Egeninteresse driver Danmarks grønne omstilling

Hele Danmark er klar til den grønne omstilling, men det kommer til at koste penge og kræve store omlægninger af de incitamentsstrukturer, der får egeninteresse til at falde sammen med samfundets interesser. Det centrale spørgsmål er: Hvordan får Danmark sat mere fart på den grønne omstilling?

Claus Kragh

Verdens vigtigste spørgsmål
Ugebrevets redaktører og journalister har i anledning af vores 30-års jubilæum udvalgt fem af de centrale spørgsmål, vi vurderer som uomgængelige i de kommende år inden for Mandag Morgens kerneområder.

Digital omstilling: Kommer du over eller under algoritmen?

Politik: Trods årtiers fokus: 50.000 unge lever på kanten af samfundet uden uddannelse eller job

Grøn omstilling: Egeninteresse driver Danmarks grønne omstilling

Ledelse: Hvordan kan man lede menneskeligt og ansvarligt og samtidig skabe overskud?

Økonomi: Hvad hvis væksten ikke kommer tilbage?

Hvis du vil bidrage til vidensdeling, ideudvikling og løsninger på de fem spørgsmål, så kom til Mandag Morgens åbne redaktionsmøder på redaktionen i Ny Kongensgade 10: 

AI i det offentlige - 26/11 kl. 08:30
Udsatte unge - 4/12  kl. 08:30
Grøn omstilling - 14/1 kl. 08:30
Ansvarlig ledelse - 28/1 kl. 08:30
Lavvækst - 3/2 kl. 08:30

2019 blev et historisk år for den grønne omstilling i Danmark. Ved valget til Folketinget i juni måned havde mange partier klimaet øverst på dagsordenen, og da stemmerne var fordelt, kom resten med. Ikke at have en ambitiøs klimapolitik er ikke længere en option for et politisk parti i Danmark, bortset fra Nye Borgerlige.

På Christiansborg handler det således ikke længere om, hvorvidt Danmark skal gennemføre en grøn omstilling. Nu handler det i stedet om, hvor hurtigt den kan gennemføres, i hvilken rækkefølge det skal ske, og om hvordan regningen skal fordeles.

Det danske samfund er nået til den fælles erkendelse, at fremtiden bør være fattig på udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Ikke fordi danskerne pludselig er blevet enige om at redde alverdens isbjørne eller om at være solidariske med befolkningen i Bangladesh, men fordi der i dag er en bred politisk og institutionel enighed om, at det tjener Danmarks nationale interesser og den enkelte danskers personlige interesser bedst at gå den vej.

Den erkendelse kulminerende i 2019, hvor Danmarks Nationalbank sammen med Finansministeriet kom med i kredsen af offentlige og private institutioner, der alle helhjertet konkluderede, at fremtiden er grøn, vedvarende og klimavenlig. Den kreds favner bredt fra Kongehuset til Maersk, Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Den brede konsensus betyder ikke, at kampen om den grønne omstilling er slut. Tværtimod.

Der er masser af opgaver at tage fat på. Og det hele skal ske i en fart.

Flere med egeninteresse i omstillingen

På den politiske agenda handler det i de kommende måneder om at få skabt den klimalov, der skal sætte væsentlig fastere rammere om de næste faser af Danmarks grønne omstilling. Der skal indføres flere delmål i forskellige sektorer, og der skal sættes strammere tidsrammer op, sådan at tempoet i den grønne omstilling kommer op.

Når klimaloven er på plads, kommer turen til det næste energi- og klimaforlig, der bliver den egentlige politiske aftale om, hvor meget mere vedvarende energi, man ønsker at producere, og i hvilke sektorer man ønsker at opnå de reduktioner, der skal til, for at nå de famøse 70 procents reduktion i 2030.

