Ugens billeder fra Afghanistan er forfærdelige og rystende på så mange planer. Særligt frustrerende er de, fordi der er så lidt, vi kan gøre nu.

Vi kan ikke redde det afghanske folk fra de islamistiske mørkemænds magtovertagelse og de rædsler, der følger med. Vi kan ikke vinde den tabte krig. Vi kan ikke omgøre vores forgæves forsøg på at finde en politisk vej gennem vildnisset af klaner, korrumperede politikere og bevæbnede religiøse fraktioner.

Vi kunne have reddet alle de afghanere, der satte livet på spil for at hjælpe danske soldater, journalister og diplomater. Men de afgørende timer, hvor vi skulle have bragt dem i sikkerhed, spildte danske politikere på symbolpolitiske spilfægterier og folkelige hyggeselfies. Da Trine Bramsen og Jeppe Kofoed endelig forstod, at ’det handler om liv og død’ , havde amerikanerne reserveret luftrummet til sig selv, og Taleban taget kontrol over flugtvejene. Vi ved endnu ikke, hvordan det ender for dem, der stadig står tilbage i eller udenfor Kabuls kaotiske lufthavn. Også det danske udenrigsministerium er nu afhængigt af Talibans velvilje til at lade Vesten redde sine hjælpere ud.

Kan vi forestille os, at danske politikere vil sende afghanske kvinder i Danmark tilbage i armene på Taliban? 

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

På ét område har Danmark dog fuld handlefrihed til at tage sit ansvar på sig. Nemlig når det gælder de afghanere, der bor her i Danmark på midlertidigt ophold med truslen om udsendelse hængende over hovedet.

Ansvaret for de mennesker og deres håbløse situation ligger entydigt her hos os. Det er danske politikere, der har låst sig fast på dogmet om midlertidig asyl. Og kun dem, der kan vriste sig fri af det, når det ikke længere giver mening.

Information har afdækket, hvordan danske myndigheder så sent som 30. maj med politiets hjælp tvang fire afghanske flygtninge på et fly tilbage til det krigshærgede land, hvor Talebans fremmarch var i fuld gang og situationen så usikker, at landets regering havde bønfaldet verdenssamfundet om at undlade flere hjemsendelser.

Trods henstillingen planlagde Danmark 40 nye udsendelser af afghanske flygtninge, mens yderligere 55 fik endeligt afslag på ophold og kunne forvente at skulle samme vej. Helt frem til 10 dage før Kabul faldt, vurderede de danske myndigheder sikkerhedssituationen i landet som så god, at flygtninge ikke længere havde brug for beskyttelse i Danmark.

Foreløbigt er udsendelserne blot sat midlertidigt i bero. 95 afghanske kvinder, mænd og børns liv er sat i bero. På Flygtningenævnets hjemmeside holdes udsendelsestruslen mod dem brandvarm: ”Flygtningenævnet forventer på nuværende tidspunkt, at der vil være tale om en korterevarende berostillelse.”

Spørgsmålet er, hvor længe vi meningsfuldt kan opretholde illusionen om, at forholdene i Afghanistan bedres i en grad, så vi kan sende flygtede mennesker retur? Der er vel kun to scenarier for landet, så langt øjet rækker: Enten eksploderer det i interne magtkampe og borgerkrig mellem de mange bevæbnede fraktioner. Eller også lykkes det Taleban at genskabe frygtens rige, hvor freden kun opretholdes af trusler om vilkårlig død og ulykke.

Sidst Taleban herskede i Afghanistan, svarede levevilkårene nøje til den danske udlændingelovs forudsætninger for midlertidig asyl: Landet var ”præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile” og af en stor ”risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”.

Vil der komme en dag, hvor den talibanske fred sænker sig over Afghanistan, og vi – i samarbejde med en talebansk regering – begynder at sende kvinder, der bor, arbejder eller går i skole i Danmark, tilbage til et land, hvor de risikerer pisk og henrettelse for at bevæge sig alene udenfor deres hjem?

Kan vi forestille os, at danske politikere vil sende afghanske kvinder i Danmark tilbage i armene på Taliban?

Svaret på det spørgsmål burde ikke være så svært.

Men måske skal regeringen have lidt hjælp fra den anden side af Folketinget for at sige det højt. Vælgeranalyserne levner ikke meget luft til socialdemokratisk enegang i udlændingespørgsmål. Nøglen til en fast og fair udlændingepolitik ligger derfor i høj grad hos V og K.

Kunne man forestille sig et nationalt kompromis, der flyttede midterpartierne et par skridt tilbage mod midten, der hvor man sætter menneskeliv højere end symbolpolitik? Politikerne har selv bevidnet på stribe, hvor trætte de er af, at politik handler for lidt om løsninger og foregår for meget på fløjenes præmisser.

Sammen kunne de store, regeringsbærende partier i Folketinget måske finde modet til at sige det, som det er: at det ikke er ’slapt’ at lade en flygtning blive i Danmark, når udsigten til repatriering er håbløs. At det er både sund socialdemokratisk fornuft og god borgerlig politik at afstå fra udlevering af flygtninge til Taleban. Og at det kan vise sig at være bedst for Danmark at lade de afghanere, der allerede har boet her i årevis, få lov til at slå rod her.

Mennesker, der hænger i midlertidighedens ingenmandsland et helt liv, har dårligere odds for at blive velfungerende medborgere her.