Forbundet til naturen, til skolen og til opvækstens kvaler

Set

’Songs of Earth’ af Margreth Olin er en storslået og meget smuk dokumentarfilm om en datters tilbagevenden til sin familie og naturen. Til Norges monumentale bjerglandskaber. Men den har også et tema, som optager mig, nemlig at vi bruger fortsat mindre tid i naturen, hvilket har flere konsekvenser. Det at have en forbundethed til naturen ved at være til stede i den og interagere med den har nemlig en stærkere forudsigelsesfaktor for bæredygtig adfærd end interesse for naturen eller indignation over klimakrisen. Med filmen kommer man så tæt på en naturoplevelse, som det er muligt gennem et lærred. Men det er også en film, som giver håb, måske mest af alt fordi jeg får lyst til at tage mine egne eller faktisk alle børn (og voksne) med ud i naturen. For klimaet brug har for, at vi forbinder os til naturen (igen) og handler derefter. Dermed også en opfordring til at tage ud i naturen.

Hørt

Zetland har udgivet en vigtig lille podcastserie, ’Forældrefælden’, som (foreløbigt) er udkommet i fire korte afsnit. Serien behandler kærligt, klogt og nysgerrigt samarbejdet mellem forældre og skole, og jeg vil anbefale alle forældre og lærere at lytte med. Uden fordømmelse belyses forskellige perspektiver fra både forældre, lærere og forskere. Det handler om forventninger, om tidspres, om manglende indsigt i, hvad det indebærer at være både lærer og forældre i dag. Om usikkerhed og misforståelser, i forhold til hvad der forventes. Om de gode intentioner, som ofte har modsat effekt. Problematikker, som jeg tror, vi alle kan relatere til. Det kan jeg i hvert fald. Og måske er der et par ting, vi selv vil øve os på i samarbejdet fremadrettet? Man kunne indvende, at børnenes stemme mangler i serien. Hvordan opleves samarbejdet fra et børneperspektiv, og hvad er vigtigt for dem? Måske det kommer i et femte afsnit? Det håber jeg.

Læst

’Små sorte bogstaver’ af Sophie Gevind er en virkelig fin, autofiktiv roman. Det er en personlig beretning om hendes egen opvækst i en udadtil pæn, men indadtil dysfunktionel familie. Sophie Gevind var et dygtigt, høfligt og tilsyneladende velfungerende barn. Faren havde et godt job, hendes mor var altid pæn og velklædt, og hjemmet stod snorlige. Men bag facaden var der både alkoholmisbrug og psykisk sygdom, og ingen spurgte hende, hvordan hun havde det. Gevinds bog er skrevet til andre, som har oplevet svigt i barndommen, og som har brug for et sprog til at fortælle om det. Men jeg synes, bogen er vigtig og læseværdig for alle. Den kan nemlig også læses som et opråb til at gøre op med skammen og frygten for at ødelægge den gode stemning. Samtidig er bogen en opfordring til, at voksne bliver bedre til at spørge, hvordan tilsyneladende velfungerende børn har det. Den opfordring er hermed givet videre.