Når Folketinget åbner 1. oktober, er det en festdag, uanset hvilken regering der nu har vagten. Men i år tegner det også tydeligt til at blive en markant politisk skiftedag. Et farvel til den grundfarve af blå politik, som har været ført i Danmark siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. Da Helle Thorning-Schmidt (S) erobrede magten i 2011, tvang De Radikale og den økonomiske krise hende til at videreføre Venstres økonomiske politik, nu blot med en endnu strammere kontrol med de offentlige udgifter. Og så vendte Venstre og Lars Løkke Rasmussen tilbage i Statsministeriet i 2015.

Statsminister Mette Frederiksen har allerede betonet det flere gange: Hendes regering skal sætte et socialdemokratisk fingeraftryk, så det virkelig kan ses. Man fornemmer en klar, ideologisk styret hovedrengøring i alle ministerierne og forberedelse til affyring af en række kursskifter i den kommende tid – fra en økonomisk politik fokuseret på arbejdsudbud til genopretning af velfærd. Fra en ”det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde”-filosofi til et fokus på ulighed og kompetenceudvikling. Fra centralisering til decentralisering og tillid. Hertil kommer et nyt medieforlig og opgøret med de nationale test i folkeskolen.

Indtil nu har Mette Frederiksen redet på en bølge af personlig succes, siden hun tiltrådte. Både udenrigs- og indenrigspolitisk har det kørt i olie for hende. Selv om et par af støttepartierne står og stamper lidt utålmodigt i startboksen, så er der ikke uro i hendes bagland – i modsætning til den forbløffende storbrand i Venstre med fyring af hele den siddende topledelse. Hun har fået skabt en positiv alliance med Dansk Industri og pensionskasserne om klimaindsatsen. Hun har indtil videre købt sig tid med hensyn til at få Arne – bryggeriarbejderen, der under valgkampen satte ansigt på S-løfter om bedre vilkår for nedslidte – givet en brugbar tilbagetrækningsløsning, og hun har kastet sig ud på den storpolitiske scene i Bruxelles og FN i New York uden at falde igennem.   

Mette Frederiksen og hendes regeringshold har med sig i bagagen til ministerkontorerne en stribe udspil, der på rekordtid har skullet omsættes til lovkatalog og åbningstale. Mandag Morgen har givet en forsmag på noget af det i en analyse af Frederiksens 25 udspil og 340 forslag fremsat i løbet af de seneste to år op til valget. Her er masser af røde fingeraftryk. Og nu skal det vise sig, om sammenholdet blandt regeringens egne tre støttepartier kan bære det igennem.

Mens den nye statsminister klart vil stjæle rampelyset ved Folketingets åbning, så vil Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, utvivlsomt stjæle opmærksomheden ved åbningsdebatten to dage senere. Har han fået drukket nok kaffe med de andre borgerlige partiledere til at indlede en fælles oppositionsfront mod Mette Frederiksen?

Umiddelbart lignede modtagelsen af Ellemann blandt de borgerlige kolleger, at man sine steder ikke har lært noget af den blå bloks kollaps inden folketingsvalget. At man ikke endnu har lært, at ultimative krav slår al politisk fremdrift itu. Ellemanns tale vil utvivlsomt indeholde nogle af de blå linjer, som Venstre vil arbejde efter, og man fornemmer, at løftebrudskanonerne er kørt i stilling mod regeringen på både udlændinge- og velfærdsområdet. Meget tyder på, at blå blok vil være noget afventende og lytte godt efter, om statsministeren seriøst byder op til samarbejde i åbningstalen. Bliver det vinduespynt eller reel indflydelse?

Mette Frederiksen har tordnet imod blokpolitikken og beskrevet det som hele argumentet for sin etpartiregering, at den skulle være manøvredygtig og kunne samarbejde til alle sider. Men selv om det nu viser sig, at finansministeren har mange milliarder flere i kassen end forventet, så bliver han næppe i stand til at indfri alle løfter. Problemet er, at en del af velfærdsløfterne hænger sammen med fremskaffelsen af medarbejdere i vuggestuer, børnehaver, skoler, hos politiet og på sygehusene, som ganske enkelt ikke findes, og at regningen for en del af den grønne omstilling ikke er særlig konkret endnu.

Den nye folketingssamling kommer ifølge statsministerens velforberedte manual til at være markeringen af et politisk stilskifte. Spørgsmålet er, om den også bliver et parlamentarisk stilskifte.