Velfærdssamfundets økonomiske holdbarhed er dybt afhængigt af, at danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet, efterhånden som levealderen stiger. Hvis vi lever flere år som nydere end som ydere, så hænger velfærdsregnskabet ikke sammen. Så simpelt kan det siges. Selv af Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvis formand i denne uge lagde den sidste barrikade ned og nu må 'erkende, at et loft på 70 år ikke ligger inden for skiven'.

Også økonomer og politikere taler om pensionsalder, som om det er noget, Christiansborg bestemmer. Men der er én part, de har glemt at spørge: Fremtidens pensionister. Dem, der har set deres forældre og bedsteforældre gå på efterløn og pension i 60’erne. Dem, der sætter 10-15 procent af deres løn til side hver måned for at spare op til deres egen pension. Er de klar til at indgå en samfundskontrakt, der binder dem til at arbejde ti år længere, end deres forældre, selvom de står med bugnende private pensioner, allerede når de første grå hår viser sig?

Da min generation kom på arbejdsmarkedet i 1990’erne, havde hver anden pensionist kun folkepensionen at leve af. I 2045 vil det kun gælde 13 procent af pensionisterne. Den pension, politikerne deler ud, fylder med andre ord mindre og mindre i pensionisters økonomi, og derfor vil magten over pensionsalderen alt andet lige også glide politikerne af hænde.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når pensionsalderen bliver så høj, at flere ikke ønsker at følge den – samtidig med at flere får økonomisk frihed til selv at vælge.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Helt nye tal fra Forsikring og Pension viser en historisk høj tilbagetrækningsalder på 66 år. Hver fjerde vælger helt frivilligt at arbejde længere end folkepensionsalderen – godt hjulpet af incitamentsordninger, der betyder højere pension ved senere tilbagetrækning. Der er altså masser af danskere, der er så vilde med at arbejde, at de bliver ved, også efter de er blevet både 70 og 74 år. Og så er der alle de andre. Så længe pensionsalderen ikke er for høj, justerer systemet nogenlunde sig selv, så de, der ikke orker mere, kan trække sig. Mens de, der har lyst og helbred til det, kan blive ved med at yde.

SPØRGSMÅLET ER, hvad der sker, når pensionsalderen bliver så høj, at flere ikke ønsker at følge den – samtidig med at flere får økonomisk frihed til selv at vælge.

Allerede i dag har den typiske pensionist en formue på 2,5 millioner, friværdien medregnet. Selvom der stadig findes tre procent fattige blandt pensionisterne, så vil den typiske lønmodtager på grund af arbejdsmarkedspensionerne kun opleve et lille fald i indkomst, når de pensioneres. Særligt de, der har friværdier i boligen at lægge oveni, har gode muligheder for at finansiere en tidlig tilbagetrækning – også flere år før, de kan få deres arbejdsmarkedspensioner udbetalt.

Vil man vide, om folk faktisk er tilbøjelige til at veksle økonomisk frihed til arbejdsfrihed, kan man med fordel se på USA før og efter finanskrisen: I de glade nullere, hvor aktiemarkedet og friværdier gjorde almindelige middelklasse amerikanere til millionærer, faldt den gennemsnitlige faktiske pensionsalder i USA til rekordlave 61 år for kvinder og 62 år for mænd. Men da Finanskrisen tømte pensionsselskaber for værdier og prikkede hul på den amerikanske boligboble, kunne det også aflæses i en senere tilbagetrækningsalder, der steg til 65 år for begge køn.

Et omfattende studie af pensionisters tilbagetrækningsmønstre i Tyskland og Schweiz viser, at selvom mange andre faktorer spiller ind i folks beslutning om at gå på pension, så er privatøkonomien en uomgængelig faktor. Som forskerne skriver: ”Sagt helt enkelt: Folk vælger kun at gå tidligt på pension, hvis de har råd til det.”  Schweiz er det mest tydelige eksempel: Her forventer 40 procent af dem med store pensionsformuer at gå på tidlig pension, mens det kun gælder syv procent af dem med små pensionsformuer.

MEGET TALER DESUDEN FOR, at den unge generation, der vokser op under klimakrisen, har andre prioriteter end de generationer, der higede efter at få råd til parcelhuset, Volvoen, vovsen og den årlige tur sydpå. Da Lars Løkke for fem år siden foreslog at hæve pensionsalderen, svarede halvdelen af de unge (18-35 år) i en Gallup-undersøgelse, at de ville forsøge at spare op til tidligere pension, hvis det skete.

Ser man på de danske erfaringer, så har højtuddannede den største tendens til at blive længere på arbejdsmarkedet, end den formelle pensionsalder. Men det er ikke sikkert, den tendens varer ved. Prøv selv at spørge studerende i din omgangskreds, hvordan de forestiller sig deres arbejdsliv og alderdom. Eller tag et kig på den millennial-dominerede FIRE-bevægelse (Financial Independance, Retire Early), der opfordrer til at spare 70 procent af indkomsten op i de første år på arbejdsmarkedet, så der bliver råd til at leve – spartansk – af den resten af livet.

Selvom de færreste nok vil gå helt så rabiat til værks, så vil det være en fejl at lukke øjnene for, at nye generationer ser på arbejdslivet med andre øjne end deres forældre. Hvis vi ikke tager højde for de unges værdier og deres økonomiske frihed til at udleve dem, så er de regnestykker, vi baserer velfærdsstatens langsigtede økonomi på, hverken realistiske eller holdbare.