Ledelsesscenen: Øget rum til offentlig ledelse skal findes i fællesskab

Fagbevægelse, ledere og innovationsministeren er - med enkelte undtagelser - alle begejstrede for Ledelseskommissionens 28 anbefalinger til bedre ledelse i den offentlige sektor. Og alle er enige om, at en eventuel modernisering af overenskomsterne skal ske i samarbejde med de ansatte.

Fra venstre: Svend Askær, formand for Lederne, Henning Thiesen, Djøf-formand, Allan Søgaard Larsen, formand for Ledelseskommissionen, Solvejg Schultz Jakobsen, sekretariatschef i KL, og Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Mandag Morgen.
Fra venstre: Svend Askær, formand for Lederne, Henning Thiesen, Djøf-formand, Allan Søgaard Larsen, formand for Ledelseskommissionen, Solvejg Schultz Jakobsen, sekretariatschef i KL, og Lisbeth Knudsen, chefredaktør og direktør for Mandag Morgen.Foto: Anders Rostgaard Birkmann
Anders Rostgaard BirkmannKlaus Dalgas

Ledelseskommissionens 28 anbefalinger til bedre ledelse i den offentlige sektor blev torsdag en naturlig ramme for en stor del af debatten på Ledelsesscenen på Folkemødet.

Det skete med deltagelse af Allan Søgaard Larsen, formand for Ledelseskommissionen, Henning Thiesen, formand for Djøf, Nanna Højlund, næstformand i LO, Solvejg Schultz Jakobsen, sekretariatschef i KL, Svend Askær, formand for Lederne, og med Lisbeth Knudsen, Mandag Morgen's chefredaktør og direktør, som ordstyrer.

Ledelseskommissionen er blevet kritiseret af flere forskere for at hælde gammel vin på nye flasker. Allan Søgaard Larsen erkendte da også, at hovedbudskabet om at "sætte borgerne i centrum" nok er hørt et par gange eller tre, siden det første gang blev lanceret i starten af 1980’erne.

”Men det er jo fortsat utroligt vigtigt at holde fokus på borgerne, og med denne rapport er der grund til at tro på, at det kan føre til noget konkret, fordi rapporten er så grundig, som den er,” sagde Allan Søgaard.

Fagbevægelse, ledere og politikere er da også enige om, at kommissionens rapport er god og spændende og særdeles grundig i sin research, hvilket giver tro på, at anbefalingerne denne gang faktisk kan føre til konstruktive ændringer i den offentlige ledelsesstruktur.

DJØF-formand Henning Thiesen udtrykte det således:

”Det er et fantastisk godt stykke arbejde, kommissionen har lavet. Det skal bruges konstruktivt og ikke blot stilles på en bogreol for at samle støv. Derfor vil vi til efteråret lave en række arrangementer landet over, hvor vi vil diskutere kommissionens anbefalinger med vores medlemmer og finde måder, hvorpå vi kan bruge nogle af anbefalingerne i det daglige arbejde.”

Uenighed om overenskomster

På et enkelt område har Ledelseskommissionens rapport dog skilt vandene. Det handler om kommissionens anbefaling nummer 9 og 10 under overskriften ’Samarbejdssystemet skal forenkles’.

Her skriver kommissionen, at "de faglige organisationer skal bidrage til at modernisere og forenkle overenskomster og arbejdstidsregler for dermed at muliggøre en lokalt forankret, tværfaglig, fleksibel og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet til gavn for borgerne".

Ligeledes mener kommissionen at MED-systemet, dvs. de lokale udvalg på det kommunale og regionale område, der giver de ansatte mulighed for medbestemmelse og medindflydelse på arbejdsforhold og beslutningsprocesser, trænger til et serviceeftersyn.

Disse anbefalinger fik straks efter præsentationen FTF-formand Bente Sorgenfrey til i skarpe vendinger at kritisere kommissionens udspil:

”Jeg mener ikke, at overenskomsterne hæmmer ledernes muligheder for lokalt at tilrettelægge medarbejdernes arbejdstid og arbejdsvilkår. Der er så stor mulighed for fleksibilitet, at det sagtens kan rummes inden for de formuleringer, der er i overenskomsterne. Disse anbefalinger burde være skrottet,” sagde hun til dagbladet Politiken forud for tirsdagens præsentation af anbefalingerne og gentog kritikken på det velbesøgte pressemøde senere samme dag.

Ærgerlige anbefalinger

Heller ikke LO er begejstrede for netop disse to anbefalinger.

”Det er lidt ærgerligt, at det står i rapporten, for vi diskuterer det jo allerede ved overenskomstforhandlingerne. Der findes ikke noget quick fix til at ændre overenskomsterne, det er noget, vi diskuterer med hinanden ved forhandlingsbordet. Der er ikke noget nyskabende i det her,” sagde Nanna Højlund, næstformand i LO, og tilføjede:

”Og så vil jeg vil godt understrege, at vi har et fantastisk MED-system i Danmark, hvor medarbejdere og ledelse har mulighed for i fællesskab at finde løsninger på fælles udfordringer.”

