Igen og igen er Demokraternes mest fremtrædende kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez blevet spurgt, hvordan hun vil betale for sine visioner. Hvordan hun vil finansiere en Green New Deal, der skal løfte USA og verden ud af klimakrisen? Hvordan hun vil betale for sundhed for alle, jobs for alle, uddannelse for alle?

Igen og igen har hun svaret med de klassiske venstrefløjsargumenter: At der er mulighed for at øge beskatningen på de superrige. At man kan beskære forsvarsbudgetterne, reducere omkostningerne eller øge skatterne på finansielle transaktioner. Argumenter, som hendes politiske modstandere har lært at tale imod, siden de trådte ind i politik. Men i januar smed hun pludselig en ny bombe ind i debatten: Man kunne øge budgetunderskuddet – deficit spending. Man kunne trykke flere penge og øge gælden.

"Ja," bekræftede hun, da hun direkte bekendte sig til den tidligere så perifere, alternative økonomiske teori modern monetary theory (MMT), hvis centrale tanke er, at en stat, der har sin egen valuta, aldrig kan gå fallit, fordi gæld optaget i egen valuta altid kan betales tilbage ved at øge pengemængden.

"Ja, budgetunderskud kan være godt for økonomien og skal absolut være en større del af den økonomiske debat."

Imens flere af venstrefløjens mest fremtrædende økonomiske rådgivere nikkede og klappede, tabte de mere traditionelle økonomer kæben. Tavshed.

Og så kom brølet: Tidligere finansminister, Obama-rådgiver og Harvard-rektor Larry Summers kaldte venstrefløjens omfavnelse af teorien "en katastrofe" og "ren voodoo-økonomi", centralbankdirektør Jerome Powell sagde, at konceptet bag "helt enkelt er forkert", og siden fulgte tidligere IMF-cheføkonomer som Kenneth Rogoff og Olivier Blanchard, nobelprismodtageren Paul Krugman og erhvervslivets top som Bill Gates og Warren Buffet. Debatindlæg, interviews og essays.

Men de kunne ikke stoppe det. Med Alexandria Ocasio-Cortez udmelding var moderne monetær teori røget helt ind i den amerikanske debats centrum.

Det store momentum

"'Hvordan vil du betale' har dræbt hver eneste progressive bevægelse i de seneste 40 år," siger L. Randall Wray, der er professor i økonomi ved Bard College i New York, til Mandag Morgen. Han har beskæftiget sig med MMT igennem 25 år, men først nu får teorien sit store momentum.

Sammen med de førende pro MMT-økonomer Bill Mitchell og Warren Mosler er han netop udkommet med MMT-biblen Macroeconomics, der forsøger at samle teorien og for første gang sætter den på formel.

L. Randall Wray spørger retorisk, hvorfor den ene topøkonom efter den anden er gået til angreb. Ikke kun på Ocasio-Cortez, men også på Stephanie Kelton, en af MMT-bevægelsens frontfigurer og Bernie Sanders' cheføkonom ved præsidentkampagnen i 2016.

"Det er meget enkelt. De ser AOC (Alexandra Ocasio-Cortez, red.) og Bernie Sanders som vor tids store bevægelse, og den forsøger de at stoppe. Derfor smider de alt, de kan finde, i hovedet på os, for hvis ikke det lykkes, ville det betyde enden af neoliberalisme i USA, måske endda i verden. Derfor."

Eller som cheføkonom i Saxo Bank Steen Jakobsen, siger det:  

"Vi har haft ti år med negativ rente. Vi har haft tæt på ingen vækst. Vi har ikke noget råderum, og centralbankerne kan gøre meget lidt for det overordnede vækstpotentiale de kommende ti år."

Han er ikke selv tilhænger af teorien, men han forstår godt, hvorfor den får medvind lige nu.

"Økonomien har opført sig anderledes i de seneste 10 år, end vi har set tidligere. Set i det lys undrer det mig ikke, at vi nu ser et venstreorienteret MMT-oprør i USA, og jeg er 100 procent overbevist om, at modern monetary theory også vil appellere til populistiske politiske partier her i Europa."

Inflation og skat

For at forstå de voldsomme reaktioner bliver man også nødt til at forstå, hvor radikal modern monetary theory er. Teorien vender de herskende økonomiske teorier grundigt på hovedet, og kan derfor være svær at begribe – og endnu sværere at sluge. Men lad os gøre et forsøg her.

MMT er ikke én enkelt model, men bygger på flere centrale ideer. MMT-økonomerne er ikke enige om alt, men hvis man skal trække ét hovedargument op, så er det, at en stat, der låner penge i egen valuta, ikke kan gå konkurs, fordi den altid kan skabe flere penge, som gælden kan betales tilbage med.

Nye investeringer i samfundet kræver derfor ikke nye skatter, men kan betales ved, at staten trykker flere penge. Vel at mærke, uden at det skaber inflation i samfundet.

En logik, der strider imod de fleste af de økonomiske teorier, der er blevet undervist i igennem det seneste århundrede. For enhver ved vel, at hvis man bare trykker flere penge, så øges pengemængden i samfundet, og priserne stiger. For at undgå inflation må centralbanken hæve renten - ville en traditionel økonom sige – og med stigende priser og stigende renter, bremser man væksten i samfundet.

Men MMT-økonomer har en helt anden løsning på inflationsproblemet: De gør skatterne til et pengepolitisk redskab. Det vil sige: Opgaven med at kontrollere inflationen ligger ikke længere hos centralbanken, som normalt ville regulere prisstigninger via renten, men i Skatteministeriet.

Staten skal så bruge sit budget på at regulere efterspørgsel og opretholde fuld beskæftigelse. Hvor mange penge en stat kan bruge, og hvor mange investeringer den kan lave, bliver ifølge moderne monetær teori, styret af ubrugte ressourcer som for eksempel arbejdere uden arbejde. Derfor er statsgæld og budgetunderskud irrelevante, så længe arbejdsløsheden er lav og priserne stabile.

Og hvor traditionelle økonomer vil frygte, at arbejdskraftens pris – altså lønningerne – vil stige og skubbe til inflationen, så siger de nye MMT-økonomer, at den globale verden har ændret den logik. Fordi arbejdsgiverne kan presse lønnen med billig arbejdskraft fra udlandet. Se bare, hvor længe vi har haft lav arbejdsløshed og ingen eller lave reallønsstigninger, både i USA og herhjemme.

Gæld

Mener Stephanie Kelton fra sin professorstol på Stony Brooks University virkelig, at det er uproblematisk, når den amerikanske statsgæld i år har sat rekord med godt 22.000 milliarder dollars? Betyder det, at et budgetunderskud på 100 procent, altså et underskud på budgettet, der svarer til hele USA's bruttonationalprodukt, er fint? Og at seddelpressen kan blive ved i det uendelige?

Selvfølgelig ikke, lyder svaret fra Stephanie Kelton, der forleden havde plastret hele sit twitterfeed til med de samme to ord, "deficits matter", træt af alle de økonomer, der kritiserer hende for økonomisk uansvarlighed. Underskud spiller en rolle. Bare ikke den rolle, vi plejer at tillægge det. Eller som hun proklamerede i New York Times forleden: "Den måde, vi tænker på gæld på, er for det meste forkert."

Vi har ikke lært at forstå gældens grundanatomi, lyder hendes argument. Vi har lært, at underskud er noget, vi skal undgå, og at gæld er beviset på finansiel uansvarlighed, men en nation med egen valuta er noget helt andet end en almindelig husholdning eller firmaernes årsregnskab, understreger hun.

For en nation er gælden et værktøj. Alligevel kan underskud også for en nation med egen valuta ifølge MMT blive for store. Det vil sige, at hvis staten øger sin gæld mere, end arbejdsstyrken kan honorere – altså ud over den fulde beskæftigelse og de ressourcer, staten har til rådighed – så kan det skabe inflation. Men underskud kan også blive for små til at kunne understøtte efterspørgslen i økonomien. Resultatet er arbejdsløshed.

Uudnyttede ressourcer

Svaret fra økonomerne forbliver det samme. Man kan ikke antage, at man kan printe penge uden en konsekvens for hverken købekraften af pengene eller værdien af pengene. Som økonomen Olivier Blanchard skrev på Twitter: "Gæld, hvis ikke den er meget lille, kan ikke finansieres via pengeskabelse, uden at skabe høj inflation eller hyperinflation."

Hyperinflation som den, man har set i Zimbabwe, Venezuela, Argentina og 1920'ernes Weimarrepublik, hvor man måtte fylde en trillebør med pengesedler for at kunne købe et brød. Eller bare høj inflation, som den man også så i Danmark under 1970'ernes oliekrise, hvor renterne ramte 15-20 procent.

Også Søren Hove Ravn, lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, der står som en af teoriens kritikere herhjemme, mener, at MMT'erne lægger for stor vægt på, at en stat med egen valuta ikke kan løbe tør for pågældende valuta.

"Det er sådan set rigtigt, men ikke særlig relevant. Hvis staten følger MMT'ernes opfordring og begynder at bruge mange flere penge, så vil priserne stige, og folks forventning om inflation vil tikke opad, og hvis man følger den tankegang logisk til ende, ja, så kan man honorere sin gæld, men i penge, som ikke er noget værd. Det er staten, der skaber pengene. Men det er ikke staten, der skaber værdierne i et samfund."

At skattetrykket kan bruges til at styre inflationen, giver han ikke meget for.

"Vi ved, at skattestigninger ikke er vildt populære. Og politikere har det nu engang med at skulle genvælges en gang imellem."

Mainstream-økonomerne er besat af inflation, mener MMT-økonomerne. Som et spøgelse.

"Hvor ser I inflationen," lød spørgsmålet fra Stephanie Kelton forleden, da hun i NPR blev spurgt, om en øget pengemængde ikke ville øge inflationen.

"Vi har øget pengemængden hele vejen igennem. Vi har lige gjort det med en skattelettelse på 1,5 milliarder dollars. Vi har gjort det ved at dække udgifter for ekstra 300 milliarder. Vi har gjort det og gjort det og gjort det. Hvor er inflationen? Jeg ser den ikke i Storbritannien. Jeg ser den ikke i Japan. Jeg ser den ikke i USA."

Derfor vil folk som L. Randall Wray også argumentere på, at moderne monetær teori ikke er en fantasifuld teori om, hvordan økonomien kan blive i fremtiden, men dybest set bare en beskrivelse af den måde, pengesystemet allerede i dag fungerer på. Den er en beskrivelse af virkeligheden.

"Siden 1789 har vi med seks undtagelser haft budgetunderskud hvert eneste år. Vi har haft gæld hvert år ud over i 1837, det vil sige, én gang. Intet af det, de advarer om, er sket," siger L. Randall Wray og peger på økonomen Steve Hanke, den førende ekspert i inflation og hyperinflation.

"Hvis du ser på hans liste, så vil du se, at ingen af de 54 eksempler på hyperinflation er sket i udviklede demokratier med egne valutaer. Der findes ikke ét eksempel. Vi har haft inflation, også høj inflation – oftest under de store verdenskrige – men lige nu ser vi det modsatte: Vi har lav inflation og en lav rente."

Men der findes som bekendt ingen gratis frokoster, som også den nuværende IMF-cheføkonom Gita Gopinath sagde forleden "Der er grænser for, hvor meget stater kan bruge."

Men også den 'sandhed' afviser L. Randall Wray.

"De tager fejl. Fuldstændig fejl," siger han og konkluderer tørt:

"Det viser bare, hvor dårlige økonomer de er. Har de nogensinde haft ret i noget som helst? Det første princip, man lærer på økonomistudiet, er, at der er gratis frokoster over det hele. Vi skal udnytte de gratis frokoster. Og hvor er de så?" spørger han og svarer selv:

"Ressourcer, der ikke bliver brugt til noget. Det er en gratis frokost. I USA har vi 15 millioner mennesker, der vil arbejde, men ikke har et job. Det er en gratis frokost. Vi har fabrikker, der ligger brak. Det er en gratis frokost. At få de ressourcer og dermed produktionen til at køre på fuld kapacitet for at implementere The Green New Deal, det er en gratis frokost."

To måder at læse historien på

Det er rigtigt, at økonomien har et problem, mener Steen Jakobsen fra Saxo Bank. Verden har for lav efterspørgsel, væksten er for lav. Men at svaret skulle være modern monetary theory, ryster han på hovedet ad.

"Selv om jeg længe har ment, at monetærpolitik ikke kan løse noget, så er det her en form for ny-keynesianisme, der fokuserer mere på omfordeling end på produktivitet og mere på kortsigtet vækst end på langsigtet vækst," siger Steen Jakobsen og understreger, at der i et samfund og i en økonomisk model kun er to ting, der gælder i forhold til vækst: Den demografiske komponent – hvor meget den arbejdende befolkning vokser – og produktiviteten. At printe penge for med et slag at øge pengemængden gør ikke noget ved nogen af delene.

"Det vil skabe inflation," siger han og bakker det op med historien:

"Det var, hvad der skete i årgangene mellem 1960'erne og 1970'erne. Lige pludselig kom der er et supply-chok, vi fik inflation og den højeste rente nogensinde. Så at sige, at det ikke har nogen konsekvens, passer ikke."

Ja, se på historien, lyder det også fra L. Randall Wray. For når han ser på den, ser han noget helt andet.

"Vi har forladt inflationen for 30 år siden. Den kommer ikke tilbage. Larry Summers (tidl. rektor på Harvard og finansminister red.) siger selv, at vi er i en ny tid: Han kalder den permanent stagnation. Vi kommer aldrig til at vokse igen. Men hvad ville The Green New Deal gøre ved os? Den ville få os til at vokse igen," siger han og sukker.

"De er så besatte af frygten for inflationen, så optaget af Phillipskurven (sammenhængen mellem lønstigninger og inflation red.) og af 1960'erne. Tror de seriøst på, vi kan gå fra permanent stagnation til hyperinflation? Vi har fået Indien og Kina ind på de globale markeder. De kommer altid til at underbyde os."

Alle skal have en Green New Deal

Og i øvrigt – som L. Randall Wray ser det – bliver hele diskussionen meget snart irrelevant. Klimaforandringerne komme til at kræve en fuldkommen grundlæggende forandring i vores økonomi, mener han. Det må alle indstille sig på.

"Alle bliver nødt til at lave omstillingen til en Green New Deal. Det er uundgåeligt, hvis vi vil overleve," siger han.

"Vi bliver nødt til at prøve at bekæmpe inflationen på samme måde, som vi gjorde under Anden Verdenskrig. Vi kommer til at gå fra permanent stagnation og overflod til en økonomi, hvor der er mangel."

Du sammenligner situationen med Anden Verdenskrig?

"Ja, Green New Deal er en udfordring på størrelse med udfordringerne under Anden Verdenskrig. Jeg tror endda, at den er større. Keynes viste os, hvordan vi kunne betale for krigen. Vi kan gøre det igen."