’Er kerneopgaven i krise?’ spurgte vi for nyligt til et webinar her i huset. Antallet af tilmeldte bærer næsten svaret i sig selv. På 12 minutter dumpede de første 200 tilmeldinger ind. Inden ugen var omme, var det tal vokset til det tredobbelte. Undervejs spurgte vi deltagerne om deres egne erfaringer. 44 procent svarede i en helt uvidenskabelig poll på Zoom, at coronakrisen har gjort det lettere for dem at løse deres kerneopgave.

Svarene kom fra ledere og fagprofessionelle – langt de fleste fra den offentlige sektor.

Mange af dem havde fået en form for aha-oplevelse under corona: Der var en større enighed om, hvad kerneopgaven var. Der blev holdt færre møder, og krisen blev mange steder en frisættelse fra detailstyring, siloer og nej-hatte.

De fleste af os kan nikke genkendende til den oplevelse, og vi er alle sammen i gang med at lære af den.

LEDERE kan tage den erfaring med sig, at hvis man har en klart formuleret kerneopgave, som alle slutter op om, kan man også have tillid til, at medarbejderne arbejder målrettet på at løse den. Og måske har mange medarbejdere også oplevet, hvor befriende og udviklende, det kan være at lægge gamle vaner på hylden og samarbejde på nye måder for en fælles sag.

Flere hundredetusinde arbejdspladser har fået denne viden i corona-bonus. Det må der nødvendigvis komme noget godt ud af.

På vores webinar pegede et overraskende stort antal deltagere (fire ud af ti) på organisatoriske benspænd som det største benspænd for kerneopgaven. Den gode nyhed er, at det betyder, at den enkelte organisation har magten til at gøre noget ved det. Og med den nye corona-visdom vil nogle måske mene, at vi nu også har opskriften: Fyr mellemlederne, send udviklingsafdelingen hjem, skrot møderne og lad frontpersonalet få fred til at løse opgaverne.

Men selvom det er fristende at konkludere, at jordemødre bare skal koncentrere sig om at hive babyer ud, journalister bare skal skrive løs, og it-afdelingen bare skal koncentrere sig om at holde netværket kørende – så holder det selvfølgelig ikke i længden.

Det er farligt at forveksle kerneopgaven i en akut krise med den måde, den skal forløses på i fredstid.

EFTER ET ÅR med covid-19 oplever mange arbejdspladser lige nu, hvordan den del af kerneopgaven, der ikke handler om ren overlevelse – men om udvikling, relationer, vækst og værdiskabelse – er blevet forsømt, mens vi koncentrerede os om at levere det nødvendige her og nu.

Da Mandag Morgens redaktion blev sendt hjem i marts 2020, havde vi kun fokus på én ting: at udkomme med den journalistik, som vores læsere havde allermest brug for i den akutte situation. Redaktionsmøderne på Teams handlede kun om denne kerneopgave, og de næste mange uger skrev vi udelukkende om kriseledelse og covid-19’s forandrende effekt på verden. Der var noget befriende over den oplevelse, som mange sikkert vil nikke genkendende til: en klar opgaveformulering og et soleklart fælles mål.

MEN ALLEREDE FÅ MÅNEDER inde i coronakrisen fik vi behov for at omformulere krisemålet til noget mere fremadrettet: Vi skal stadig først og fremmest være nyttige for vores læsere. Men for at være det, skal vi omstille os til deres nye behov. Derfor afholder vi nu flere events online på redaktionen, i tænketanken og i vores netværks- og uddannelsesafdeling, der stod for webinaret om kerneopgaven. Og sammen med Altinget bygger vi et nyt streaming-studie, så vi er klar til det digitale folkemøde.

Mandag Morgens journalistik udkommer snart på et nyt website, der servicerer brugerne bedre. Vi bygger et digitalt baglokale, hvor læsere og fagredaktører kan gøre hinanden klogere. Også indholdsmæssigt har vi løftet blikket fra den korte krigshorisont: Læserne har igen brug for, at vi giver dem solid viden om de mere langsigtede tendenser, der former vores og deres fremtid.

RESULTATET af de nye ambitioner aflæses tydeligt i kalenderen, hvor møderne igen vokser frem med pandemisk hast og udbredelse. For de nye digitale redskaber bygger ikke sig selv, langtidsholdbar journalistik kræver idéudvikling, og de digitale arrangementer kræver forberedelse og samarbejde.

Målt på antallet af timer væk fra tastaturet kunne det se ud til, at vi har tabt vores kerneopgave af syne.

Min pointe – og påstand – er den modsatte: Hvis vi var fortsat med kriseberedskabets version af kerneopgaven, så ville vi allerede i dag have forsømt den groft. Vi havde stået uden de digitale platforme, der gør det muligt for os at løse  den. Vores journalistik var blevet mindre relevant. Vi havde manglet inspirationen fra læserne, og de ville have manglet et mødested, hvor de kan inspireres til at løse deres egen kerneopgave.