Lodret high tech-landbrug :: Status på bitcoin :: 10 signaler for fremtidens arbejdsmarked

Landbruget rykker ind i storbyen, og marken erstattes af en søjle med planter. Bitcoin har tabt over halvdelen af værdien siden jul, og kryptovalutaer går en usikker fremtid i møde. Fremtiden for selvkørende biler og flyvende taxaer ser til gengæld spændende ud.

Foto: Jonas Krøner
Peter Hesseldahl

I gamle dage var planter noget man dyrkede i jorden på en flad mark. Snart kan nogle af de planter vi spiser være dyrket lodret, med rødderne hængende frit i luften i en 'growstack', der ved hjælp af sensorer og computerstyring gør det muligt at minimere forbruget af vand og undgå sprøjtemidler.

I dagens artikel fortæller vi om et nyt projekt, Growstack, der sigter efter at gøre Danmark til en førende hub for fremtidens lodrette fødevareproduktion.

Lige før jul var der virkelig gang i hypen omkring bitcoins og andre kryptovalutaer. Så meget, at man følte sig lidt udenfor, hvis man ikke havde smidt nogle tusinde ind i lotteriet, for tilsyneladende var der kun én vej for kurserne; hastigt opad.

Siden da er kursen på bitcoins mere end halveret, og vejen fremad er (fortsat) yderst usikker og omskiftelig. Alle regner med at kryptovalutaer er kommet for at blive, og blockchainteknologien, der er grundlaget for dem, breder sig hastigt til nye anvendelser.

Andreas Reinholt Hansen gør status.

Hvis man kunne forudsige fremtiden, ville det indebære, at alt allerede var fastlagt – og dermed, at vi ikke kan gøre noget for at påvirke, hvad der vil ske. I den forstand skal vi være glade for at fremtiden – så vidt vi ved – ikke kan forudsiges.

Omvendt, så ville det jo rart, hvis man bare i et vist omfang kunne regne ud af, hvad vi står overfor – om ikke andet, så netop for at påvirke det i en anden retning.

Innovation Center Denmarks afdeling i Silicon Valley kaster sig ud i lidt fremtidsforskning i dagens klumme, der præsenterer ti ”signaler”, som antyder hvordan fremtidens arbejdsmarked kan blive.

AI, Chatbots, løsere arbejde, krav om mening og bedre forhold fra yngre generationer, mere ansvar for egen kompetenceudvikling… Det lyder relevant, også udenfor det californiske tech-miljø.

Fremtid… Det er noget med selvkørende biler, og flyvende biler, selvfølgelig. Yes, det er på vej, og det er ikke længere en drøm fra en tegneserie.

Det kan ikke være så mange år, før man kan kysse konen, mens man glider gennem Paris i en selvkørende Renault.

Og med Google-stifteren Larry Page og en af hans førende opfindere, Sebastian Thrun, bag rattet, kan det heller ikke vare længe, før vi kan bestille en flyvende taxa, hvis nu trafikken i Paris igen er gået i baglås.

By the way; dytter selvkørende biler med hornet, når dronen foran opfører sig åndssvagt? Nej, vel? Lad mig vove en forudsigelse: I fremtiden bliver storbyens trafikpropper lydløse – også i Paris.

God fornøjelse med læsningen!

Peter Hesseldahl

Redaktør, MM Next


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu