Da Ekstra Bladet i sidste uge velfortjent vandt årets Cavlingpris for afsløringen af hemmelige rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste om børnene i de syriske fangelejre, takkede journalisterne deres kilder i efterretningsvæsenet. Uden dem, var børnene formentlig aldrig kommet hjem til Danmark. Heller ikke i de afslørende artikler, der udkom i marts, lagde journalisterne skjul på, at det var FE-kilder, der havde givet dem adgang til en rapport med advarsler om, at de danske børn var i risiko for at blive bortført af IS og brugt til terror mod Danmark.

Historier, der bygger på anonyme kilder, skal bakkes op af håndfaste fakta eller bekræftes af flere af hinanden uafhængige kilder, før medier vælger at publicere dem. Men disse basale journalistiske principper udfordres i sagens natur, når anonyme kilder fortæller om hemmelige oplysninger fra indersiden af Danmarks spiontjeneste.

Det er ikke altid muligt at få den slags oplysninger bekræftet af flere kilder, og ikke alt findes på skrift.

I bagklogskabens lys, ser det ud som om, medierne i en række af sagerne kunne have beskyttet whistleblowerne i spiontjenesten bedre. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Men kan man i stedet henvise til, at kilden selv arbejder i FE og har været tæt på sagen, så stiger troværdigheden. Især hvis man kan flage inside-viden og detaljer, som kun insidere kan kende til.

Derfor er det ud fra en journalistisk synsvinkel forståeligt, at journalister har ønsket at fortælle, at de havde kilder i efterretningsvæsenet i de historier, der nu er i centrum for kampagnen mod ulovlige læk. Det øger simpelthen troværdigheden af de oplysninger, medierne bringer frem. Men selvom kildeangivelsen er diffus og ikke peger mod enkeltpersoner, så er spørgsmålet, hvordan den kan blive brugt imod de kilder, der lige nu er sigtede – måske på grund af deres kontakt til medierne.

I bagklogskabens lys ser det ud som om, medierne i en række af sagerne kunne have beskyttet whistleblowerne i spiontjenesten bedre. Med det, vi ved i dag, virker kildeangivelser som den i artiklen her for eksempel overflødig:

”Ekstra Bladet erfarer fra FE-kilder, at FE i sin meddelelse til regeringen oplyste, at man fra en troværdig samarbejdspartner havde fået oplysninger om, at børn helt ned til 13 år var blevet smuglet ud af lejrene af Islamisk Stat, hvorefter de havde modtaget militant træning med henblik på at udføre terrorangreb i børnenes hjemlande.”

FE-rapporten med advarslen om bortførelser af børn fra de syriske fangelejre blev sendt til hele fire ministerier. Der var altså flere kilder udenfor FE, der også havde adgang til rapporten. Hvis avisen havde undladt at henvise til ’FE-kilder’, så havde mistanken måske ikke rettet sig så entydigt mod dem.

”Nyt læk”

I artiklen ”Nyt læk: PET erkender alvorligt svigt i sag om fængslet spion” gør Berlingskes journalister ligefrem et nummer ud af, at efterretningskilder igen og igen lækker ting til pressen. Denne gang om, at Politiets Efterretningstjeneste undlod at hjælpe en dansk spion, da spansk politi satte ham i fængsel for hans handlinger i Syrien i PET’s og FE’s tjeneste.

”Det er tredje gang på få måneder, at personer med kendskab til klassificerede 'Syriensager' lækker deres viden til pressen,” skriver avisen, og i et efterfølgende afsnit levnes der ikke tvivl om, hvor de lækkede oplysninger kommer fra:

”Berlingske erfarer, at der i både Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste er frustration over regeringens og de øverste myndigheders håndtering af ’sikkerhedssager’, der ifølge kritikere ’politiseres’, så efterretninger ikke skader regeringens politik (…) og vurderingen er, at det er forklaringen på de usædvanlige læk til pressen,” skriver avisen og peger dermed pilen direkte ind i tjenesten selv.

Behind the scenes med journalisten og hans efterretningskilde

Også i afsløringen af den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s aflytninger af danske virksomheder, myndigheder og udenlandske statsledere, giver DR et klart indtryk af, at whistleblowere i efterretningstjenesten er blandt kilderne til historien.

Selvom det aldrig siges direkte, så levner den dramatiske beskrivelse og de informationer, der gives om kilden og hans viden, ingen tvivl hos lytterne om, at det er en insider fra efterretningstjenesten.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Det lykkedes faktisk journalisterne at få adgang til fortrolige rapporter, der dokumenterer historien sort på hvidt. I dag kan man derfor undre sig over, at de ikke nøjedes med at henvise til dette solide papirspor i stedet for at lade offentligheden vide, at lækket af dem kom fra tjenesten selv.

