Ansvarshavende chefredaktør på Mandag Morgen og en del af Alrow Medias danske ledelse. Sidder i Advisory Boards for gravercenter.dk på DMJX og Klimasamlingen på KU. Baggrund som undersøgende journalistik indenfor især økonomi og erhverv. Tidligere journalist på Jyllands-Posten, TV2-Nyhederne, Ugebrevet A4, vært og redaktør på P1 Dokumentar, erhvervsredaktør i DR Nyheder, redaktionschef på P1 Morgen og redaktør for et tværeuropæiske graveprojekt om svindel med udbytteskat og dokumentaren 'Mændene, der plyndrede Europa'.Tidl. formand for FUJ-prisens jury. næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) og censor på journalistuddannelsen på RUC og evalueringspanelet for DMJX.
Tid til ærlig snak i klimapolitikken
”Sådan er de kolde realiteter, og dem bliver vi nødt til at forholde os til,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da han tirsdag fremlagde en ny udenrigspolitiske strategi. Moderaterne og resten af regeringen kunne med fordel bruge samme opskrift i klimapolitikken.
Ordene er udenrigsminister Lars Løkkes Rasmussens. Stedet var festsalen på Københavns Universitet, og anledningen var fremlæggelsen af regeringens udenrigspolitiske strategi:
”Vi må forholde os til verden, som den faktisk er, og ikke, som vi ønsker, den var.”
Et budskab, der kom helt nede fra maven for Moderaternes formand. Det var den befriede Løkke, der talte.
Anderledes ubekvem virkede hans parti- og ministerkollega Lars Aagaard, da han nogle dage tidligere forklarede DR, hvorfor klimamålet for 2025 egentlig slet ikke var så vigtigt.
Derfor stod Lars Aagaard nu der i DR og lignede kejseren uden tøj på.
”Man skal ikke bilde danskerne ind, at man kan sætte to streger under noget, når det handler om fremtiden. Det kan være, at energipriserne er væsentligt anderledes til næste år. Det kan være, at Elon Musk har sat priserne på elbiler yderligere ned. Det kan være, at vores fødevareproduktion er gået ned – og så videre,” lød noget af den næsten sorte udenomssnak fra ministeren.
KORT FORINDEN havde mediet Zetland afsløret, hvordan Lars Aagaards embedsværk havde følt sig presset til at ændre i regeringens klimafremskrivning for at få den til at passe til den virkelighed, ministeren ønskede sig; nemlig en virkelighed, hvor Danmark var godt på vej til at nå sit klimamål for 2025.
Men også uden for Energistyrelsen og Klimaministeriet havde eksperter svært ved at få tallene til at passe. Det flotte regnskab byggede blandt andet på, at store mængder CO2 skulle være indfanget fra luften og lagret under jorden allerede inden 2025 – inden teknologien endnu er i drift.
Derfor stod Lars Aagaard nu der i DR og lignede kejseren uden tøj på, mens han erkendte, at CO2-fangsten nok alligevel ikke kunne tælles med i 2025-målet – og så hvislede gassen ellers ud af den oppustede klimafremskrivning for åben skærm.
Selvom situationen var akavet og ærgerlig for både klima og minister, så var det på sin vis befriende, at han for en kort stund forholdt sig til verden, som den faktisk er. Det var ærlig snak, da Aagaard forklarede, at vi ville blive nødt til at gøre noget “helt vildt”, hvis vi skulle nå målene for 2025.
Talgymnastikken fra 2025-målet går ikke væk, fordi man bladrer i kalenderen. Tværtimod. Som årene går, bliver det kun vanskeligere at få den virkelige klimavirkelighed til at passe med den politisk konstruerede virkelighed.
Den logiske følge ville være, at også klimapolitikken skulle have en ny strategi, der forholdt sig til den faktiske virkelighed.
