Set

Jeg må, med en smule kulturskam, indrømme, at jeg ofte ser letfordøjelige actionfilm. Men heldigvis har jeg nogle mere kulturelle børn, der under corona startede en lille klub, hvor vi valgte film på MUBI – en artfilm-streamingtjeneste – som vi diskuterede sammen over Teams. Jeg fik set en masse franske, sydkoreanske og iranske film, men også ’Beanpole’ fra 2019 instrueret af en ung, russisk instruktør, Kantemir Balagov. Den foregår i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor en traumatiseret kvinde arbejder på et hospital og passer sin tidligere soldaterkammerats barn, som hun uforvarende kvæler. Da soldaterkammeraten kommer tilbage til hospitalet for at hente sit barn, udvikler historien sig vidtforgrenet og medrivende. Filmen er frygtelig grum, utrolig smuk og meget bevægende. Jeg har derudover været så forudseende at få billetter til John Malkovich, der optræder i rollen som seriemorder i forestillingen ’The Infernal Comedy’ i Musikhuset i Aarhus i januar! Det glæder jeg mig meget til.

Hørt

Jeg ligger i den øverste ene procent i verden, der lytter mest til Stan Getz på Spotify. Et miks af blide brasilianske rytmer og en god saxofon er perfekt. Start med at lytte til ’Moonlight In Vermont’. Herhjemme prøver jeg at se Cæcilie Norby optræde, så ofte jeg kan. Hendes album ’First Conversations’ fra 2002 er et af mine favoritter. Og hendes lettere divaagtige optræden på scenen er altid en fornøjelse. Jeg har også mine faste podcasts, som jeg kan anbefale – blandt andet ’Verden ifølge Gram’, der er oldschool udenrigspolitisk rapportering, med ordentlig diktion og velunderbyggede argumenter. ’Kampagnesporet’, som jeg har fulgt siden starten i 2016, med to dygtige og lidt krukkede værter er en god måde at holde sig opdateret om den lettere skøre og lidt uhyggelige udvikling i amerikansk politik. Jeg plejede også at lytte til ’Millionærklubben’, men da mine aktier begyndte at falde i værdi, kunne jeg ikke holde ud at lytte til det mere.

Læst

Ligesom med actionfilm læser jeg en del spændings- og kriminalromaner. Franske krimier er interessante – de er voldsomme og blodige på en meget lidt skandinavisk noir måde. Prøv Jean-Christophe Grangé til de lange vinteraftener. En god veninde forærede mig for nylig ’Eden’ af Auður Ava Ólafsdóttir, en af Islands mest læste forfattere. En mærkelig stille bog, der på overfladen handler om at plante træer og ords oprindelse og bøjninger. Bogen har en særegen afslappende virkning, hvor man i små bidder ender med at blive meget optaget af, hvordan det skal gå med karakterens beplantninger og bekendtskab med en ung flygtningedreng. Og så er bogen i et lille format, omkring 20 x 13 centimeter, hvilket gør den meget behagelig at holde på – noget, der havde en forbløffende stor effekt for mig.