Tænk, hvis departementschefen i Skatteministeriet og topledelsen i Skat ikke havde set deres egne embedsmænd som modstandere, da der skulle bygges en ny og mere effektiv organisation. Tænk, hvis de ligefrem havde bedt dem, der vidste, hvor skoen trykkede, om at dele deres viden med ledelsen.

Eller tænk, hvis Rønnow, Brøchner og Berggreen i det mindste havde lyttet til dem, der af egen drift kom til dem for at fortælle, at udbytteskatteområdet sejlede, at IT-projekter var på katastrofekurs, og at alvorlige meldinger fra den interne revision systematisk blev ignoreret.

Skattekommissionens afhøringer af de topembedsmænd, der sad med ansvaret, mens skandalerne udviklede sig i det danske skattevæsen, bør give stof til eftertanke i alle andre dele af statsadministrationen. Særligt der, hvor nye topledelser bliver sat ind med besked på at rydde op og tiltræder deres nye job med en for-forståelse af, at deres nye medarbejdere er inkompetente.

Skats eksempel bør gøre det klart for alle topchefer i statsadministrationen, hvor vigtigt det er at lytte til sin egen organisation og bevare en vis ydmyghed overfor sine egne evner. 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Ugebrevet Mandag Morgen

Skat var i 2012 fyldt med mennesker, der vidste, at den var grueligt gal. Men deres viden kom tilsyneladende ikke videre til den øverste ledelse. Eller i hvert fald trængte den aldrig ind. Forklaringen er måske, at den nye ledelse på forhånd havde bestemt sig for, at deres egne ansatte ikke var værd at lytte til. 

MISTROEN OG MISTILLIDEN til medarbejderne hænger mellem stavelserne, når daværende direktør i Skat, Jesper Rønnow, departementschef Jens Brøchner og hans højre hånd, afdelingschef Andreas Berggreen udtaler sig til skattekommissionen om den opgave, de fik tilbage i 2012, og implementeringen af spareplanerne i årene efter.

De var tydeligvis ikke den slags ledere, der var kommet for at lytte og stikke en finger i jorden. De var kommet for at fortælle deres nye organisation, hvor skabet skulle stå. Ingen af de tre topembedsmænd havde nogen erfaring med skatteområdet, men deres minister havde allerede udstukket et sparemål, og eksterne konsulenter havde skrevet drejebøgerne for, hvordan det skulle foregå. Resultatet blev som bekendt katastrofalt for de danske skatteydere, der stadig betaler milliarder til genopretningen af det danske skattevæsen.

Skats eksempel bør gøre det klart for alle topchefer i statsadministrationen, hvor vigtigt det er at lytte til sin egen organisation og bevare en vis ydmyghed overfor sine egne evner til at gennemskue den. 

I BAGKLOGSKABENS KLARE LYS er det et interessant tankeeksperiment at forestille sig et alternativt scenarie: Hvor havde Skat været i dag, hvis Rønnow, Brøchner og Berggreen havde lyttet til de ansatte?

Hvis Jens Brøchner, der var – og stadig er – departementschef i Skatteministeriet, ikke havde aflyst de faste møder med den interne revision, hvor han kunne have fået de mange advarsler i mundtlig form, som revisionen forgæves forsøgte at få frem til ham på skift.

Hvis direktør i Skat, Jesper Rønnow Simonsen, havde lyttet, da en mellemleder foran den  samlede ledergruppe fortalte, at de havde et alvorligt problem med at afstemme de udbytteskatte-milliarder, der blev udbetalt til udlandet. Eller, hvis det notat, hun skrev om samme sag - stilet til direkte til Rønnow – ikke var strandet hos andre chefer i Skat, der heller ikke lyttede.

Hvis afdelingschef Andreas Berggreen, der modtog rapporter fra den interne revision (SIR), havde lyttet til protesterne fra de ansatte, da antallet af revisorer først blev skåret ned til det halve og SIR derefter simpelthen nedlagt. Og hvis hans departementschef Brøchner i stedet for at være irriteret over, at han hele tiden fik det samme at vide – først fra den interne revision og derefter fra Rigsrevisionen, havde reflekteret over, om der mon var noget her, han skulle tage sig af.

IFØLGE DE TRE TOPEMBEDSMÆND selv, gik der flere år, før de opdagede, at Skat på allerede før spareplanerne var i dyb krise. De stirrede så blindt ind i sparetunnelen, at ingen af dem så, at milliarderne fossede ud til svindlere. Ingen af dem så, at de it-systemer, der skulle erstatte hundredvis af skattemedarbejdere, ikke var i nærheden af at fungere. 

En hel stribe erfarne chefer var fyret, og ingen turde stille de resterende medarbejdere det mest indlysende spørgsmål af alle: om spareplanen overhovedet var realistisk.