Men der kommer ikke ’helt vilde’ nye klimatiltag som konsekvens af tæppefaldet for den pyntede klimarapport. I stedet forlænger ministeren sin forgænger Dan Jørgensens hockeystav med endnu fem år. Nu er det ”primært 2030-målet, vi fokuserer på,” forklarer Lars Aagaard.
MEN OGSÅ 2030-MÅLET skal der nok blive ballade om, for talgymnastikken fra 2025-målet går ikke væk, fordi man bladrer i kalenderen. Tværtimod. Som årene går, bliver det kun vanskeligere at få den virkelige klimavirkelighed til at passe med den politisk konstruerede virkelighed. Den, hvor man får klimaregnskaber til at gå op ved at producere biobrændstoffer og blande dem i benzin og diesel, ved at brænde træ af i kraftværker, flyve grønt eller lade kommunale affaldsforbrændingsanlæg gå konkurs. Hvis effekten af klimapolitikken bliver på papiret, vil den langsomt fjerne sig fra den virkelighed, som Lars Løkke Rasmussen så klogeligt beder os forholde os til. Det kan sende Lars Aagaard og kommende klimaministre ud i nye forklaringsproblemer, som kun bliver værre, når endnu fem år er gået, og vi nærmer os enden af hockeystaven i 2030, og løftet om 70 procents reduktion i udledningerne skal indfries.
HVIS VI TAGER Lars Løkke Rasmussen på ordet og forholder os til verden, som den virkelig er – og ikke som vi ville ønske, den var – så må vi erkende, at danskernes samlede udledninger faktisk er steget en smule det seneste år, trods ønsker og planer om det modsatte. Og at den klimapolitik, vi indtil videre har vedtaget, ikke får os i nærheden af de mål, vi har sat os. Hverken på papiret eller i virkeligheden.
Det er de kolde realiteter, og det må vi forholde os til. Pragmatisk og realistisk.
Til de realiteter hører også nøgterne beregninger af, hvornår det betaler sig at omdanne store mængder vindstrøm til flydende brændstof til fly. Og om vi får nok klima for pengene, når vi investerer milliarder i at fange CO2 fra biomasseværker for at transportere det over lange afstande og gemme det væk under havet med avanceret teknologi. Men det er desværre et regnestykke, vi ikke kan lave eller diskutere her.
Hvis vi tager Lars Løkke Rasmussen på ordet og forholder os til verden, som den virkelig er – og ikke som vi ville ønske, den var – så må vi erkende, at danskernes samlede udledninger faktisk er steget en smule det seneste år, trods ønsker og planer om det modsatte.
For selvom det ligger fast, at vi som samfund kommer til at betale Ørsted mange milliarder – udbudsrammen var over otte milliarder – for at fjerne nogle af sine egne udledninger i de kommende 20 år, så holdes energivirksomhedens CCS-kontrakt med den danske stat hemmelig. Derfor ved vi heller ikke, hvor stor en rolle Microsofts køb af klimakreditter i projektet spiller. Og derfor finder vi måske aldrig ud af, om vi ville have fået mere klima for pengene i det konkurrerende projekt fra Vestforbrænding, hvor det er affald og ikke halm og træ, der brændes af, og hvor udledningerne skulle lagres lokalt på Sjælland.
Det er svært at se verden, som den virkelig er, hvis den er skærmet fra offentligheden af konkurrencehensyn.
LARS LØKKE RASMUSSENS nye udenrigspolitiske strategi er den foreløbige kulmination på SVM-regeringens opgør med den værdibaserede udenrigspolitik, som Jeppe Kofoed (S) fremlagde bare 24 dage før den russiske invasion af Ukraine. Allerede måneden efter virkede det som et dokument skrevet i en anden tid, hvor vi stadig kunne tillade os at tale om verden, som vi ville ønske, den var.
Hvis regeringens klimapolitik ikke skal lide samme skæbne, bliver også Lars Aagaard nødt til at forholde sig til den virkelighed, der før eller siden vil indhente ham og alle os andre.