC, der selv har haft en repræsentant i ekspertgruppen. Hun arbejder på at integrere finansmarkederne i klimaspørgsmålet, både fordi de mangler for alvor at forstå de investeringsrisici, som er forbundet med klimaforandringerne, og også fordi de kan spille en stor rolle i at styre pengestrømme i en klimavenlig retning.  

Også hun oplever, at arbejdet i ekspertgruppen er foregået meget på finansverdenens præmisser. Derfor har hun heller ingen forventning om, at den nye taksonomi vil skabe grønne revolutioner. 

”Taksonomien er ikke ambitiøs; den er et udgangspunkt. Jeg havde gerne set, at der havde været nogle værktøjer til at skubbe investorer mod aktiviteter, som faktisk kan nedsætte udledninger,” siger Riyong Kim. 

Klimaet har simpelthen manglet stærke stemmer i rummet, mener Lars Koch: 

”Hvis du kun har finansfolk i rummet, så får du ikke det grønne perspektiv på økonomien. Hele den her silotænkning er problemet, når man beder de folk, som har skabt problemerne, om at løse dem,” siger Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke.  

Han har tit set misundeligt på de store banker og revisionsselskaber, når der er blevet uddelt poster i vigtige ekspertgrupper. ”Jeg er selv lobbyist, så jeg vil jo også gerne være med i sådan noget her. Men det kommer jeg bare ikke,” erkender han og understreger så, at det ikke kun er hans ego, der står for skud her.  

Ligesom Jens Hesselbjerg Christensen fremhæver Lars Koch det forhold, at ens måde at tænke på er farvet af det felt, man arbejder i. ”Jeg taler ikke om, at man skal ekskludere finansfolkene,” siger han.  

”Det er altså bare et spørgsmål om at få lidt balance i det. Og det er ikke bare økonomi. Vi kan ikke fortsætte en udvikling, hvor vi koger planeten uden at tage hensyn til det, fordi det kan betale sig. Vi er nødt til at tage det grønne perspektiv med, og det er i al respekt ikke det, finansfolk er bedst til.” 

Mange er blevet hørt  

Ideen om at placere finanssektoren centralt i udarbejdelsen af den grønne taksonomi, hænger sammen med det, man kan kalde samskabelsestanken i Bruxelles, forklarer EU-rådgiver Ditte Maria Brasso Sørensen. 

Kommissionen har et relativt lille bureaukrati og er derfor ofte afhængige af hjælp udefra. ”Det er ikke usædvanligt, at EU har et meget tæt parløb med den industri eller sektor, som de vil regulere.”  

Med den praksis gør EU-Kommissionen udsat for lobbyisme fra stærke interessenter. Den grønne taksonomi har et potentiale til at skubbe enorme pengestrømme i en ny retning. Så der er en stor værdi for finanssektorens forskellige aktører i at være med til at definere, hvad en bæredygtig investering er.  

For at kompensere for den manglende faglige diversitet i ekspertgruppen har man lavet nogle såkaldte outreach-spor, hvor ekspertgruppen er forpligtet til at inkludere aktører, ngo’er og forskere i forskellige workshops.  

Der har også været to feedbackrunder i løbet af ekspertgruppens toårige arbejde, hvor enhver har kunnet bidrage med kritik eller forslag til konkrete rettelser. I sidste ende er det dog op til ekspertgruppens medlemmer at beslutte, hvilken feedback der er mest relevant. ”De er filteret,” som Ditte Maria Brasso Sørensen fra KU konkluderer. 

En af dem, der har givet arbejdsgruppen en kritisk skriftlig feedback, er lektor fra Københavns Universitets Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi Thorsten Treue, som er specialist i de socioøkonomiske og politiske aspekter ved bæredygtigt skovbrug i udviklingslande. 

På grund af et feltstudie har Treue ikke mulighed for at uddybe sin kritik af ekspertgruppens arbejde mundtligt, men i en mail skriver han, at ”taksonomien ikke tog tilstrækkelige hensyn til biofysisk og socioøkonomisk/politisk bæredygtighed.”

Riyong Kim har selv baggrund i skovbrug, og med den faglige kasket på har også hun peget på faglige problemer i sine skriftlige tilbagemeldinger til ekspertgruppen. ”Jeg var meget kritisk, fordi nogle af tingene var tydeligvis skrevet af folk, som ikke er eksperter på området,” siger hun og husker, at termerne afskovning, genskovning og skov-restoration blandt andet blev blandet sammen i samme kategori, hvilket hun mente, var fagligt helt forkert. ”Men det kan nu jeg se, at de har adskilt, så det er jo rigtig godt. Jeg kan i hvert fald konkludere, at der er blevet lyttet til nogle af tingene.”  

Riyong Kims organisation, Climate-KIC, er selv repræsenteret i ekspertgruppen gennem bestyrelsesmedlem Sandrine Dixson-Declève, som er direktør ved Cambridge Universitys institut for bæredygtig ledelse.  

Climate-KIC dels støttet af EU og henter dels sine penge fra betalte partnerskaber med virksomheder, myndigheder og organisationer fra især Østeuropa. Riyong Kim gætter selv på, at organisationen har fået plads i gruppen på grund af et tæt samarbejde med den europæiske klimainnovationsindustri.

Hun mener, at Kommissionens afdeling for finansiel stabilitet og kapitalmarkeder, DG Fisma, har satset på at lave en taksonomi, som de finansielle aktører kunne tage medejerskab på. Derfor den store overvægt af finansfolk i ekspertgruppen. 

”Der er brug for at oversætte klimaet til finanssprog. Det har der ikke været nok af,” siger hun. Og det er denne pragmatiske ånd, man skal se det i.  

Et ulige magtforhold 

En af dem, der ser med bekymring på finanssektorens fremtrædende rolle i arbejdet med at regulere branchens eget salg af grønne investeringer, er SF’eren Kira Marie Peter-Hansen fra Europa-Parlamentets grønne gruppe.  

Hun har generelt tillid til, at Kommissionens embedsværk kan levere sparring på nogle af de naturvidenskabelige spørgsmål. ”Men selvfølgelig er der en tendens til at tage de tunge industrier med i lovgivningsarbejdet. Så det er også udtryk for, at der er et ulige magtforhold, der ikke er helt lige mellem de tunge industrier og ngo'erne,” siger hun.  

Der er et ulige magtforhold, siger du? 

”Der er jo helt sindssygt mange lobbyister og selvfølgelig er mange af dem også fra ngo'er og civilsamfundsorganisationer, men det er primært de store industrier,” siger hun. Som medlem af Parlamentets økonomiudvalg er hun blandt de parlamentsmedlemmer, der er tættest på processen. Og hun synes derfor også, det er sigende, at dem, hun primært har været i dialog med om dette spørgsmål, er bankernes brancheorganisation Finans Danmark.  

”De grønne organisationer har færre ressourcer til at prioritere lobbyisme, og derfor er der et mismatch i, hvilke inputs der kommer udefra. Og det farver også politikken,” konkluderer hun.  

Kritikken om den manglende diversitet og repræsentation er Nathan Fabian, ekspertgruppemedlem og chef for ansvarlige investeringer i ngo'en Principles for Responsible Investment, ikke enig i.

”Klimaforskere er vigtige for os,” siger han til Mandag Morgen. ”Der var mange kilder til klimavidenskabelig ekspertise i løbet af denne proces. Og der var klare klimamæssige mål, som ekspertgruppen blev bedt om at løse.” 

Hvis klimavidenskaben er vigtig, hvorfor var der så ikke nogen klimaforskere med i ekspertgruppen til at filtrere de relevante videnskabelige informationer? 

"Fordi klimatilpasningsmålene var givet på forhånd. De var fastsat af Kommissionen. Gruppens opgave var at tænke over, hvordan man etablerer nogle kriterier, som redegør for industriernes performance, og det er ikke det, man primært vil sige er en klimaforskers job.” 

Climate-KIC’s Riyong Kim mener, at det havde været gavnligt for ekspertgruppen at have mere naturfaglig ekspertise om bord i inderkredsen. Hun kan dog også godt se, at det vil være en udfordring at inkludere alle relevante faglige baggrunde i en enkelt ekspertgruppe. Det vigtigste er, at der sker noget nu, og taksonomien er kun første fase, mener hun.  

”Ekspertgruppen har arbejdet hårdt for det, og nu er taksonomien lavet. De bragte ikke alle de eksperter på banen, men prøvede at bruge nogle af vores kommentarer, og nu er de så kommet frem til noget, der hjælper os med at klassificere, hvad der er grønt, og hvad der ikke er. Nu koncentrerer jeg mig om næste fase.” 

Og den næste fase kommer, er Kim overbevist om. Den grønne revolution af økonomien er ikke kommet endnu. Men den nærmer sig. I høj fart. 

”Det er virkelig vigtigt at holde godt øje med det her. Se på, hvor hurtigt finanssektoren har rykket inden for de sidste fem år. Jeg tror, den ambition, som er sat her, vil blive forældet om et par år, fordi finanssektoren er ved at forstå, at det her altomfattende problem ikke bare koster penge, men vil påvirke deres forretninger fundamentalt.”