Moderne dansk klimapolitik bygger på idéen om, at Danmark som grønt fyrtårn kan få stor global gennemslagskraft, hvis vi beviser, at det kan lade sig gøre at skabe et samfund, der både er grønt og godt at leve i – og samtidig er økonomisk bæredygtigt.

Denne frivillige rolle som et mikro-eksperimentarium for det globale samfund var baggrunden for, at Danmark i 2020 gik enegang med et uhørt højt klimamål på 70 procents CO2-reduktioner inden 2030. Dengang – lige efter klimavalget – havde vi ti år til at vise, at det kunne lade sig gøre.

Samtlige partier undtagen Liberal Alliance og Nye Borgerlige stemte for Klimaloven, og under Mette Frederiksens røde regering var både Venstre og Konservative med til at revse den daværende klimaminister, Dan Jørgensen, for ikke at handle hurtigt nok.

Året efter, i 2021, vedtog samme konstellation af partier et delmål for 2025 på 50-54 procent.

OFFICIELT har den danske klimapolitik ikke ændret sig en tomme siden. Og alligevel er alt ikke helt som før. Egentlig udtrykker Moderaternes klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, det meget tydeligt i denne kommentar til sommerens globale varmerekorder hentet fra Politiken:

”Selv om vi skal gøre meget herhjemme, er det primært gennem vores internationale pres og ved at udvikle grønne teknologier, at Danmark som et lille land kan gøre en forskel,” skriver Aagaard – og skriver sig dermed diskret ud af fortællingen om ’Danmark som foregangsland’.

Spørgsmålet er, om SVM-regeringen har arvet en klimapolitik, ingen af de tre partier for alvor selv tror på?

Også Lars Aagaards personlige LinkedIn er klinisk renset for fyrtårnsretorik. I ministerens opslag kan man læse, at ”vi skal videre med vores egen omstilling og klimamål”. Men vægten i ministerens kommunikation og konkrete tiltag handler mere om Danmark som leverandør af energiløsninger end Danmark som foregangsland. 

I Aagaards, Løkkes og Frederiksens univers giver ambitiøse klimaplaner mening, så længe de er en god forretning for Danmark og ikke skaber modstand blandt vælgerne. Det er summen af kardemommen for klimarealisten.

HVIS MAN KAN KALDE Dan Jørgensen for en politisk drømmer, er Lars Aagaard til gengæld først og sidst ’klimarealist’. I Aagaards, Løkkes og Frederiksens univers giver ambitiøse klimaplaner mening, så længe de er en god forretning for Danmark og ikke skaber modstand blandt vælgerne. Det er summen af kardemommen for klimarealisten.

Derfor har Lars Aagaard heller ikke lagt skjul på, at det ikke bliver ham, der udsteder nye, vilde løfter. Hans erklærede mål som minister er at implementere den politik, der allerede er vedtaget. Som tidligere lobbyist for Dansk Energi kender han alt til branchens utålmodighed med den langsommelige politiske proces.

I sit første halve år som minister har han da også især koncentreret sig om sin energi- og forsyningsministerkasket. Fjernvarmeudbygningen er speedet op, biogasbranchen har fået et boost, der skal lægges nye brintledninger. Og der kan igen bydes på nye gasfelter i Nordsøen. For sådan er realpolitik. The show must go on.

I et opslag forleden varsler ministeren store CCS-nyheder, ”der vil gøre den danske Nordsø til et center for CO2-lagring i Europa”. Sammen med gigantiske havvindmølleparker skal det virkeliggøre det, Mette Frederiksen har kaldt for et ’nyt Nordsøeventyr’, hvor Danmark høster milliarder på at sælge grøn energi til resten af Europa. 

Sommerens uhyggelige varmerekorder burde være rigelig påmindelse om, at verden har brug for ægte klimafyrtårne, der viser, at teknologiske landvindinger ikke skal bruges til at klamre sig til fortiden, men til at skabe fremtidens samfund.