Ledelseskommissionens analyser viser, at MED-systemet årligt koster kommunerne omkring 2.000 årsværk, og at dette ressourceforbrug ikke står i rimeligt forhold til det udbytte, der kommer ud af samarbejdet mange steder.

”Det kan godt være, at det ikke fungerer optimalt alle steder, men selve systemet er fremragende, og det skal vi da bevare,” sagde Nanna Højlund.

Forslaget om at gøre overenskomsterne mere fleksible blev også fremhævet af Produktivitetskommissionen i 2014, der dengang skrev:

”Sammenlignet med private overenskomster lægger offentlige overenskomster i mindre omfang op til lokale tilpasninger af for eksempel arbejdstidsregler, som giver mulighed for at udnytte ressourcerne mere effektivt. Det kan besværliggøre en effektiv planlægning for eksempel af arbejdstid på tværs af faggrænser.”

I Djøf er formand Henning Thiesen heller ikke enig i, at overenskomsterne skulle udgøre et problem.

”Jeg mener ikke, at det er overenskomsterne, der lægger hindringer i vejen for god offentlig ledelse. Overenskomsterne er gode nok, og det er en ledelsesopgave at styre det. Vi kan og skal selvfølgelig tale sammen om, om der er ting, der kan forenkles og gøres bedre. Det vil vi meget gerne, men vi skal gøre det sammen og i fællesskab og i enighed,” sagde Djøf-formanden.

I ledernes hovedorganisation er der - måske ikke overraskende - tilslutning til kommissionens forslag.

”Det er utroligt vigtigt, at vi får skabt noget mere rum til ledelse, så vi fremover kan rekruttere arbejdskraft og nye ledere til den offentlige sektor. Hvis mere ’moderne’ overenskomster kan være med til at skabe større rum til ledelse, så skal vi da kigge på det,” sagde Lederne-formand Svend Askær, der ikke forstår de faglige organisationers modstand på dette punkt.

”Det er jo noget, vi skal finde løsninger på i fællesskab, og det skal ske i samarbejde med de ansatte. Men når man laver overenskomster, skal der være plads til ledelse, og det skal vi da snakke om,” sagde Svend Askær.

Han peger på, at rapportens anbefalinger omkring overenskomsterne i høj grad er skrevet til politikerne, som jo er arbejdsgivere i forhold til de offentligt ansatte.

”Det er jo ikke os som ledere, der laver overenskomsterne. Det er politikerne, og derfor er dette et råd til politikerne om at indtænke ledelsesrummet mere end hidtil, når der forhandles og diskuteres overenskomster. Og det bifalder vi så absolut,” sagde Svend Askær.

Ikke en boksekamp

Kommissionsformand Allan Søgaard Larsen er overrasket over den relativt hårde kritik, som disse anbefalinger har fået af fagbevægelsen.

”Vi har dristet os til at sige, at det nok er en god idé at se på overenskomsterne og MED-systemet. Det har medført en øjeblikkelig reaktion. Men jeg vil godt understrege, at samtlige medlemmer af kommissionen er enige om, at det skal ske i samarbejde med medarbejderne. Forandringer skal ske i en fælles forståelse,” sagde Allan Søgaard Larsen.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) er også indstillet på, at forandringer på disse områder skal gennemføres i samarbejde med de ansatte.

”Jeg synes, at det er nogle spændende anbefalinger omkring overenskomsterne og MED-systemet. Der er bestemt behov for at modernisere overenskomsterne, men det skal naturligvis ske i dialog med medarbejderne. Det er ikke en boksekamp, vi skal i gang med,” sagde ministeren under et interview med Lisbeth Knudsen, inden panelet gik på scenen.

”Vi har allerede ved de seneste overenskomstforhandlinger lavet mindre delaftaler, der giver mere rum til ledelse, og det er bestemt værd at snakke videre om,” sagde Løhde.

Se Allan Søgaard Larsen svare på kritikken i klippet herunder:

Du kan også høre hele Lisbeths Knudsens interview med Sophie Løhde her:

SE OGSÅ:

Her kan du møde Mandag Morgen og Altinget på Folkemødet

Ledelseskommissionen: Ledere skal gå på arbejde for borgernes skyld

Løhdes rådgivere: Større frihed til offentlige ledere

Omtalte personer

Allan Søgaard Larsen

Medejer, Duos, medstifter, LøkkeFonden, formand, Welfare Tech, fhv. koncernchef, Falck
cand.mag. (Aarhus Uni. 1981)

Henning Thiesen

Selvstændig rådgiver, fhv. formand for Djøf
cand.jur. (Aarhus Uni. 1977)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu