Det er ikke et populært budskab. Måske derfor hører vi det sjældent fra Folketingets talerstol.

At vores nuværende samfundsøkonomiske model har nået et mætningspunkt. Og at befolkningerne i verdens rige lande skal nedjustere forventningerne til den fremtidige vækst og materielle fremgang.

Det er jo ellers, når den samlede kage vokser, at man kan give til nogle uden at tage fra andre. Og det er et vilkår, der i flere generationer har hjulpet politikere uden om svære og upopulære beslutninger.

Men for Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og nu adjungeret professor på CBS og Singapore Management University, er det uomtvisteligt, at denne bekvemme fremgangsmåde nærmer sig sin udløbsdato.

”Der er én vej frem. Den lange, hårde og ubekvemme vej. Og det er at kommunikere til befolkningen, at den ikke går længere.”

Jørgen Ørstrøm Møller har fulgt international politik og økonomi tæt, siden han i 1968 blev ansat i den danske udenrigstjeneste. Som departementschef var han en central figur i forhandlingerne om Danmarks integration i EF/EU i 90’erne – ikke mindst efter det danske nej til Maastricht-traktaten. Siden sin pensionering i 2005 har han engageret sig i studier af global økonomi og politik med særlig interesse for de asiatiske lande, og han har skrevet flere bøger om emnet.

I hans optik er vi på vej mod noget, som han godt nok ikke vil kalde et lavvækstsamfund – ”for det er et forkert udtryk efter min opfattelse. Og det vil igen skabe nogle problemer at forklare folk, hvad det er” – men i hvert fald et samfund, hvor tre vigtige tendenser kan og bør lægge en dæmper på vores økonomiske og materielle vækstdrømme.

”Man skal forklare folk, at økonomien har ændret sig, at ressourcerne er begrænsede, og at der kommer flere mennesker, der skal deles om den kage, vi har på Jorden.”

”Og,” tilføjer han, ”det kan altså ikke nytte noget, at de, der har ti gange mere end gennemsnittet, bliver ved med at afvise at overføre noget af deres velstand til dem, der har ti gange mindre.”

For Jørgen Ørstrøm Møller behøver det ikke blive et samfund præget af mangel og afsavn. Men det kræver, at vi justerer forventningerne, vænner os til at tænke økonomi anderledes og indretter samfundet derefter – en vision, han har foldet ud i bogen ’The Veil of Circumstance’.

Men inden vi kommer til ideerne og visionerne, så lad os få på plads, hvad de tre tendenser, der nødvendiggør forandringen – den ændrede økonomi, de begrænsede ressourcer og den globale omfordeling – nærmere går ud på.

1. Økonomiens gearskifte

At økonomien lader til at have ændret sig, er måske ikke noget, de fleste bemærker i deres dagligdag, men for dem, der holder et øje på det makroøkonomiske instrumentbræt, er tingene ikke helt normale.

Som Mandag Morgen har beskrevet i de forgangne måneder, befinder vi os en situation, hvor centralbankerne efter finanskrisen er ved at have udtømt deres muligheder for at stimulere økonomien, uden at væksten rigtig er kommet op i gear. Og hvor økonomien i øvrigt opfører sig på en måde, der giver anledning til undren blandt erfarne økonomer.

Jørgen Ørstrøm Møller ser fire hovedårsager til, at økonomien nu befinder sig i en sump – eller et vadested, afhængig af hvordan man ser på det:

• Det kvalitative skifte
• Den kinesiske afmatning
• Den skrumpende befolkning
• Det globale tilbagetog.

Det kvalitative skifte er faktisk en god nyhed, hvis man som Ørstrøm Møller ser behov for en drastisk omlægning af det økonomiske paradigme.

”Vi har i mange årtier vænnet os til at definere økonomisk vækst i et markedsøkonomisk perspektiv. Det vil sige, at vi kigger på profit, på penge og på alt, der kan måles. Så hvis man producerer mere, så får man økonomisk vækst. Og så bliver det anset for at være godt. De seneste 10-15 år har verden ændret sig, forstået på den måde at mange politiske partier er mindre optagede af en kvantitativ økonomisk vækst og mere optagede af kvalitativ vækst.”

Problemet på kort sigt er imidlertid, at det kvalitative – ting, der ikke umiddelbart kan måles – ikke på samme måde giver udslag på de indikatorer, som adskillige generationer af politikere har styret efter og retfærdiggjort tiltag ud fra, med BNP som den måske mest velkendte.

Et eksempel, Jørgen Ørstrøm Møller ynder at bruge, når han holder foredrag, er, at hvis tilhørerne efter foredraget satte sig ind i deres biler og kørte ind i hinanden, så bilerne skulle på værksted, så ville det være godt for BNP-væksten. Hvis de i stedet blev enige om at tage fri i tre dage for at tilbringe tid med ældre borgere eller handicappede børn, ville det være skidt for BNP-væksten.

”Det har selvfølgelig den konsekvens, at væksten bliver mindre ud fra det gammeldags vækstbegreb,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

En anden faktor er den kinesiske afmatning. Landet rummer 18,5 procent af klodens befolkning og har derfor stor indflydelse på den globale økonomi. Derfor er det også forståeligt, at alle økonomer taler om Kina lige nu, mener Ørstrøm Møller:

”Hvis vi nu accepterer at arbejde ud fra det etablerede vækstbegreb, så har det jo i 30-40 år været drevet af, at Kina er trådt ind i den globale økonomi. Siden Deng Xiaopings reformer i 1979 er den globale markedsplads blevet forøget med 20-25 procent. Og det har haft en fænomenal virkning på den økonomiske vækst fra 1979 og op til i dag. Det, der så sker i dag, er, at den kinesiske økonomiske vækst inden for de sidste fem-ti år er aftagende,” siger han.

”Det er indlysende, at når du ikke længere har Kinas integration i verdensøkonomien som drivkraft, så falder den økonomiske vækst. Og selvom Indien, og til en vis grad også Afrika, er på vej ind, så har de alligevel en BNP, der er mange gange lavere end Kinas. Så de kan ikke kompensere for den faldende vækst, den faldende dynamik, som vi ser udgå fra Kina.”

En tredje årsag til økonomiens gearskifte er ifølge Jørgen Ørstrøm Møller noget så grundlæggende som befolkningsudviklingen, der går i hver sin retning i de rigeste og de fattigste lande i verden.

”Der kommer vi så igen ind på Kina. 2015 var det sidste år, hvor den kinesiske arbejdsstyrke voksede. Den kinesiske befolkning er i dag stort set stagnerende og begynder om nogle år at falde. Du har det samme fænomen i Europa og i en række andre lande. Måske bortset fra USA, som stadig har stigende befolkningstal, så har du faldende befolkningstal i stort set alle de lande, der har et højt BNP, mens du har en befolkningsvækst i de lande, der har et lavere BNP.”

Al erfaring peger på, at det vil påvirke den økonomiske vækst, mener Jørgen Ørstrøm Møller.

”Det korte af det lange er, at hvis du kigger på den økonomiske historie, så har du ikke noget eksempel på økonomisk vækst i lande, der har en faldende befolkning – måske over et par år, men det du kalder trend-væksten, den følger befolkningsudviklingen. Og der er det også klart, at når befolkningsstørrelsen falder i de rige lande, så får du en aftagende økonomisk vækst.”

Endelig er der den politiske dimension i form af globaliseringens tilbagetog.

”Det fjerde element, jeg vil nævne, er noget, som er kommet meget klart frem med Trump i USA og med Brexit. Tilslutningen til den økonomiske globalisering er faldet. Vi ser, at liberaliseringen af verdenshandlen – regler for handel, serviceydelser, finansielle transaktioner, investeringer – er gået i stå og i et vist omfang rulles tilbage,” siger Ørstrøm Møller.

”Den globale frie handel har været en dynamo for højere økonomisk vækst, men det er nu vendt, så den stigende interesse for, hvad vi kan kalde halv-protektionisme fører til, at væksten begynder at falde.”