I DENNE UGE kalder klimaet, når forhandlingerne genstartes om de tiltag, der skal få regeringen og Danmark sikkert hen over 2025-målstregen. Aftalen skulle egentlig have ligget klar før sommerferien, men forårets forhandlinger kom fra start på den værst tænkelige måde.

Først forsøgte klimaministeren at sælge skindet, før bjørnen var skudt, med et budskab om, at Danmark var snublende nær ved allerede nu at have opfyldt 2025-målets minimumskrav om 50 procents reduktion. Men de tal, der skulle dokumentere succesen, ville ingen andre end Klimaministeriet selv stå på mål for – og selv her viste det sig, at embedsfolkene internt havde protesteret mod det, der blev opfattet som et forskønnet billede af Danmarks klimareduktioner. 

Også selve målstregen var der uenighed om: I den oprindelige aftale står, at ”2025-målet vil blive opgjort som et gennemsnit i årene 2024, 2025 og 2026”. Det holder oppositionen fast i, men regeringen foretrækker nu 2025 som eneste måle-år. Og det kan man måske godt forstå. For der er trods alt under fem måneder til 2024.

Og så er der metoderne: Står det til Lars Aagaard, skal mankoen i klimaregnskabet lappes med et midlertidigt quickfix; ekstra iblanding af biobrændstof i dieselbilerne. Klimaeksperter anfører godt nok, at biobrændstof udleder lige så meget CO2 som diesel, og at det derudover indebærer en risiko for yderligere tab af biodiversitet. Men det plantebaserede brændstof har den fordel, at det tæller med et rundt nul i de officielle klimaregnskaber.

Derfor ser mange ngo’er biobrændstof-løsningen som en markør for, om det er klimaet eller regnskaberne, politikerne i virkeligheden vægter højest.

MENS KLIMAMINISTEREN taler om midlertidige tiltag, der kan lukke en ’manko’ i forhold til at nå minimumsmålet for 2025, presser oppositionen på for at få hurtigere gang i de mere systemiske ændringer i for eksempel vores fødevareproduktion.

Allerede i 2021 indgik den daværende mindretalsregering en bred politisk aftale om at nedbringe landbrugets udledninger med 55-65 procent. Men kun en lille del af reduktionerne var anvist i selve aftalen. Resten forventedes at komme i form af teknologiske landvindinger.

Forudsætningen var, at nye CO2-afgifter skulle give landbruget incitamentet til at investere i omlægningen til mere klimavenlig produktion og produkter. Men afgifterne lader vente på sig. Helt konkret venter regeringen på det ekspertudvalg, der for længst skulle have lagt forskellige scenarier frem – men som blev udsat på grund af valget. Nu hedder deadline “senest til efteråret”.

Ligesom i Storbritannien, hvor premierminister Rishi Sunak kun modstræbende minimumsimplementerer sine forgængeres klimapolitik, synes heller ikke Lars Aagaard (M) at have travlt med opgøret med hverken den fossile økonomi, det animalske landbrug eller vælgernes hang til flyrejser, benzinbiler og kødsovs.

Vægten i ministerens kommunikation og konkrete tiltag handler mere om Danmark som leverandør af energiløsninger end Danmark som foregangsland.

KLIMALOVEN udsprang af en vision om, at Danmark skal gå forrest med reelle og tilstrækkelige ændringer af vores eget samfund til, at vi kan holde os inden for klodens og klimaets begrænsende rammer – og dermed inspirere andre til at gøre det samme. 

Sommerens uhyggelige varmerekorder burde være rigelig påmindelse om, at verden har brug for ægte klimafyrtårne, der viser, at teknologiske landvindinger ikke skal bruges til at klamre sig til fortiden, men til at skabe fremtidens samfund.

Med kreativ bogføring vil det muligvis lykkes SVM-regeringen at få klimamålene til at passe på papiret uden at forstyrre større vælgergrupper inden næste valg. Men uden en showcase at vise frem – i form af en troværdig reduktion af vores udledninger – forsvinder hele grundlaget og ræsonnementet for at lægge os i selen med selvpinerisk høje klimamål.