Om kunsten at rumme andre menneskers ulykke

Set

Forleden satte jeg mig trygt til rette i de bløde sæder i biografmørket, hvor ’The Zone of Interest’ tonede frem på lærredet. Filmen udfordrede i den grad mit blik på menneskets natur, og jeg fik kuldegysninger flere gange undervejs. Et ’uhyggeligt’ stilfærdigt drama fra Anden Verdenskrig om kommandanten Rudolf Höss og hans hustru Hedwig, der lever et idyllisk liv med hus og have sammen med deres børn og jødiske tjenere. Tæt på deres hjem er kz-lejren Auschwitz, hvor der sker frygtelige masseudryddelser, men det har de tilsyneladende ingen problemer med. Filmen udstiller på imponerende vis kontrasten mellem de frygtelige hændelser i lejren og ægteparrets idylliske liv. Den fik mig til at tænke på det, jeg oplever i min hverdag herhjemme, hvor jeg ser mennesker, der lever under uværdige vilkår i hjemløshed og med svær psykisk sygdom, parallelt med, at vi – de bedre stillede – har liv i materiel velstand og sikkerhed. Uden at det går os synderligt på, eller at vi handler, når vi møder dem i gadebilledet. Er det onde handlinger, eller skyldes det, at vi ikke kan rumme andre menneskers ulykke?

Hørt 

Jeg er tidligere gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfor, og selvom jeg som direktør ikke har tid til de månedlige nattevagter længere, kan jeg alligevel ikke lade være med at gå en tur på gaden om natten i ny og næ. Det kan være en tur i Fælledparken eller forbi parkeringskældre, hvor man kan finde ly for natten. Da jeg forleden nat gik ned i en af Københavns mange p-kældre, blev jeg mødt af klassisk musik. Et ordentligt bombardement af strygere, der mindede om en militærmarch. Det er et eksempel på en tendens, der har eksisteret i mange år, hvor man med fjendtlig arkitektur og musik prøver at fjerne hjemløse borgere fra bybilledet. Jeg vil dog anbefale, at man tager afstand fra brugen af den type af musik og sætter sig hjem i sofaen, brygger sig en kop kaffe og sætter Georg Friedrich Händel eller Wolfgang Mozarts ’Eine Kleine March’ på i stedet.

Læst

Et af de nyere, danske skønlitterære værker, der har gjort størst indtryk på mig, er ’De andre’ af Mikael Josephsen. Han skriver om den allermest sårbare side af mennesket og om mennesker på samfundets bund og formår med bogen at tvinge os fra middelklassen til at forholde os til ’de andre’ mere usynlige og skæve eksistenser i samfundet. Han skriver råt for usødet, men også med humor – og om stoffer, så man forstår fixet: “Junk er at skyde kærlighed direkte ind i kroppen”. Josephsen har selv en baggrund som stofbruger og har skrevet en selvbiografisk digtsamling, ’Knæk’, som jeg også gerne vil anbefale. I Projekt Udenfor arbejder vi for at skabe synlighed og forståelse for samfundets absolut udstødte, og det formår Mikael Josephsen på bragende smuk vis.