Om kunsten at rumme andre menneskers ulykke

Set

Forleden satte jeg mig trygt til rette i de bløde sæder i biografmørket, hvor ’The Zone of Interest’ tonede frem på lærredet. Filmen udfordrede i den grad mit blik på menneskets natur, og jeg fik kuldegysninger flere gange undervejs. Et ’uhyggeligt’ stilfærdigt drama fra Anden Verdenskrig om kommandanten Rudolf Höss og hans hustru Hedwig, der lever et idyllisk liv med hus og have sammen med deres børn og jødiske tjenere. Tæt på deres hjem er kz-lejren Auschwitz, hvor der sker frygtelige masseudryddelser, men det har de tilsyneladende ingen problemer med. Filmen udstiller på imponerende vis kontrasten mellem de frygtelige hændelser i lejren og ægteparrets idylliske liv. Den fik mig til at tænke på det, jeg oplever i min hverdag herhjemme, hvor jeg ser mennesker, der lever under uværdige vilkår i hjemløshed og med svær psykisk sygdom, parallelt med, at vi – de bedre stillede – har liv i materiel velstand og sikkerhed. Uden at det går os synderligt på, eller at vi handler, når vi møder dem i gadebilledet. Er det onde handlinger, eller skyldes det, at vi ikke kan rumme andre menneskers ulykke?