2. Industrisamfundets ressourcefest er ovre

Tilsammen betyder de fire faktorer, at vækstmulighederne inden for den markedsøkonomiske model, som har domineret hidtil, nu er begrænsede. En model, hvor stadig flere menneskers forbrug af stadig flere ressourcer har givet stadig mere økonomisk aktivitet – en helt central del af industrisamfundet.

Og heri ligger den anden store udfordring for politikerne. Vores ressourceforbrug, som har været tæt knyttet til væksten, har nået et punkt, som ikke længere er holdbart.

Politikerne står derfor ifølge Jørgen Ørstrøm Møller foran at skulle forklare deres befolkning, at vi er ved at træde ud af et grundlæggende samfundsøkonomisk paradigme, der har domineret i omkring 150 år – og er ved at træde ind i et nyt, som vi måske ikke har helt styr på, hvordan fungerer.

Man kan kalde det den grønne omstilling. Men hvis man tror, at det er gjort med masseproduktion af vindmøller og LED-pærer, så ser man alt for snævert på det. Det handler om, hvordan vi grundlæggende anvender og ikke mindst værdisætter begrænsede ressourcer.

”Vi opererer med en markedsmekanisme, som er defineret af industrisamfundet gennem de sidste 100-150 år, og af økonomer, der udelukkende ser udviklingen i dette meget snævre økonomiske perspektiv,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

”Prisfastsættelsen er forkert. Hvis du for eksempel ser på sådan noget som global opvarmning og udnyttelse af ressourcer, så er det jo meningsløst, at den pris, der er sat på at forurene, så du bidrager til global opvarmning, er enormt lav sammenlignet med de kolossale globale omkostninger, det fører med sig. Markedsmekanismen er kortsigtet og profitorienteret, og vi indbygger ikke det langsigtede perspektiv og heller ikke de sociale konsekvenser.”

Som Mandag Morgen beskrev i oktober, er det en erkendelse, der også har indfundet sig hos Nationalbanken, som nu advarer om, at lave priser på klimaskadelige aktiviteter er udtryk for en ”markedsfejl”.

Et konkret eksempel på, at vi ikke for alvor har forstået de langsigtede økonomiske og sociale konsekvenser af ressourceforbruget, er i Jørgen Ørstrøm Møllers øjne prisen på vand.

”En stor del af verden – op mod cirka en tredjedel – vil i løbet af relativt kort tid lide af akut mangel på vand. Der har været historier fra Cape Town i Sydafrika og Chennai i Indien og også andre byer, som i perioder simpelthen ikke har haft vand og har måttet klare det med tankvogne.”

”Man tager ikke højde for, at hvis vi bliver ved med at udnytte vand, som vi gør i dag, så vil måske halvdelen af klodens befolkning om 10-20-30 år leve med akut vandmangel, hvilket jo burde føre til, at man satte en meget højere pris på vand. Så mange af de ressourcer, vi har i dag, vil ud fra et udvindingsomkostningsperspektiv have en lav pris. Men i virkeligheden er prisen for fortsat brug af dem på lidt længere sigt kolossalt højt.”

3. Borgmentalitet eller global omfordeling

Historisk har verdens rige lande haft en løsning på vækstdrømmene og i et vist omfang ressourceproblemet, som vi nok fortsat har lidt svært ved at erkende: udnyttelse af fjerne lande og deres ressourcer.

”Hvis du går 100 år tilbage, for eksempel til Det Britiske Imperium i 1914, så kunne du have et land, der var kolossalt rigt i kraft af sin særlige stilling, som i realiteten handlede om at udnytte store dele af kloden for at få råvarer og landbrugsvarer billigt,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

Og dermed er vi nået til den tredje tendens, som ifølge Ørstrøm Møller i fremtiden vil lægge en dæmper på væksten i verdens rige lande. At en enorm global ”underklasse” nu via internettet og ikke mindst sociale medier har et direkte indblik i realtid i, hvordan livet i de rige lande er – og nu vil de ikke længere affinde sig med at blive udnyttet eller forbigået.

Det er ifølge Ørstrøm Møller en væsentlig grund til, at Europa oplever de aktuelle strømme af migranter.

”Man kan sige, at der er en bue fra Murmansk i Rusland ned til Dakar i Afrika med måske 900 millioner mennesker, der alle sammen gennem sociale medier kan se, hvor høj levestandarden er i Europa. Og fordi de kan se det, har de en ambition om at nå op på den samme levestandard. Og der er to måder, de kan reagere på. Den ene måde er at søge at komme ind i Europa. Den anden måde vil være at løfte deres eget land til den samme levestandard. Det vil så kræve, at vi gav dem en økonomisk bistand, der er mange gange større, end den er i dag. Det vil vi ikke. Og vi vil ikke have dem ind i Europa. Og konsekvensen er, at vi står over for et voksende globalt problem, hvor de, der ikke har noget, presser på for at få andel i vores høje levestandard, og vi ikke vil afgive noget af den,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

”Det er derfor, Trump taler om at bygge en mur mod Mexico. Det er fuldstændig samme fænomen: De, der lever syd for USA, kan ikke bare se en højere levestandard i USA, men de har også de fysiske, logistiske muligheder for at komme op og prøve at komme ind i USA. Hvis vi bliver ved med at fastholde den optik, vi har i dag, så bevæger vi os ind i en form for fæstnings- eller borgmentalitet, hvor man som i middelalderen opbyggede befæstede byer. Dengang væbnede byerne sig mod landbefolkningen. I dag væbner vi os mod dem, der lever udenfor. Det er virkelig et uhyggeligt perspektiv, men det er det, der sker.”

En enorm opgave for politikerne

Den ændrede økonomi, de begrænsede ressourcer og det voksende krav om global omfordeling gør tilsammen – for at vende tilbage til denne artikels overskrift og indledende pointe – at de rige landes politikere, som inkluderer de danske, derfor står med en svær, men enormt vigtig opgave med at forberede befolkningerne på en fremtid uden økonomisk vækst i samme skala, som vi har været vant til.

Det handler i sidste ende om overlevelsen af det politiske system, som vi kender det, mener Jørgen Ørstrøm Møller.

”Man kan frygte, at folk i de rige lande har vænnet sig til en stigende vækst og derfor ikke vil affinde sig med en lavere vækst. Og det er jo til en vist grad det, du ser i USA med Trump, i Storbritannien med Brexit og i Italien med Salvini. Det vil sige, at de begynder at vende sig imod det politiske system. Folk kan ikke leve med, at deres forventninger, som er opstået gennem 50 års højvækst, ikke længere indfries. Og så reagerer de mod systemet. De har prøvet at stemme på oppositionen, men når de så kom til, så førte de den samme politik. For der var ikke noget alternativ. Og nu vender de sig imod systemet.”

Den langsigtede effekt af den udvikling er en underminering af vores samfundsmodel.

”Du bevæger dig i en retning af, at de politiske systemer, som er opbygget over de sidste 50-100 år, sættes skakmat af befolkningen, fordi befolkningen ikke længere har tillid til dem og kræver noget, som de politiske systemer ikke længere kan indfri. Så du står over for ikke alene et økonomisk problem, men over for et politisk problem og i virkeligheden et problem, som handler om, hvorvidt den samfundsmodel, som er opbygget igennem de sidste 100 år, kan fastholdes.”

En ny social kontrakt

En væsentlig pointe for Jørgen Ørstrøm Møller er, at vi ved at ændre vores samfundsmodel til en mere tjeneste- og omsorgsbaseret model kan imødekomme mange af de udfordringer, der er ved vores nuværende økonomi- og profitfokuserede model.

”Det lyder selvfølgelig lidt højtravende at sige, men der er brug for, at man laver en anden social kontrakt. Det, jeg kalder den sociale kontrakt i det danske og mange andre samfund, og som er styret efter økonomi og profit, den skal ændres til en anden social kontrakt, hvor fordelene fordeles på en anden måde. Det kræver jo en politisk tænkning og et politisk arbejde, der sætter fokus på det.”

Det er nu heller ikke en nem opgave at skabe den ændring, medgiver han.

”Det kræver jo en total ændring af for eksempel indkomstbegrebet og prisbegrebet. Det er der, jeg tror, at et punkt om borgerløn kan komme ind. For du kan sige, at hvis du bruger fem timer af det, der tidligere var din arbejdstid til at lave socialt arbejde, så skulle det katalogiseres som en form for arbejde, der honoreres af det offentlige. Hvis vi blev fodboldtrænere for unge eller tog ud på et plejehjem for at tale med de ældre, så skulle vi rent faktisk have en form for kompensation eller løn af det offentlige.”

Skattesystemet er en oplagt løftestang 

Problemet er, at vores økonomiske model belønner aktiviteter, der har et konkret økonomisk output, selvom en anden, sværere målbar tilgang i Jørgen Ørstrøm Møllers optik ofte vil være bedre. Derfor skal vi grundlæggende nytænke vores samfunds indretning. Et oplagt sted at starte kunne være at beskatte ressourceforbrug snarere end arbejde og økonomisk aktivitet.

”Vi lever stadig i det, som den amerikanske økonom Rostow engang i 1960'erne definerede som masseforbrugets epoke. Det vil sige, at samfundsmodellen og skattesystemet i høj grad er indrettet til et masseforbrugssamfund,” siger Ørstrøm Møller. I hans øjne er det også her, man kan begynde at tilpasse adfærden til de nye vilkår.

”Du skal opgradere socialt arbejde og nedgradere økonomisk, materielt arbejde. Du skal også ændre afgiftssystemet. Vi har jo allerede grønne afgifter i Danmark. Du skal ændre skattesystemet, som i dag er koblet på den økonomiske model, og det vil sige, at skattesystemet og skatteindtægterne er en konsekvens af økonomisk aktivitet. Omvendt kunne man i fremtiden lave det sådan, at skattesystemet i meget højere grad var koblet til ressourceforbrug, og det kunne du bruge de indirekte afgifter til. Vi gør det til en vis grad allerede i Danmark, men du kunne gøre det på en meget mere klar måde. Du kunne se på, hvilke aktiviteter der bidrager til global opvarmning og sige 'godt, så lægger vi altså en høj afgift på det'.”

En ændret rolle for virksomhederne

I samme omgang skal virksomheder begynde at tænke deres eksistensberettigelse og formål på en markant anderledes måde.

”Efter min mening burde virksomhederne se deres opgave som at bidrage til samfundets totale udvikling. Og det gør de ikke. Du kan åbne Financial Times, og så står det på side tre, at en eller anden virksomhedsleder er blevet berømt, fordi han har vendt en virksomhed om, og så ser du på næste side, at den virksomhed har netop afskediget 11.000 medarbejdere. Formålet med en virksomhed er jo at produceret noget, som samfundet kan bruge, og give beskæftigelser til de mennesker, der bor i samfundet. Det er det korte af det lange. Det burde være formålet.”

Men sådan er det ikke muligt for virksomheder at tænke i dag, erkender Ørstrøm Møller. Det vil kræve, at rammebetingelserne også ændrer sig.

”Du kan som leder af en stor dansk virksomhed i dag ikke gå ud og sige, at nu vil jeg have en arbejdsstyrke, der er 10-20 procent større, end hvis jeg skærer. Så ryger forretningen. Det kan ikke lade sig gøre.”

Hvad er det for rammevilkår, der skal være til stede?

”Man skal fokusere på det totale bidrag til samfundet. En virksomhed, der producerer dyrere, men har en arbejdsstyrke, der er ti procent for høj, bidrager jo i højere grad til samfundets velfærd, end den virksomhed, som producerer med lavere arbejdsstyrke og dermed billigere – og som derfor har højere profit. Så man kunne se på, om der er nogle incitamenter gennem for eksempel selskabsskat, som man kan bruge.”

På samme måde kan afgiftssystemet bruges til at gøre slutprodukterne mindre ressourcebelastende, mener han.

”Man kunne for eksempel sige, at et køleskab, der er lavet efter standarder, der giver det meget længere levetid, kunne have en lavere afgift end et køleskab, der ikke er. Det er selvfølgelig vanskeligt at gennemføre, men kan starte med nogle ting, hvor det er relativt åbenlyst.”