Lad mig understrege, at jeg har den største respekt for de journalister, der har vovet og evnet at begive sig ind i den vanskelige balancegang, det er at rapportere fra spionernes tusmørkeland. Det kræver kyndig og grundig undersøgende journalistik at få disse kilder i tale og stor analysekraft at filtre sandheden ud af de mange modstridende oplysninger og interesser i disse sager.

Det er væsentlige historier, der alle fortjener at blive lagt frem for den danske offentlighed, og det er kun lykkedes, fordi journalisterne undervejs har opbygget et tillidsforhold til kilder, der ellers har lært ikke at stole på nogen. Det er også tydeligt, at alle, der har arbejdet med disse historier, har gjort sig store anstrengelser for at leve op til den tillid og beskytte kilderne – for eksempel ved at undlade almindelig digital kommunikation og mødes fysisk i stedet. Og langt fra alle bruger så direkte kildehenvisninger som Ekstra Bladets ’FE-kilder’.

Men det fjerner selvfølgelig ikke det journalistiske dilemma: Hvordan kan man fortælle nok om sine kilder, til at det underbygger historiens troværdighed, men samtidig fortælle så lidt, at det er svært at regne ud, hvem de er.

I dag, hvor man ved, hvor intens jagten er på de interne sladrehanke, er det værd at tænke over, om det virkelig var nødvendigt at give så mange vink med vognstangen om, hvor informationerne kom fra.

I podcasten Genstart kan man høre, hvordan en DR-journalist mødes med en kilde med ”insideviden”. Kilden henter journalisten i bil på et aftalt mødested og kører ham først den ene og så den anden vej til et hemmeligt sted, hvor de kan tale sammen langt fra deres mobilers indbyggede gps-sladrehanke. Kilden beskrives som ”en person, der har været der”, og som en, ”der har direkte viden” om ”et tophemmeligt samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og amerikanske NSA”.

Selvom det aldrig siges direkte, så levner den dramatiske beskrivelse og de informationer, der gives om kilden og hans viden, ingen tvivl hos lytterne om, at det er en insider fra efterretningstjenesten.

Talte Krasnik over sig på tv?

Også chefredaktør Martin Krasnik kom til at lyde som en, der talte over sig, da han forleden på tv skulle forklare, hvorfor Weekendavisens journalister ikke ville lade sig afhøre af PET.

”Vi diskuterer ikke vores kilder med politiet,” siger han til Presselogen og uddyber derefter: ”Historien er, at der sidder et menneske i Hillerød arrest lige nu. Vedkommende har siddet der i over fire uger, mistænkt for at have lækket vigtige oplysninger”, og fisketuren hos pressen er ”… et forsøg på at bygge en sag mod den her person.”

Personen – har vi siden lært – er den hjemsendte spionchef Lars Findsen, som måske med Krasniks udtalelse har fået endnu sværere ved at overbevise en dommer om, at han ikke er en af de kilder, som Weekendavisen gerne vil beskytte.

Krasnik og de øvrige mediechefer gør ret i at beskytte journalisterne fra at tale over sig og kilder fra at blive brændt i efterretningstjenesternes jagt på deres egne whistleblowere. Og det tydeligste signal, journalisterne kan sende til deres kilder lige nu er: Vi taler ikke med PET om jer overhovedet. Særligt i en situation, hvor journalisterne måske allerede har gjort jorden unødigt varm for deres kilder fra de hemmelige tjenester. 

Pressens og efterretningstjenesternes rolle

En efterretningstjeneste skal forsvare landet, ikke bare sig selv eller regeringens spinmaskine. Derfor må vi glæde os over, at der i Danmark findes en kritisk presse, der har modet og evnerne til at afsløre det, hvis spiontjenesten eller det hemmeligt politi glemmer, hvem de skal tjene.

Den hjemsendte chef for FE, Lars Findsen, sidder varetægtsfængsel i Hillerød arrest. Sigtelserne mod ham er hemmelige, men det ligger fast, at de hører under den såkaldte 'landsforrædderparagraf'. Også tre andre medarbejdere i FE er sigtede. Det falder sammen med PET's advarsler til en stribe danske medier om, at også de kan risikere sigtelser efter samme paragraf, hvis de videreformidler hemmeligstemplede oplysninger. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Lækkene fra FE og PET har bidraget til en vigtig diskussion om det danske efterretningssamarbejde med USA, hvor brud på beskyttelsen af danskere og danske virksomheders hemmeligheder kan have indgået i en slags byttehandel med NSA. Historierne har også afsløret en politisering af efterretningstjenesten, hvor faktuelle oplysninger, der ikke underbygger regeringens politik, holdes tilbage fra Folketinget.

Det har åbnet diskussioner, der er vigtige for et demokrati, og derfor har vi meget at takke de journalister for, der har kastet lys over sagerne. Forhåbentlig tørrer deres kilder ikke ud netop nu, hvor nationen i den grad savner svar på, hvorfor landets spionchef på sjette uge er spærret inde i et sjællandsk arresthus. Sandsynligvis af helt andre grunde, end dem PET nu har fået os alle sammen til at gætte på.