Det hjertevarme, det nostalgiske og det håbefulde midt i det grusomme

Set

Film, hvor man uforvarende overvældes af bevægelse, er altid stærke og gode oplevelser. I særdeleshed hvis man som jeg almindeligvis ikke er til klump i halsen og snøft over smukke filmiske fortællinger. Netop derfor var det dejligt overraskende at blive ramt af den fine livsfortælling i ’En mand der hedder Otto’ med Tom Hanks i hovedrollen. Filmen er en nyindspilning af den svenske udgave, ’En mand der hedder Ove’, som jeg endnu ikke har set, men har hørt er lige så rørende. Et tværsnit på en almindelig villavej med jævne mennesker med normale liv, der kunne være dig og mig. En på alle måder hjertevarm og menneskelig fortælling om det mest basale i livet: Sammenhæng og samhørighed mellem mennesker. Det er skønt med film, der efterlader en med lysten til at gå over og omfavne sin nabo eller hundelufteren ude på vejen.

Hørt

”Hvor cool kan man være, ja, hvor cool er jeg” – vi, der havde vores ungdom i 1990’erne, tænker med det samme på Østkyst Hustlers og verdens længste rap. Derfor var det et glædeligt genhør, da jeg tilfældigt faldt over DR’s podcastserie ’Den nye stil – historien om dansk rap’. Et virkelig gennemført arbejde over 7 sæsoner med 32 episoder, der trækker hovedlinjer i dansk rap fra den tidlige start med Rockers By Choice til L.O.C. Foruden det nostalgiske i at lytte til de kendte spor og genkalde sig ungdommens musikoplevelser, så giver podcasten også en bredere forståelse af drivkraft, modsætninger og kryds mellem forskellige kunstnere, der konstant forsøger at løfte sig på hinandens skuldre eller forsvinder efter battles, som var det livet, det gjaldt. Og så sidder man tilbage og håber, at nogen vil forsøge at trække linjerne videre til i dag. Men for hvert år kommer der nye kunstneriske forgreninger, der nok umuliggør en samlende videre historiefortælling. For så ustyrlig er kunsten heldigvis.

Læst

Jeg har netop genlæst ’Maus’, og hver gang er det lige opslugende at bevæge sig med Art Spiegelman gennem den grafiske roman. Korte replikker, små forklaringer og tegninger af et livsforløb fører en gennem et af historiens mørkeste kapitler, Holocaust. Hele vejen er det håb og livsvilje, der bærer en igennem det umenneskelige og umulige. Og skræmmende er det at blive suget med ind i et billedunivers, hvor man mærker både frygt, uretfærdighed, gensynsglæde og livsmod på trods. Det slår mig hver gang, hvordan så kortfattet en tekst ledsaget af sort/hvide illustrationer kan gøre så stærkt et indtryk. Det er helt forståeligt, at forfatteren tilbage i 1992 blev tildelt en Pulitzerpris for værket. Romanen er tegnet og skrevet over en tiårsperiode i 1980’erne, så den er ingenlunde ny, men altid aktuel, og måske særligt i en tid med stigende polarisering i en konfliktfyldt verden.