Joe Earle læste makroøkonomi ved universitetet i Manchester, mens Grækenlands økonomi krakkede. Eurozonen ulmede, samtidig med at han terpede økonomiske modeller, han ikke kunne forbinde med virkeligheden. Græske regeringer holdt i kortere tid end det år, kurset i makroøkonomi varede, og selv om Joe Earle spurgte og ledte, fandt han ingen svar på det, han så udfolde sig. Den økonomiske teori, han blev præsenteret for, var simpelthen ikke dækkende, så i 2012 begyndte han selv at lede efter svarene. 

"Lige som mange andre var jeg begyndt at læse økonomi, fordi jeg ville forstå den, og fordi jeg ville have indflydelse på den. Men undervisningen var frakoblet det, der skete i verden," siger Joe Earle.

Det blev udgangspunktet for studenternetværket Post-Crash Economics Society, som i 2014 slog sig sammen med andre grupper, der havde oplevet det samme som Joe Earle. Sammen blev de til det globale netværk Rethinking Economics, og i dag er de godt 70 afdelinger, der i lande så forskellige som Israel, USA, Sverige, Uganda, Indien, Australien og Polen kritiserer den måde, der bliver undervist i økonomi på universiteter verden over. Den neoklassiske økonomiske teori er ikke nok. Pensum skal udvides, de studerende skal introduceres til alternative teorier som for eksempel marxistisk, feministisk, adfærdsteoretisk og økologisk, og de skal læse mere økonomihistorie, mener Rethinking-studerende på universiteter som Cambridge, St Andrews, Uppsala og nu også på Københavns Universitet.

"Vi er over det hele i dag. I erhvervslivet, i ministerierne, i energisektoren og i styrelserne, og på den måde har vi stor indflydelse allerede," siger Joe Earle, der sammen med Cahal Moran og Zach Ward-Perkins skrev bogen Econocracy, der blev et kampskrift for bevægelsen i 2016 godt et årti efter finanskrisen: en tid, hvor renten var historisk lav, klimaet var blevet til en økonomisk faktor, og uligheden var stigende.

"Om hvordan tre studerende skabte en global krise i økonomi," skrev The Guardian i sin rubrik om bogen og kaldte de tre Manchester-studerendes aktiviteter for en af årtiets mest bemærkelsesværdige protestbevægelser. Forordet til bogen er skrevet af cheføkonomen i den britiske nationalbank.

"Vi har støtter i toppen af det økonomiske liv. Cheføkonomer i ministerier, økonomiske journalister som Financial Times’ Martin Wolf og også Andy Haldane i Bank of England. Det har gjort, at vi blev taget alvorligt fra begyndelsen, og vi oplever, at der har været åbenhed for nye tanker f.eks. i ministerierne, hvor vi også har skabt netværk som Exploring Economics, der advokerer for alternative teorier i politik."

På universiteterne er forandringerne derimod gået langsommere.

"Universiteter som Goldsmiths og Greenwich (offentlige universiteter i London, red.) har ændret deres pensum fuldstændigt, efter at vi har startet diskussionen, mens der på de andre universiteter ikke er sket meget. Her satser vi på et generationsskifte."

Mellem stat og marked

Bevægelsen skal ikke ses som et angreb, ifølge den danske Rethinking Economics-formand, Mads Falkenfleth.

"Det er opråb: ’Kom nu, vi vil have flere redskaber i værktøjskassen, end der er inden for mainstreamøkonomien’", siger Mads Falkenfleth, der i 2012 cirka samtidigt med Kritiske Politter i København begyndte at organisere sig i DSS, Dansk Samfundsøkonomisk Selskab. De opdagede gruppen i Manchester, så én i tyske Tübingen, og så åbnede feltet sig. Spontant og på samme tid var der opstået grupper i 19 forskellige lande verden over, og der kom hele tiden nye til. I slutningen af 2018 blev gruppen officielt til Rethinking Economics Denmark.

"Vi vil gerne have, at økonomiuddannelsen er lige så pluralistisk som alle andre studier. På den måde er vores kritik ikke engang en kritik af mainstreamøkonomien," siger Mads Falkenfleth.

10 år efter finanskrisen forsøger man at reorientere sig, og det er det lys, Rethinking Economics skal ses i, lyder det fra Per H. Hansen, der er professor i økonomisk historie ved Copenhagen Business School og en af Danmarks førende eksperter i finanskrisen.

På den måde handler bevægelsen ikke kun om en flok studerende, der er utilfredse med pensum, men om noget meget større. Den handler om selve måden, vores samfund er indrettet på.

"En krise som finanskrisen i 2008 skaber uvished og uorden i vores forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Forskellige interesser kæmper om at komme til at definere en ny fortælling, der kan forklare verden, og hvor vi nu er på vej hen," siger Per H. Hansen.

Kriser ændrer vores måde at forstå verden på.

"Der opstår et akut behov for en reorientering og en ny vision. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, og efter min mening er det den proces, vi er midt i lige nu. Rethinking Economics er en del af det, der lige nu foregår på en lang række niveauer og på mange områder." 

"Den samme kamp havde du i 1930’erne og i 1970’erne, hvor der også var kriser, som ændrede verdensbilledet," siger Per H. Hansen og sammenligner det med et pendul, der svinger mellem stat og marked, for at afgøre, hvor stor en rolle, de hver især skal spille. Her kan der, ifølge Per H. Hansen, identificeres tre-fire skift.

For meget kontrol og for lidt

Fra slutningen af 1700-tallet blev merkantilismen gradvist afløst af den klassiske økonomiske teori med blandt andet Adam Smith og David Ricardo i spidsen. Nu skulle markedet have magten og fordele varerne, mens samhandel og frihandel blev set som positive, fordi de øgede velstanden i samfundet, hvor merkantilismen tidligere havde prædiket en stærk stat, der skulle sikre overskud på betalingsbalancen.

I slutningen af 1800-tallet kom den neoklassiske teori med blandt andet Stanley Jevons og Alfred Marshall som bannerførere. Udbud og efterspørgsel bestemte varens pris, staten skulle holde sig udenfor og give markederne frit løb, idet det gav den optimale sammensætning af produktionen og dermed flest mulige varer til lavest mulige pris.

I 1930’erne blev denne forestilling om markedet som den bedste til at sikre velstand og vækst udfordret i kølvandet på den store depression. Nu kom staten til at spille en større rolle i økonomien med John Maynard Keynes og den makroøkonomiske tankegang som dominerende skole, fordi krisen havde vist, at markederne ikke selv kunne skabe ligevægt og beskæftigelse. I stedet skulle staten bidrage til at skabe efterspørgslen, når markederne ikke selv kunne skabe ligevægt.

I 1970’erne viste det sig, at heller ikke Keynes kunne svare på alle spørgsmål i et samfund, der efterhånden var præget af inflation og høj arbejdsløshed. Så der kom en modbølge med Milton Friedman og monetarismen, hvor troen på markederne vandt frem, og hvor krisen blev forklaret med, at der havde været for meget stat, for lidt marked og for meget kontrol med økonomien.

"Den tankegang kører så helt op til 2008, hvor det er markederne og finanssektoren, der skal drive væksten, men finanskrisen giver den opfattelse problemer. Det er den kontekst, Rethinking Economics skal ses i. Når den dominerende økonomiske teori får problemer med at forklare verden, bliver det tydeligere, at al økonomiske teori skal ses i en kontekst," siger Per H. Hansen.