For et par år siden kom jeg tæt på en ung kvinde fra Litauen, der kom her til Danmark med sin danske kæreste. Hendes oplevelser er nyttige at have med i de kommende måneder, hvor medierne rutinemæssigt vil flyde over med cases på arbejdsgivere, der har svært ved at få ufaglært arbejdskraft til trods for, at ledige hæver kontanthjælp og dagpenge for at gå hjemme.

Kvinden fra Litauen havde drømme om at blive noget kreativt eller måske noget med softwaredesign. Men nu og her skulle hun have et job, så hun kunne få noget at leve af i dyre Danmark. Hun talte flydende litauisk, polsk, russisk og ganske godt engelsk. Men fordi hun ikke kunne dansk, så stod det ret hurtigt klart, at jobmulighederne i første runde indsnævrede sig til service og rengøring. Det lod hun sig nu ikke slå ud af. Hun søgte og fik et job i et dansk firma, der gør rent på flere hoteller i det centrale København.

Og så startede mareridtet ellers. Alle kollegerne var – som hun – fra Østeuropa og uden ide om, at man har ret til en kontrakt, overtidsbetaling, frokostpause og løn under sygdom. Hun fik da heller ingen af delene. Selvom hun var en af de hurtigste, så måtte hun dagligt arbejde flere timer, end hun fik løn for, for at nå i mål med sengeredningen, støvsugningen og rengøringen af gæsternes badeværelse. Hendes umiddelbare chef var en rumæner, der havde været der lidt længere end hende selv, og som blev truet med fyring, hvis hendes mandskab ikke leverede. Min ven var helt afhængig af, at hendes arbejdsgiver udfyldte de rigtige papirer, så hendes EU-arbejdstilladelse gik i orden. Men det trak ud i månedsvis – ligesom lønnen, der først slet ikke kom og derefter kun blev betalt delvist.

For mig og andre danskere omkring hende var det uforståeligt, at hun fandt sig i det, at hun ikke krævede sin løn eller gik. Men i stedet for at brokke sig arbejdede hun endnu hårdere og gjorde sig endnu mere umage, for at hverken hun selv eller hendes ’chef’ skulle få problemer. Hun var sikker på, at hvis hun bare beviste, at hun var ’en god arbejder’, som hun sagde, så ville pengene komme.

Mens dette stod på, så jeg den ellers stærke, unge kvinde blive langsomt nedbrudt fysisk og psykisk. Når hun kom hjem, havde hun ondt overalt, og hendes tro på, at hun fortjente noget bedre, blev svagere og svagere. Men til sidst lykkedes det at få hende til at melde sig ind i en fagforening, og efter en del rykkere lykkedes det også at få fagforeningen til at hjælpe hende med at få lønnen udbetalt og skifte til en anden arbejdsgiver. Denne gang et sted, hvor lønnen blev udbetalt – også overarbejdet – og hvor de formelle rammer var på plads.

Arbejdet på de nye hoteller var dog lige så slidsomt, og kravet til tempo næsten lige så opskruet. Kollegerne skiftede hele tiden, for ingen kunne holde til arbejdspresset i længere tid ad gangen. Heller ikke den unge kvinde, jeg kendte, som til sidst gav op på både det danske arbejdsmarked og sin danske kærlighed. 

Da jeg hørte Mette Frederiksens tale i Fredericia forleden og så formuleringen på banneret bag hende, der slog fast, at danskerne nu skal være ’flittigere’, var det ikke svært at gætte, hvem der snart ville komme i skudlinjen. Jagten på de ’dovne’ ledige er sat ind.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Jeg har ingen grund til at tro, at alle de arbejdsgivere, der nu klager over, at de har svært ved at finde arbejdskraft til rengøring, tilbyder lige så ringe vilkår som dem, jeg var vidne til på nært hold via min litauiske ven. Men arbejdsmarkedet er jo et marked. Med udbud og efterspørgsel.

Når vi beskæftiger os med arbejdskraftmanglen, er det derfor på sin plads ikke kun at se på den ene side af ligningen, på køen af arbejdsløse. Vi må også se på den anden side, på de arbejdsgivere, der tilbyder jobs, ingen vil have.

Måske er der – nogle gange – en virkelig god grund til det.

Da jeg hørte Mette Frederiksens tale i Fredericia forleden og så formuleringen på banneret bag hende, der slog fast, at danskerne nu skal være ’flittigere’, var det ikke svært at gætte, hvem der snart ville komme i skudlinjen. Jagten på de ’dovne’ ledige er sat ind.

"Vi skal have placeret de ledige de rigtige steder," som en repræsentant for Dansk Industri sagde, da P1 i denne uge diskuterede arbejdskraftmangel i hotelrengøring. Da jeg hørte det, takkede jeg min skæbne for, at det ikke er mig, der bliver placeret i et af de rengøringsfirmaer, der har allersværest ved at fastholde arbejdskraft.

Når jagtsæsonen på de dovne ledige nu går ind igen, er det vigtigt, at både medier og politikere husker at også at lytte til de mennesker, der står for enden af geværløbet. Det kræver udsyn udover egen omgangskreds. For vi journalister og politikere og andre ressourcestærke på arbejdsmarkedet skal nok finde et andet og bedre job, længe inden vi bliver placeret på en hotelgang med syv minutter til at gøre rent, skure wc og skifte sengetøj på hvert værelse.