Nogle gange kan selv temmelig store nyheder synke alt for hurtigt i nyhedsstrømmen. Sådan en nyhed er den voldsomme besparelse af det rådgivende organ Klimarådet i regeringens finanslovsforslag. Rådet blev oprettet i forbindelse med Klimaloven for at sikre, at der findes kvalificerede og uafhængige eksperter, der kan kontrollere, at politikerne lever op til de lovede reduktioner. Klimarådet skal samtidig komme med forslag til den fremadrettede politik, hvis regeringen ikke er på sporet af Parismålene. Og det er regeringen som bekendt ikke.

Derfor har de årlige statusrapporter ikke været behagelig læsning for hverken den forrige klimaminister Dan Jørgensen (S) eller hans efterfølger Lars Aagaard (M). Også i år har Klimarådet regnet på regeringens klimapolitik og fundet den for let. Rådets rapporter er – ligesom de økonomiske vismænds – ubundet af den politiske agenda, og de peger derfor ikke altid i samme retning, som den ministerierne kunne drømme om. Som da rådet for nyligt konstaterede i en analyse af landbrugets udledninger, at regeringens planer for at reducere dem er ”utilstrækkelige” og ”risikofyldte”.

De mange kritiske rapporter behøver selvfølgelig ikke have nogen som helst sammenhæng med regeringens økonomiske kastrering af rådet. Og både Dan Jørgensen og Lars Aagaard har da også bedyret, at de er glade for Rådets analyser.

Faktum er, at hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget, så vil klimavagthundens budget falde fra 24,8 mio. kr. i år til bare 9,3 millioner næste år. Det betyder, at mange af de eksperter, der i dag er ansat i rådet, snart kan blive nødt til at se sig om efter et nyt job. Og at regeringen må se sig om efter nogle andre til at give den rådgivning, som et amputeret Klimaråd ikke længere vil have mulighed for at levere.

Den rådgivning er Lars Aagaard muligvis mere interesseret i at få fra det nyoprettede NEKST, der står til at få 10 millioner kroner fra i regeringens finanslovsforslag. 

IDEEN om en national energikrisestab(NEKST) har mange fædre. Blandt dem Tænketanken Mandag Morgen, som tre måneder efter den russiske invasion i Ukraine - i juni 2022 - skrev en ’Grønbog for et bæredygtigt energisystem’ med undertitlen ’Sådan frigør vi os fra Putins fossile brændsler’ (se boks). Også Dansk Erhverv er stolte af at stå fadder til forslaget, og Lars Aagaards parti Moderaterne gik til valg på at gennemføre det.

Inspirationen kom fra NOST, den nationale operative krisestab, som sikrer det tværgående samarbejde og koordinering mellem myndighederne, hvis der opstår større kriser og hændelser i Danmark. ’Nosten’ spillede en afgørende rolle under coronakrisen, da millioner af mink skulle aflives i en fart og myndigheder og erhvervsliv samarbejdede om at skaffe håndsprit og mundbind nok. Klimakrisens operative krisestab - NEKST - skulle på lignende vis implementere de nødvendige klimaløsninger i en fart, smidigt og på tværs af myndigheder og sektorer. 

Lad det være sagt med det samme: NEKST ikke en national energikrisestab.

LAD DET VÆRE SAGT MED DET SAMME: NEKST er ikke en national energikrisestab med magt til at handle selvstændigt. Renset for newspeak er det en hurtigarbejdende kommission med industrien i spidsen, som løbende skal komme med forslag til regeringens politik og aflevere en afsluttende rapport om 9 måneder.

På den måde ligner NEKST meget det ’Klimapartnerskab for Energi og Forsyning’, som Lars Aagaard selv spillede en fremtrædende rolle i - i et tæt parløb med Ørsteds Henrik Poulsen - under den forrige regering. Det er to år siden, de to afleverede deres forslag til en hurtig omstilling af energien. Vil man have en ide om, hvad der er på ministerens menu, er det nok ikke noget helt skævt bud at læse den rapport. Sagt helt kort er budskabet, at industrien er klar, hvis politikerne skaber rammerne.

Med NEKST vil vi bryde barrierer ned, så vi kan sætte tempoet på den grønne omstilling op.

Lars Aagaard
Klima- og Energiminister (M)

Og her nærmer vi os det egentlige formål med NEKST. I opgavebeskrivelsens først sætning beder ministeren arbejdsgrupperne om at ”identificere barrierer for skalering af sol og vind” og ”identificere overordnede uhensigtsmæssigheder og barrierer i regulering og myndighedsbehandling af grøn varme.”