”Det er meget positivt, at stort set alle i Danmark anerkender, at vi skal gennemføre den grønne omstilling. På den måde er der sket rigtig meget i løbet af de seneste fem år. Vi kan endnu ikke se den endelige løsning. Men vi kan se det store billede, og vi kender mange af brikkerne. Billedligt talt ved vi, at vi skal til Alperne, og at toget går fra Hovedbanen klokken 12. Vi har ikke styr på alle rejsens detaljer, men vi ved, hvor vi skal hen, og at vi skal afsted nu,” siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Når man lytter til regeringen, til de økonomiske vismænd, Klimarådet og Landbrug & Fødevarer, står det ret klart, at der i de kommende år vil blive kraftig fokus på udledningerne af drivhusgasser fra landbruget. Fra politisk hold er der – langt ind i Socialdemokratiet, De Radikale og SF – forståelse for, at man skal støtte de danske landmænd og den danske fødevareklynge i at nå de nødvendige klimareduktioner gennem blandt andet en stor jordreform og ved at få udvikle klimavenlig staldteknologi.

Samtidig vil man gennem støtte til forskning og udvikling sikre, at bønderne gradvist lægger om til mere vegetabilsk og mindre animalsk produktion, og det kan allerede konstateres i landets supermarkeder, at store danske virksomheder har taget bestik af den store vækst i efterspørgslen på veganske fødevarer, der ses fra særligt yngre borgere i disse år. Dette har man set hos de to andelsejede giganter Danish Crown og Arla.

Både når det gælder fødevareklyngen og andre danske erhvervssektorer, er der næppe tvivl om, at det danske vindmølleeventyr med produktion af Vestas- og Siemens-møller i Danmark og med Ørsteds store succes som udvikler af havvindmølleparker tjener som inspiration.

I Landbrug & Fødevarer har man nu ligesom hos Dansk Industri og Dansk Erhverv indset, at det tjener erhvervets egeninteresse at hoppe med på den grønne omstilling. Dette betyder ikke, at erhvervsorganisationerne ikke vil slå sig i tøjret og kæmpe for egne vilkår, efterhånden som klimaskruen strammes, men set fra politisk hold er det alt andet lige meget lettere at gennemføre den slags reformer, når de erhverv, der rammes, inderst inde godt ved, at det styrker virksomhedernes konkurrenceevne og derved tjener ejernes og aktionærernes interesse.

Ulrich Bang er klima- og energichef i Dansk Erhverv. Han har tidligere arbejdet i Dansk Energi, i Velux og i EuroAce, der er en Bruxelles-sammenslutning af virksomheder, der ligesom Velux er stærke på energieffektivisering. Bang mener, at Danmark bør søsætte to nye forsknings- og udviklingsinitiativer, der skal skabe nye vindmølleeventyr inden for henholdsvis fødevarer og brændsler til den tunge transport.

Hvordan får Danmark sat mere fart på den grønne omstilling?

Hvis menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at tøjle den globale opvarmning, skal der turbo på den grønne omstilling. Men hvordan kan det ske? Kom og del dine tanker om, hvad der skal til, for at den grønne omstilling kommer op i tempo, når vi holder åbent redaktionsmøde i vores lokaler i Ny Kongensgade 10 i det centrale København. Mødet ledes af europaredaktør Claus Kragh. Det sker tirsdag 14. januar 2020 klokken 8.30. Det er gratis for abonnenter, men du skal tilmelde dig på [email protected]. Skriv ’Grøn omstilling’ i emnefeltet, og husk at fortælle os, hvem du er.

”De vindmøller, der er produceret i Danmark, har sparet kloden for en milliard ton CO2. Det svarer til 200 gange Danmarks samlede årlige udledninger. Det er en enorm effekt. Vi skal forsøge at gøre det samme i fødevareklyngen og i transportklyngen,” siger Bang og fortsætter:

”Vi skal gribe det an ligesom det amerikanske måneprojekt. Vi skal have folk med fra forskellige videnskabelige grene, og de skal have mulighed for at eksperimentere med alt. Vi skal sige til os selv, at vi vil udvikle to nye erhvervseventyr, der ligesom vindmøllerne sparer kloden for en milliard ton CO2.”

På samme måde som en lang række erhvervs- og industrisektorer i dag har indset, at den grønne omstilling tjener deres egne interesser, på samme måde kan også kommunale ledere i landets 98 kommuner i dag se, at borgerne rent faktisk efterspørger ikke-forurenede byområder, gode forhold for cyklister, rent vand og grønne områder.

Fra Aalborg over Aarhus til Vejle, Odense og København oplever borgmestre, at den grønne dagsorden er populær i en sådan grad, at man reelt ikke længere risikerer at miste hverken bilisternes eller villaejernes stemmer, selvom man fører en klimavenlig politik.

Nu bliver også højfinansen grøn

Det brede momentum bag den grønne omstilling i Danmark har også ført den grønne tænkning helt ind i Danmarks Nationalbank og i Finansministeriet. Danmarks Nationalbank meldte sig i foråret ind i det globale klimanetværk for centralbanker, NGFS. I oktober kaldte bankens nye vicedirektør for økonomi og pengepolitik Signe Krogstrup det i et interview i Mandag Morgen for ”en markedsfejl, at udledning af drivhusgasser ikke har pris”.

Hun tilføjer, at klimahensyn i nogle tilfælde kan spille ind på den pengepolitik, centralbankerne fører.

Netop dette aspekt er blevet fremført af Christine Lagarde, 1. november tiltrådte som chef for Den Europæiske Centralbank, ECB. Næsten uanset hvilke skridt Danmarks Nationalbank og Den Europæiske Centralbank tager i klimadebatten, styrker den tankegang rene og vedvarende teknologiers konkurrenceevne over for teknologier, der er baseret på fossile energier.

På samme måde er der også en grøn økonomisk systemforandring på vej gennem Danmarks Finansministerium. Således arbejder økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, tidligere vismand og formand for Klimarådet, på en ny grøn regnemodel til brug i Finansministeriet. Birch har fået støtte fra Finansministeriet, Carlsbergfondet og Villum-fondens KR Foundation til at udvikle et grønt bruttonationalprodukt og en ny grøn regnemodel til brug i Finansministeriet.

Projektet har i alt 19 forskere og modeludviklere ansat, og det vil – uden at foregribe projektets færdiggørelse – alt andet lige styrke grønne teknologiers konkurrenceevne over for fossile teknologier, fordi skadevirkningerne ved klimabelastninger fremover vil blive indregnet i de økonomiske kalkuler, der bruges i Finansministeriet.

De systemiske forandringer i Nationalbanken og i Finansministeriet vil automatisk forplante sig ud i økonomien i banker, forsikringsselskaber og pensionskasser, hvor stor set alle økonomiske aktiver fremover vil blive risikovurderet og dermed prissat i henhold til de involverede klimarisici. Dette vil i sig selv have en sneboldlignende effekt.

Hvem skal betale?

Når det er sagt, skal man også forholde sig til den økonomiske bagside ved den grønne omstilling.

”Staten har tjent mange penge på de sorte biler og på olie og gas fra Nordsøen. De skal vi til at undvære. Hvem skal betale for det? Når vi skal have kulkraftværkerne ud af drift, kommer der også en regning. Hvem skal betale den? Varmekunderne eller skatteyderne? Regningen for den grønne omstilling skal betales,” siger Lars Aagaard fra Dansk Energi og opfordrer til, at den grønne omstilling regnes ind i den samlede finanslov på samme måde, som man i dag tager højde for udviklingen i befolkningens alderssammensætning med det såkaldte demografiske træk.

Aagaard peger samtidig på, at der – selvom man i mange sektorer kan begynde at se vejen – er rigtig mange usikkerhedselementer for virksomhederne lige nu.

”Alle mulige forretningsmodeller skal regnes igennem på ny, fordi forudsætningerne forandrer sig. Vi skal finde plads på havet til de mange vindmøller. Vi skal have udviklet seriøse pipelines af projekter på alle mulige områder. Vi skal bruge masser af manpower og masser af penge. Det bliver danskerne nødt til at se i øjnene,” siger Lars Aagaard.

Smertensbarnet i Danmarks grønne omstilling er i høj grad transporten – både jernbanenettet og biltrafikken. At Danmarks jernbaner ikke for længst er elektrificeret, men stadig betjenes af dieseldrevne lokomotiver, er et mysterium, der bunder i tyve år gamle beslutninger på Christiansborg. Danmark har på den måde gjort sig skyldig i den samme underinvestering i jernbaner, som stor set alle andre europæiske lande, hvilket betyder, at den stærkt klimabelastende flyvning i og mellem lande i Europa i dag er langt mere konkurrencedygtig end tognettet.

Når det gælder personbiler og lastbiler, udgør den grønne omstilling en usædvanligt stor udfordring for Danmark, fordi særligt de private personbiler har været belagt med nogle af verdens højeste afgiftssatser. Sådan har det været, fordi Danmark ikke har haft industrielle interesser i fremstilling af biler, og derfor vil det nu være forbundet med meget store omkostninger for staten at forkæle bilister, der vælger de klimavenlige elbiler, som fortsat er væsentligt dyrere end fossilt drevne biler fra bilfabrikkerne.

Staten tjener i dag cirka 50 milliarder kroner om året på bilafgifter, og det skal skaffes på anden vis, når danskere fra 2030 skal køre i meget lidt klimabelastende biler uden høje grønne afgifter.

Den forrige regering nedsatte derfor den såkaldte bilkommission under ledelse af Anders Eldrup, som ifølge kommissoriet senest i 2020 skal afgive en rapport med forslag til, hvordan Danmark bør forholde sig til indførelse af elbiler og etablering af den nødvendige infrastruktur i den forbindelse.

Forhandlerne håber især på klare rammebetingelser, siger Gitte Seeberg, administrerende direktør i AutoBranchen.

”Vi er klar til at sælge de biler, danskerne skal køre i. Men det er svært for os at bidrage til omstillingen, når skatter og afgifter hele tiden forandres.”

 Hun opfordrer til, at man i Danmark ikke stirrer sig blind på elbiler:

”Der sker stadig en ret kraftig teknologiudvikling inden for klimavenlige biler, så det er vigtigt, at man ikke lægger sig fast på bestemte teknologier,” siger Seeberg.

Skiftende regeringer har konstateret, at netop biltransporten udgør en særlig udfordring for Danmark, og derfor har man valgt en strategi, at Danmark i første omfang vil prioritere at få strøm fra danske vindmølleparker ind i den danske fjernvarmeforsyning, efterhånden som de sidste danske kulfyrede kraftværker lukkes ned henimod 2030.

At bruge store mængder strøm i transportsektoren bliver først muligt om små ti år, når elektrificeringen af de danske tognet er gennemført, og når elbilerne er kommet så langt ned i salgspris, at danskere kan forventes at købe dem i stort tal.

Men også på det tidspunkt vil det gøre ondt på den danske samfundshusholdning at skulle undvære bilafgifterne.

Danmark har sat ambitiøse klimamål for omstillingen i både 2030 og 2050. Med et 2030-mål på 70 procent reduktion af klimagasserne sammenlignet med 1990 leverer Danmark en rimelig indsats målt på udledningerne per borger. Dog er der ikke grundlag for at hævde, at Danmark leverer mere end den rimelige andel af reduktioner, og der kan være grundlag for at levere en yderligere indsats,” siger formand for Klimarådet Peter Møllgaard.

Skal Danmark slagte den grønne guldkalv?

Danske politikeres store økonomiske joker i de kommende år er det statskontrollerede energiselskab Ørsted. Dét selskab har i dag så stor succes med at udvikle, eje og drive havvindmølleparker, at de danske skatteydere i dag er hovedejere af en global entreprenørkoncern med milliardforretninger i USA og Taiwan.

Eftersom staten sidder med den kontrollerende aktiepost i selskabet, er det reelt Danmarks til enhver tid siddende finansminister, der har den endelig kontrol over selskabet, der – trods sidste uges kurskorrektion – fortsat har en værdi på næsten 250 milliarder kroner.

Selskabet hed frem til 2017 Dong Energy og var et selskab, der dels stod for udvinding af olie og naturgas og fungerede som forsyningsvirksomhed i store dele af Danmark. I dag er Ørsted først og fremmest verdens førende udvikler, ejer og operatør af havvindmølleparker, mens olie- og gasforretningerne og en del af forsyningsvirksomheden er solgt fra.

Ørsteds aktiviteter inden for havvindmølleparker er en grøn guldkalv i den global vindmølleindustri, hvor investeringerne i de kommende årtier kan gøres op i fircifrede milliardbeløb i dollars.

Ørsted er resultatet af, at Danmark siden 1970’erne nationalt har satset på udviklingen af vindmøller. Succesen er formidabel, og i de kommende årtier vil Ørsted efter alt at dømme tjene milliarder af kroner hjem i overskud til sine ejere.

Er Ørsted kritisk infrastruktur?

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere gjort det klart, at hun og den aktuelle finansminister Nikolai Wammen (S) ikke har tænkt sig at sælge ”kritisk infrastruktur”, hvilket i januar 2019 blev brugt som begrundelse for at stoppe Ørsteds frasalg af Radius, der driver det københavnske elnet.

I september 2019 blev Radius imidlertid solgt til det andelsejede fibernet- og energiselskab, der ejer en del af aktierne i Ørsted. Det korte af det lange er, at Ørsted synes at følge en klar strategi i retning af at skaffe sig af med alt, hvad der ikke har med havvindmøller at gøre. Når den proces er gennemført, vil statsministeren skulle finde andre argumenter for ikke at fuldføre den privatisering af Ørsted, som et bredt flertal i Folketinget har arbejdet på i mere end ti år.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) afviste tidligere på efteråret i et interview med Mandag Morgen at spekulere i, hvad der skal ske med den meget værdifulde statslige aktiepost, hvis selskabet ikke længere kontrollerer kritisk infrastruktur.

Ørsted er – uagtet en del ballade om fyring af tidligere topchef Anders Eldrup og salg af en aktiepost til Goldman Sachs – et levende dementi af fordommen om, at man i Danmark ikke kan drive profitabel virksomhed gennem offentligt ejerskab.

Omvendt kan Ørsted også gå hen og blive et politisk problem eller i hvert fald en udfordring i den forstand, at det er meget usædvanligt, at et statskontrolleret dansk selskab opererer i stærkt konkurrenceudsatte markeder, sådan som Ørsted gør det i USA og i Asien. For så vidt angår forretningerne i Taiwan, er der sågar den ikke ubetydelige politiske risiko, at den kommunistkinesiske regering i Beijing på et tidspunkt sætter sig på østaten Taiwan og landets infrastruktur.

Uanset hvor stor beundring man må have for skabelsen af det Ørsted, der eksisterer i dag, vil det være svært at argumentere for, at staten i det lange løb skal blive ved med at være kontrollerende aktionær i selskabet.

Omvendt synes det også at stå klart, at regeringen med bred opbakning i Folketinget agter at sætte gang i endog meget store milliardinvesteringer i nye havvindmølleparker i Nordsøen med udgangspunkt i en grøn statsfond. Hvis man gør det og samtidig fuldender privatiseringen af Ørsted, begynder det nærmest at ligne den ordning, den danske regering lavede i sin tid, da man på favorable vilkår gav Maersk-koncernen kontrollen over den meget profitable udvinding af olie og gas i Nordsøen.

Vælger regeringen alligevel at slagte guldkalven, vil det give et betydeligt bidrag til finansieringen af den grønne omstilling.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu