Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har et problem. Han skal have danskerne til at arbejde mere for at kunne skaffe flere penge og en større arbejdsstyrke til opfyldelsen af de mange store velfærdsløfter fra den nye regering, der vel at mærke samtidig gerne vil udvide adgangen for de nedslidte til at gå på pension før tid.

Kun en meget dygtig tryllekunstner eller en genial politisk reformator med 90 mandater bag sig kan få det regnestykke til at gå op. Ikke mindst fordi andelen af beskæftigede danskere har været faldende siden 2000. Især for tre grupper er der grund til at være bekymret: Det er de udsatte unge, ikkevestlige indvandrere og de ufaglærte.

Hummelgaard klør sig i nakken og efterspørger undersøgelser af problemet i sit nye ministerium. Men problemet er jo undersøgt og velbeskrevet. Det er løsningerne, vi venter på.

DET STARTER MED vores uddannelsessystem, som ikke udvikles, dimensioneres og planlægges efter arbejdsmarkedets fremtidige efterspørgsel. Det dimensioneres, planlægges og udvikles efter beskæftigelsestal og efterspørgslen for tre eller seks år siden. Vi mangler instrumentet til en prognosebaseret uddannelses- og arbejdsmarkedsplanlægning, og vi mangler en ambitiøs strategi for et generelt teknologisk kompetenceløft.

Der mangler en trædesten til de udsatte unge, som ikke rigtigt har fået fat i en fremtid på job eller i uddannelse. De er ikke alene opskriften på et mangeårigt og dyrt socialt problem. De er også opskriften på menneskelige omkostninger, som ikke hører til i et velfærdssamfund med brug for alle kræfter i de kommende år. Der mangler anderledes indlæringsformer og incitamentstrukturer, som er tilpasset den gruppe, og en indsats, allerede før de er droppet ud af skolen og har tabt håbet om at blive ønskede og nødvendige i vores samfund. Alle vil gerne være nødvendige for nogen.

Miseren fortsætter med vores efteruddannelsessystem, der på ingen måde fungerer efter hensigten. Igen planlægger vi i bakspejlet. Eksempel: I Storbritannien har man gennemført en kæmpeanalyse af kompetencegabet i alle mulige forskellige brancher og kortlagt, hvilke kompetencer nuværende medarbejdere mangler til fremtiden, og hvilke kompetencer arbejdsgiverne efterspørger til ledige jobs, samt om de rent faktisk kan rekruttere til de ledige jobs. World Economic Forum forudser, at over en tredjedel af de kompetencer, som arbejdsgiverne havde brug for i 2015, ikke vil være relevante i 2020. Så hurtigt går det. I 2016 stod hver sjette uden ungdomsuddannelse, og kun cirka halvdelen af danskerne, der havde mulighed for det, benyttede sig af efteruddannelse. Det er katastrofalt. Udviklingen går ovenikøbet den forkerte vej. Siden 2010 har der været et fald i antallet af danskere, der tager en offentlig efteruddannelse.

Udfordringerne kalder på en nytænkning og opgradering af vores uddannelsessystem og de mål, finansieringsmekanismer, organiseringsformer og incitamenter, der sætter rammerne for efteruddannelsesområdet. Nu har vi i snart ti år med stigende kraft talt om livslang læring, men det bliver ved de smarte ord og varm luft. Konsulentfirmaet McKinsey estimerer, at der frem mod 2030 vil kunne skabes op mod 90.000-150.000 job i Danmark direkte relateret til automatiseringsteknologi. Samtidig forsvinder næsten 10.000 ufaglærte job fra det danske marked om året i de kommende år. Igen mangler vi en uddannelses- og efteruddannelsesplanlægning, der griber den bold eller andre lignende muligheder for mere målrettet opkvalificering af ufaglærte. På integrationssiden er der sket en positiv udvikling, men der er stadig lang vej igen, når kun godt halvdelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er i beskæftigelse.

VORES BERØMTE FLEXICURITY-model har tjent os fremragende i årtier, men nu mangler den nye reservedele til at klare de tabte unge, efteruddannelsen af de faglærte, det teknologiske kompetencegab og integrationen af primært de ikkevestlige indvandrere. Vi må have en bedre fremadrettet uddannelsesplanlægning. Vi må have løbende analyser af kompetencegabet på det danske arbejdsmarked, så vi kan se, hvor der skal sættes ind. Vi må gøre efteruddannelse til en livslang borgerret. Vi må have en koordineret og samlet beskæftigelsesindsats. I dag ligger opgaven spredt på alt for mange ministerier. Det er ikke flere analyser, men modige løsninger, vi har brug for nu.