Efter 15 år som topleder i energibranchen er Lars Aagaard overbevist om, at den største forhindring for en hurtig omstilling til grøn energi ligger i de love, der regulerer sektoren og det bureaukrati, der følger med. Eller sagt på politisk newspeak: De snubletråde, der forhindrer den grønne omstilling.

Derfor er hans program for klimahandling lige så enkelt, som det er logisk for ministeren: “Med NEKST vil vi bryde barrierer ned, så vi kan få tempoet på den grønne omstilling op.”

I spidsen for nedbrydningen af disse barrierer har Lars Aagaard sat to af de tungeste og mest klimaambitiøse industrifolk: Lars-Peter Søbye, der stod i spidsen for Cowi’s farvel til fossile kunder. Og Nana Bule, der som CEO for Microsoft Danmark talte varmt for en smartere grøn omstilling og en bedre udnyttelse af energien ved hjælp af big data og AI.

Nana Bule skal identificere barriererne for udrulning af sol og vind på land, og Lars-Henrik Søbye skal finde ud af, hvad der forsinker eller forhindrer udfasningen af fossil gas. Og så skal barriererne ryddes af vejen.

Deregulering er altid vildt populært i teorien og vildt upopulært i praksis.

DEREGULERING er altid vildt populært i teorien og vildt upopulært i praksis. For når man ikke længere taler i abstrakter som ’bureaukrati’ eller ’rigide regler’ men i konkreter som kommuners vetoret mod kæmpemøller, NGO’ers og naboers høringsret eller pligten til at gennemføre grundige miljøundersøgelser, så er der sjældent enighed om, hvad der er ’unødvendigt bureaukrati’.

Lars Aagaard har fået en nøglerolle i transformationen til et mere bæredygtigt samfund. I den rolle kan han trække på sin årelange erfaring som en af de dygtigste lobbyister for energibranchen i Europa og den særlige evne, det kræver, til at finde løsninger, der både fremmer samfundets og erhvervslivets interesser.

Men som politiker skal han samtidig mestre en ny disciplin. For der er en ny interessent på banen, som det er hans fineste opgave at kære sig om, selvom den er sværere at forhandle med end både industri og myndigheder – nemlig borgerne. Både dem, der bliver påvirket af politikken i morgen og dem, der ikke er født endnu.

Der er meget store penge på spil. Virksomheders og hele branchers overlevelse, vækst eller nedtur. Og lokalområders muligheder for at handle selv - eller få hurtig billig varme leveret udefra. Og knald eller fald for klimaet. I nogle tilfælde vil energisektorens, samfundets, klimaet, miljøets og borgernes interesser være sammenfaldende. Andre gange ikke. 

I DENNE BALANCEAKT kan det godt bekymre, at industrimanden Lars Aagaard skærer ned på sin uafhængige rådgivning fra eksperter i Klimarådet og sætter industrifolk i spidsen for sit nye rådgivende organ. Der skal også udpeges repræsentanter fra blandt andet kommuner og myndigheder, men ministeren understreger, at arbejdsgrupperne skal være ”formandsdrevne” og have en arbejdsproces, der ”ikke er et demokratiprojekt”.

Lars-Peter Søbye er - sideløbende med sin formandspost i NEKST – formand for Industriens Fond og har som tidligere formand for Dansk Industri et kæmpe bagland der. Nana Bule er – sideløbende med sin formandspost i NEKST - ansat i Goldman Sachs til at rådgive om grønne investeringer. Hun er samtidig formand for Dansk Industris klimapolitiske udvalg og bestyrelsesmedlem i Energinet, Arla Foods, Novo Nordisk Fonden og Axcel Futures.

Endnu er der ikke sat navn på de menige medlemmer af de arbejdsgrupper, som Nana Bule og Lars-Peter Søby skal lede. Derfor ved vi endnu ikke i hvilken grad civilsamfundet, de grønne organisationer og eksperter med andre syn på den grønne omstilling end industriens, også bliver en del af Lars Aagaards nye, eksterne rådgiverteam. Men skulle Lars Aagaard være åben for et enkelt råd herfra, så vil det være at huske, at en politikers rolle rækker videre end at finde kompromisset mellem de interessenter, der er til stede i rummet.