Mette Frederiksen vil male Danmark rødt.

Når hun tirsdag holder sin første store åbningstale i Folketinget som Danmarks statsminister, bliver det startskuddet til en politisk sæson, hvor de socialdemokratiske ideer står i kø for at blive gennemført.

Mette Frederiksen har gjort sig ekstremt umage frem til valget i juni med ikke at love mere, end hun forventede at kunne holde efter valget. Fire år med næsten daglige anklager om løftebrud under Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 har sat deres dybe traumatiske spor i Socialdemokratiets top.

Det har fået medier til at tegne et billede af en regering uden særlig mange konkrete forslag i pipelinen.

Men billedet snyder.

Mandag Morgens har kortlagt alle de politiske udspil, som Socialdemokratiet har fremlagt de sidste to år op til valget. Kortlægningen omfatter 25 udspil. De gemmer tilsammen på mindst 340 forslag. Det er flere, end både Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) havde i deres pipeline, da de blev statsministre i henholdsvis 2011 og 2015, viser lignende kortlægninger, som Mandag Morgen lavede dengang. Se tekstboks.

Mette Frederiksens idébank omfatter en bred palet lige fra mobile politistationer og flere ungdomsboliger til en grøn fond på 20 milliarder kroner og danmarkshistoriens første velfærdslov, der skal sikre, at der er nok penge til børn, ældre og sygehuse de kommende år.

”De mange forslag harmonerer ikke med den opfattelse, som har fået lov til at brede sig, om at regeringen er kommet til uden at have en ide om, hvad den vil,” siger professor og valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet og tilføjer:

”Det kan hænge sammen med, at stilen nu helt bevidst er lagt om, belært af dårligere erfaringer med at love alt for håndfaste ting. Men der er masser af ting i større eller mindre detaljeringsgrad, som nok skal holde regeringen beskæftiget i en del tid. Oven over det hele hænger så spørgsmålet om finansiering, og hvor pengene skal komme fra,” siger Rune Stubager.

Som det fremgår af Mandag Morgen i dag, har Mette Frederiksen dog langt flere penge til rådighed, end det fremgik under valgkampen. Nye beregninger viser, at det økonomiske råderum frem mod 2025 reelt er 12 milliarder – eller 11 milliarder kroner mere end hidtil antaget.

De mange ekstra milliarder ændrer fundamentalt på hendes muligheder for at føre sine løfter ud i livet om blandt andet ekstra velfærd, klima og pension til nedslidte.

Kant til Venstres blå Danmark

Det er første gang i over 25 år, at en ny regering ikke har et officielt regeringsgrundlag fuld af konkrete politiske forslag. Mette Frederiksen har i stedet valgt at lave et langt mindre detaljeret ’forståelsespapir’ med sine støttepartier.

Mandag Morgen har nu som det første medie samlet alle brikker i Mette Frederiksens politiske program baseret på de seneste to års S-udspil. De 25 udspil tegner tilsammen et billede af et Socialdemokrati, der punkt for punkt vil male Danmark mere rødt i den kommende politiske sæson. Det vil skabe kant til det blå Danmark, Venstre som statsministerparti har skabt gennem 14 af de seneste 18 år. Se figur 1 på side 13-15.

Siden hun blev formand, har hun arbejdet målrettet på at genopbygge vælgernes tillid til partiet efter de traumatiske år fra 2011 til 2015, hvor Socialdemokratiet nærmest dagligt blev bombarderet med anklager om løftebrud.

Nu kan hun risikere at få rippet op i sårene igen.

Anklager om løftebrud

Udlændingepolitikken er et illustrativt eksempel på, hvordan specielt toppolitikere som Venstres næstformand, Inger Støjberg, og Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, allerede er i fuld gang med at skyde løs på regeringen med anklager om løftebrud, som nærmest er en tro kopi af de to partiers strategi fra 2011, da Helle Thorning trådte til. 

”Mette Frederiksen skal passe meget på med ikke at lave en ny Helle Thorning. Lover danskerne ét, og gennemfører noget helt andet. Mette Frederiksen gik før valget i juni endda så vidt, at hun lovede, at hun ikke ville være statsminister, hvis hun skulle lempe udlændingepolitikken. Men det er præcist det, der sker i disse måneder,” skrev DF-formand Kristian Thulesen Dahl for nylig i sit ugebrev.

De blå partier vil konstant udfordre det løfte, som Mette Frederiksen afgav før valget om at videreføre den stramme udlændingepolitik ”i bred forstand”.  Anklagerne om løftebrud går blandt andet på S-regeringens beslutning om at modtage kvoteflygtninge igen, sætte ydelserne op for kontanthjælpsfamilier med børn og lempe forholdene for afviste asylansøgere på Sjælsmark.

Faktum er dog, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke sidst i valgkampen argumenterede for atter at tage imod en mindre gruppe kvoteflygtninge, ligesom S under valgkampen netop lovede at forbedre forholdene for børnefamilierne på Udrejsecenter Sjælsmark og give ekstra hjælp til de mest udsatte børnefamilier.

Men nu er det som bekendt vælgerne, som i sidste ende afgør, om de mener, en regering løber fra sine løfter eller ej.

Derfor kan Venstres og Dansk Folkepartis forsøg på at nedslide Mette Frederiksens troværdighed alligevel give vælgermæssig gevinst på sigt for de to partier.

”Udlændingepolitikken er oppositionens angrebsflanke nummer et. Det er der, hvor Socialdemokratiet på grund af sin historik og støttepartier står svagest. Partiet har flyttet sin position på området, som støttepartierne ikke bryder sig om. De vil derfor presse på for lempelser,” siger Rune Stubager.

Vil måles på, at børn får det bedre

Nu er det ikke bare de politiske partier, som holder Mette Frederiksen i ørerne for at få hende til at leve op til Socialdemokratiets mange planer og løfter. Det samme gør de store fag- og interesseorganisationer, som er sat i verden for at pleje deres medlemmers interesser.

De kan godt huske, hvad Socialdemokratiet har stillet i udsigt på deres område før valget. Det er specielt børneområdet et godt eksempel på.

Mette Frederiksen har slået fast i granit, at hun vil være børnenes statsminister. Hun vil måles på, at børn får det bedre, mens hun har vagten. Hun har taget opgaven med helt ind i Statsministeriet for at sikre ejerskab og større politisk styring til området.

”En regering under min ledelse skal først som sidst vurderes på, om den næste store gruppe af børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund. Det er netop den kamp, jeg ønsker at stille mig i spidsen for,” skrev Mette Frederiksen i Socialdemokratiets udspil ’Altid på børnenes side’ fra sidste år med 18 konkrete forslag til at give børn og unge en bedre start på livet.

Hvis ikke partiet leverer på det område, vil det med garanti blive opfattet som løftebrud. På samme måde vil både forældre og pædagoger råbe meget højt i gaderne, hvis regeringen ikke lever op til sit løfte om at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Hvor længe skal Arne vente

En af Mette Frederiksens største udfordringer bliver at gennemføre det meget omdiskuterede løfte om at give de mest nedslidte ret til tidligere pension.

Hun hev ganske vist en kanin op af hatten, da ikoniske Arne – den 59-årige bryggeriarbejder, som var ansigtet på partiets plakater tidligere på året om pension til nedslidte – pludselig sad på partiets kongres og blev centrum for mediernes jagt på den gode historie.

”Nu er det Arnes tur. Jeg har ikke brugt fire år som jeres formand på at genopbygge tilliden til Socialdemokratiet for så nu at løbe fra det, vi sagde i valgkampen,” sagde Mette Frederiksen i sin kongrestale.

Hvordan hun konkret har tænkt sig at give Arne eller andre mulighed for at trække sig tidligere tilbage, må tiden vise. Partiet har endnu ikke fremlagt en konkret pensionsmodel. Med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i spidsen forsøger regeringen at finde en model, der giver nogle, men ikke alle danskere mulighed for at gå tidligere på folkepension.

Også på dette område forsøger Dansk Folkeparti at hænge Mette Frederiksen ud som løftebryder. Når folk klikker sig ind på DF’s hjemmeside, bliver de mødt af et tikkende ur, der tæller hvert eneste sekund, som Arne og andre nedslidte har ventet på svar fra Socialdemokratiet. Uret er nu nået op på næsten 250 dage.

Dét, som i valgkampen så ud som en vinderdagsorden for Socialdemokratiet, kan derfor ende med at blive en tabersag, hvis regeringen ikke formår at indfri de tårnhøje forventninger fra vælgere og organisationer om en ny pensionsmodel.

”Der er lagt i kakkelovnen til regeringen på pensionsområdet. Nu har regeringen købt sig til lidt ekstra tid på grund af overenskomstforhandlingerne til næste år. Men derefter skal den levere noget, som er meget tæt på det, som den har sagt, for ikke at udsætte sig selv for angreb,” siger Rune Stubager.

Løfter til mange andre end de nedslidte

Mette Frederiksens løfte om bedre pension har domineret den politiske debat så meget, at den har overskygget mange andre af Socialdemokratiets forslag. For flere af partiets andre udspil gemmer også på store planer, der vil få omfattende konsekvenser for alle danskere. Planer, som partiet nu skal til at sætte mere kød og blod på.

Det drejer sig for eksempel om regeringens plan om en selvstyrereform af den offentlige sektor. Reformen skal give offentligt ansatte mere frihed til at løse opgaverne på den enkelte velfærdsinstitution, mulighed for at lave flerårige budgetter, og så skal der ryddes op i krav om dokumentation.

Et andet eksempel er udspillet ’Nærheden tilbage’. En plan med 18 konkrete forslag til, hvordan Socialdemokratiet vil styrke lokalsamfundene. De mange forslag omfatter blandt andet 20 nye nærpolitienheder, nærhospitaler tættere på borgerne, hurtig hjælp ved akut sygdom i hele landet, nye lokale velfærdscentre og gode muligheder for, at alle unge, uanset hvor de bor i landet, kan tage en uddannelse inden for en rimelig afstand af deres bopæl.

Et tredje eksempel er udspillet ’Danmark er for lille til store forskelle’. Her har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet lanceret 17 nye tiltag, der ifølge partiet skal sikre et mere retfærdigt samfund, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Pakken handler blandt anden om at regulere lønningerne i toppen hårdere, lægge højere skat på store formueindkomster og oprette en slags permanent trepartsinstitution – et arbejdsmarkedsråd, hvor fagforeninger, arbejdsgivere og regeringen går sammen om at styrke den danske model.

Det største løfte af dem alle

Den grønne dagsorden udgør en meget stor del af Socialdemokratiets slagvarer på hylderne i det politiske supermarked. Knap 70 af de 340 forslag, partiet har lagt frem før valget, handler om klima, energi, miljø eller natur.

De mange forslag omfatter blandt andet fem nye havvindmølleparker, 500.000 grønne biler inden år 2030 og en grøn fond på 20 milliarder kroner til for eksempel at finde løsninger på, hvordan vi lagrer grøn energi til de dage, hvor vinden ikke blæser.

Regeringens store slagnummer er selvfølgelig det historisk ambitiøse mål om at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent frem mod 2030. Det vil bringe Danmark i den grønne førertrøje på globalt plan, hvis det lykkes. Mette Frederiksen håber på at have en ny klimalov på plads inden jul med et bredt flertal.

Hun er begunstiget af, at ikke bare hendes støttepartier i rød blok er mindst lige så ambitiøse som Socialdemokratiet. Også erhvervslivet har omfavnet hendes mål og spiller nu med på den grønne dagsorden.

De danske pensionskasser er klar til at investere astronomiske 350 milliarder kroner i den grønne omstilling. Og med sin nye 2030-plan ’Sammen skaber vi grøn vækst’ vil DI nu også sætte turbo på de grønne investeringer. Hvis politikerne følger alle forslagene i planen, vil den ifølge DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, løfte velstanden i Danmark med mindst 110 milliarder kroner i 2030, skabe 120.000 flere job i private virksomheder og reducere Danmarks CO2-udledning med mindst 65 procent.

”Vi har et helt enestående udgangspunkt for at skabe et endnu grønnere, rigere og bedre samfund i 2030, end vi har i dag. Men det kræver, at vi er ambitiøse, at vi er parate til at investere og prioritere, og det kræver, at virksomheder, borgere og politikere arbejder sammen om det,” sagde Lars Sandahl Sørensen, da han præsenterede planen.

Med sin helhjertede støtte til målet om 70 procent reduktion overhaler Danmarks stærkeste erhvervsorganisation dermed de borgerlige partier, som i valgkampen kaldte målet for overbudspolitik. Blå partiledere har da også travlt i disse dage med at snurre rundt på en tallerken for at støtte regeringens klimamål.

Når Mette Frederiksen om kort tid ruller den grønne løber ud for en stor gruppe af landets topchefer på et møde på Marienborg, håber hun på at danne et partnerskab – en slags klimakontrakt – der kan gøre Danmark til en grøn vindernation.

Selvfølgelig kan meget gå galt. Finansieringen kan skride. Erhvervslivets opbakning kan smuldre hen ad vejen. Ingen kender i dag løsningerne til at nå det fulde mål på 70 procent. Alt det kan svække hendes troværdighed.

Men trods alle faresignalerne ligner klima en ren vinderdagsorden for Mette Frederiksen. Det kan blive det politiske signaturprojekt, som Danmarks yngste statsminister altid vil blive husket for af kommende generationer.