Kulturanbefaling af 
Jacob Stahl Otte

Amadeus, Avistid og Abruzzo

Et sammensurium af kunstarter, der fortæller historien om geniet Mozart, en veloplagt podcast fra Weekendavisen og en meget velskrevet dagbog fra den norske forfatter Per Petterson. Det er de kulturtilbud, der får en anbefaling med fra Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.

Set

Om

Direktør i branche- og arbejdsgiverorganisation Drivkraft Danmark.

For nylig så jeg ’Amadeus’ på Det Kgl. Teater i Kasper Holtens opsætning. Det er i sig selv en oplevelse at komme på Gamle Scene. Stemningen er noget særligt, og min forventning til den forestående forestilling stiger altid, når jeg i vrimlen bevæger mig ad de snørklede trapper og gange til min plads i den gamle teatersal. Det er klassisk og godt, selvom forestillingen sagtens kan være moderne. Nogle gange bliver man naturligvis skuffet, men ikke denne gang. Alle kunstarter var på scenen – musik, ballet, opera og skuespil – i en fantastisk scenografi. Henrik Koefoed var god i rollen som den stræbsomme, men tragiske hofkomponist Salieri, der som den eneste ved kejserens hof har evnen til at se Mozarts geni og samtidig må erkende, at han aldrig vil nå geniet til sokkeholderne uanset sin egen berømmelse i samtiden. Det kom der ikke et videre sympatisk menneske ud af.

Hørt

Jeg glæder mig hver uge til at høre Weekendavisens podcast ’Avistid’ med Arne Hardis, Hans Mortensen og Martin Krasnik, hvor de vender ugens væsentligste problemstillinger i dansk politik. Selvom Hardis en gang imellem synes at beklage sig over at skulle bruge tid på det nye medie, virker det, som om de tre hygger sig, mens de strør om sig med skarpe analyser og anekdoter fra dansk politisk historie. Og så er det lidt sjovt med de små drillerier de to ældre journalister og den yngre chefredaktør imellem. En anden podcast til den lidt mere tørre side er ’War on the Rocks’, hvor militæranalytikeren Michael Kofman fra tænketanken CNA usentimentalt og meget vidende analyserer den militære situation i Ukraine. Det er nørdet, men skærer gennem meget af den mere tågede snak om den tragiske situation ikke langt herfra.

Læst

Jeg er ved at læse den norske forfatter Per Pettersons ’Mit Abruzzo’, som er en slags dagbog – Petterson selv kalder det en journal – gennem et halvt år under coronapandemien. Petterson skriver stilfærdigt og sanseligt, men også hudløst og måske lidt manisk om stort og småt – om alt hvad der lige synes at falde ham ind. Herunder om hans mange bekymringer i hverdagen på gården, blandt andet hans gale vædder eller elskede gamle Jeep Cherokee, der synger på sidste vers. Så lidt selvironisk er det heldigvis også. Det hele er krydret med erindringsglimt og tanker om litteratur og møder med andre forfattere. Det værste ved bogen er, at han på side to erklærer, at han er færdig med at skrive skønlitteratur, for det håber jeg sørme ikke. Petterson evner som få at kunne skrive om alt det store i det små i et sprog, der er uden lige. Nogle sætninger tager man lige en gang til bare for nydelsens skyld.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu