Der var lagt op til et historisk bryllup mellem rød og blå. Et fornuftsægteskab, der én gang for alle skulle begrave stridsøksen på midten og lade ”voksne mennesker sætte sig sammen” og finde de fornuftige løsninger på Danmarks problemer midt i en krise.

Mange vælgere håbede så meget på realismen i dette fatamorgana, at de faktisk begyndte at tro på det. Men i valgkampens slutspurt står det efterhånden klart, at hverken den røde brud eller den lilla bejler virker den mindste smule interesserede i at nærme sig hinanden med andet end en ildtang i hånden.

I valgkampens slutspurt står det efterhånden klart, at hverken den røde brud eller den lilla bejler virker den mindste smule interesserede i at nærme sig hinanden med andet end en ildtang i hånden.

I denne uges udgave af Mandag Morgen har vi undersøgt den politiske fællesmængde mellem Løkkes Moderaterne og det, han kalder de gamle regeringsbærende partier – S, V og K. Trods den relativt store fællesmængde i substansen i partiernes politik er der dog ikke meget, der tyder på, at de forbereder et fælles liv i regering sammen. Tværtimod. Gennem valgkampen synes det i forvejen nedkølede forhold at være frosset helt til. Ingen af parterne har noget at lade hinanden høre, hvad det angår.

FØRST DEN LILLA BEJLER: Lars Løkke Rasmussen formulerede det selv sådan her, da han en par uger henne i valgkampen i en længere samtale med netmediet Zetland blev spurgt om sin relation til Mette Frederiksen: ”Vi har ikke nogen nævneværdig relation”. Én kop kaffe er det dog blevet til i valgkampen, kunne han oplyse. Men den blev også kort. Og ”det er ret lang tid siden i virkeligheden”.

Og egentlig virker det ikke, som om Lars Løkke selv har haft nogen intention om at lave om på det.

Allerede før valget blev udskrevet, stak han selv en stor kæp i hjulet for en fælles regering ved at kræve minksagen genåbnet med en advokatvurdering.

”Vi kommer aldrig nogensinde til at støtte en socialdemokratisk ledet regering, hvis ikke man får sat det her værdige punktum ved at lave en advokatvurdering,” lød den kontante melding. 

Men det er ikke det eneste ultimative forbehold over for fornuftsægteskabet. Også Mette Frederiksens anden møgsag skal genoplives, før Lars Løkke Rasmussen vil pege på hende: FE-sagen skal undersøges igen. Et krav S lod sig presse til at gøre til sit eget for at lukke sagen før valget.

I et interview med Joachim B. Olsen i BT satte Lars Løkke trumf på med et direkte angreb: Faktisk ville det være en fordel, hvis Socialdemokraterne fik en ny formand, forklarede han og fulgte op med endnu et argument for ikke at pege på Mette Frederiksen:

“Den måde, der er udøvet regeringsledelse på de seneste tre et halvt år, er en måde, som jeg ikke bryder mig om.”

Så er der ellers budt op til brudevals!

I DEN RØDE LEJR forsøgte Mette Frederiksen i første omgang at tie fænomenet Moderaterne ihjel. Derefter at gøre Lars Løkkes nye mission overflødig ved selv at indtage rollen som statsministeren, der ønsker et samarbejde på midten. Og til sidst at gå i åben krig – eller i hvert fald sende sine soldater afsted.

Løkkes forsøg på at udfordre Mette Frederiksens formandskab i Socialdemokratiet kvitterede hun dog selv for ved at trække bukserne af selve det midterprojekt, der er hans nye partis raison d'être.

”Jeg tror mest, man skal se meldingen som en meget, meget klar indikation på, at Lars Løkke Rasmussen har tænkt sig at gå blåt efter et valg (…) så i den forstand er fronten jo nu trukket skarpt op.”

Og så blev fløjlshandskerne ellers lagt til side.

En socialdemokratisk hær af ministre gik på Twitter med regnestykker fra den liberale tænketank Cepos, der viser, at Løkkes skatteplan vil gøre sygeplejersker og andre hårdtarbejdende middelklassedanskere 5.000 kroner fattigere.

”Det er ikke moderat. Det er voldsomt,” tweetede Nicolai Wammen. Ane Halsboe, Jesper Petersen og Pernille Rosenkrantz-Theil supplerede, og Dan Jørgensen konkluderede: ”Løkke er og bliver blå.” Mogens Lykketoft skrev sit hidtil mest rasende indlæg i Politiken om manden, han tidligere har kaldt ”den lille svindler”.

Da Lars Løkke fem dage før valget stod i ‘Debatten’ på DR2, kunne han da også kun komme i tanke om ét scenarie, hvor han ville pege på Mette Frederiksen som statsminister, nemlig dét hvor flertallet er rødt efter et valg.

Også visionen om afskaffelse af folkepensionen og historien om, at Moderaternes kandidater svarer i øst og vest i kandidattest, er blevet skubbet godt rundt på de sociale medier af socialdemokratiske partisoldater.

Da Lars Løkke fem dage før valget stod i ‘Debatten’ på DR2, kunne han da også kun komme i tanke om ét scenarie, hvor han ville pege på Mette Frederiksen som statsminister, nemlig dét hvor flertallet er rødt efter et valg.

INGEN INDGÅR I ET TVANGSÆGTESKAB, hvis de kan blive fri. Og det står rimelig klart, at det i hvert fald ikke er kærlighed, der bringer Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen sammen i et politisk ægteskab på midten. Og uden de to lader det sig ikke gøre at tælle til 90 på midten af dansk politik.

Nu ryger der jo mange finker af panden i en valgkamp, hvor alle partier har behov for at markere forskelle og kant til hinanden. Der er, når stemmerne er talt op, at den virkelige kamp begynder. Derfor skal man aldrig sige aldrig i politik. 

Men hvis ikke det har stået klart før, må sandhedens time være inde nu: Selvom en betydelig del af vælgerne drømmer om en regering, der danner bro mellem rød og blå i dansk politik, så ligner en regering med Løkke i midten mest et fatamorgana.

Den realitet findes der faktisk kun ét parti, der har interesse i at lave om på, og det er hverken Moderaterne eller Socialdemokraterne.  

DEN DER LER SIDST, ler som bekendt bedst. Og det kan jo blive Sofie Carsten Nielsen – hende, der startede det hele ved at kræve valg i utide. Ender hun trods et elendigt valg med at stå med de yderste mandater i en mulig rød regering, så vil hun teoretisk set kunne gennemtvinge det usandsynlige ægteskab mellem parter, der inderligt mistror hinanden. Hvis hun ikke veksler det til ministerposter hos Mette Frederiksen.